Tingene begynder at tage form

Søndag hyggede vi med familien, men på et tidspunkt kørte vi bare os to ned ad strandvejen for at se, hvordan det gik med bilen. Ikke overraskende havde den ikke fået det bedre siden dagene før.

Som det ses af billederne er vejret ikke ligefrem godt – det er temmelig koldt, det blæser og regner en del (det er jo trodst alt vinter … og vi er her). Vi kan næsten ikke vente med at komme nordpå til bedre og varmere vejr.

Vi fik også en prøve på, hvordan det er at bo i et lejet hus i Mornington, når det regner kraftigt.

Lige pludselig åbnede himlen sluserne og vandet begyndte ganske enkelt at løbe ned ad vinduerne …. PÅ INDERSIDEN!!!

Så vi løb allesammen rundt med håndklæder og skåle for at formindske skaderne.

I går var vi atter i Berwick og aflevere vores bil for at få ordnet problemet med at den ikke ville tage omdrejninger, når vi kørte på den bagerste tank.

Bilforhandleren er helt OK og skal nok sørge for, at alt er i orden inden vi tager afsted. Vi fik en gammel 4WD som vi kunne låne indtil vores egen var blevet lavet.

Vi har gået og tænkt på, at vi gerne vil have en markise, som vi kan sidde under, når solen skinner (eller når det regner), men de er svinedyre, hvis man skal købe dem fabrikslavede.

På vejen hjem fik vi dog øje på noget som hed Outback Canvas & Camping, og det viste sig, at de kunne speciallave en markise til vores bil for ca. 100 AUD (hvilket er noget bedre en 600 AUD for en fabrikslavet).

I morges stod vi tidligt op, så vi kunne nå en masse, men vi blev desværre noget forsinkede, da vi ikke kunne finde katten, så vi kunne lukke den ud, før vi kørte. Så vi rendte rundt i hele hytten og sagde “Here Kitty Kitty Kitty” og pludselig hørte vi, at den sagde miauv …. men hvor fanden var dyret??? Jo, den var såmænd kravlet op i mellemrummet mellem loftet og taget, så vi havde ikke en chance for at få kræet ned!! Altså fik den lov til at blive, hvor den var … når den kunne komme ind, så kunne den vel også komme ud igen.

Idag har vi igen hentet vores bil – og der er noget der tyder på, at den nu kører helt uden problemer. Det viste sig, at det bare var en bøjet brændstofslange. Vi ser dog tiden an i et par dage, før vi ringer til forhandleren og siger at alt er OK.

Efter vi havde hentet bilen kørte vi rundt til lidt forskellige Caravan Accessories forhandlere, men der var ikke nogen af dem, der imponerede os særlig meget, så vi besluttede os for at køre til en forhandler, hvor vi var i lørdags – Caracs – i Dandenong, hvor vi købte toilet, komfur, køleskab (som vi skal hente i morgen eller i overmorgen), en lampe og et “brusebad”, som hedder et solar shower, som i bund og grund bare er et sort pose med en bruser på, hvor man hælder vand i, som varmes op af solen … ikke lige det fedeste, men absolut bedre end ingenting, når man er i outbacken.

Jan & Jan havde tænkt sig at gå i biffen i aften, men de kom hjem allerede efter 40 minutter, da de selvfølgelig var kommet 15 minutter for sent.

I morgen vil vi enten gå i gang med bilen eller tage en tur til Melbourne for at kigge efter et nyt videokamera. Det kommer lidt an på vejret – vi gider ikke rigtig at arbejde på bilen, hvis det øser ned … så hellere gå lidt rundt i forretninger og se om vi kan finde nogle gode tilbud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait