Lørdag morgen stod vi op og gik med David ned til Manly og spiste brunch … en god gang bacon & æg.
Derefter kørte vi ud til David og Michelles stykke jord, hvor de meget snart skal i gang med at bygge et hus … og ikke mindst anlægge en have. Det er helt utroligt med den have!!! De havde lavet en plan over, hvilke planter de ville have, hvilket dog ikke blev godkendt af kommunen, da der skal være flere australske planter. Derfor har de fået en deadline til på mandag, hvor de skal have en ny plan klar, som så forhåbentlig kan godkendes. Det er åbenbart en meget stor ting at anlægge en ny have hernede (i hvert fald ud fra alle de spekulationer, som de har omkring den og den tid de bruger på det).
Lørdag aften tog vi på pub, hvor vi så en Rugby kamp mellem Australien (The Wallabies) og New Zealand (All blacks). Da pubben lå på et hotel, hvor der boede temmelig mange “Kiwier” (New Zealændere) var der vild begejstring de New Zealand kom foran. Føringen blev dog ændret i sidste minut, så Australien vandt med et enkelt point … og så kunne man lige pludselig høre at der også var masser af australiere til stede … og David var naturligvis meget begejstret.
Derefter gik vi sammen med nogle af David og Michelles venner – Adam og Brigitte ned på en rigtig god restaurant i Manly, som hed Ceruti’s.
Søndag skulle David og Michelle have hendes forældrer m.m. på besøg, da det var Fathers Day, hvilket er noget som man går meget højt op i. Vi gik derfor ned til Manly, hvor der i gågaden var nogle børn som sang i kor. Det skal siges, at der ikke var mange af dem, der sang helt rent, men det var da meget sødt.
Vi tog så færgen ind til Sydney, hvor Marianne omsider fik købt en vind- og vandtæt jakke (og håber ikke at få brug for den) og Jan fik købt en Firewire, så han kan downloade video til labtoppen (hvilket han dog ikke fik til at virke, da der gudhjælpemig manglede en diskette i pakken).
Derefter gik vi ned i Darling Harbour, hvor vi daskede lidt rundt og besluttede os for at se nærmere på en ubåd “H.M.A.S Onslow” (hvad er det da lige med ubåde hernede???) og en destroyer “H.M.A.S Vampire“. Jan var meget begejstret over endelig at få lov til at se en ubåd indvendig.
Derefter tog vi færgen hjem til Manly og da vi kom hjem … ja så sad de sgu’ igen og lavede haveplaner.
Nå, men vi gik ned og fik en pizza og gik så i gang med at få vasket vores tøj, så vi har rent tøj til vi skulle videre fra Sydney.
Idag pakkede vi bilen og kørte ind til Sydney for at få ordnet vores Firewire, som gerne skulle virke nu. (Det skal dog tilføjes, at Jan lige skal lære at bruge den, før det hele kører som smurt).
På vejen ud fra Sydney skulle vi lige have noget diesel på bilen – vi har regnet ud, at det koster os ca. 48 øre på kilometer, dvs. ca. 8,5 km på literen. På tanken havde vi desuden den udsøgte fornøjelse at møde vores første større … eller er den måske mindre … edderkop. Med ben var den vel en 7-8 cm i diameter … så vi render nok på nogle større hen ad vejen.
Fra Sydney kørte vi nordpå og valgte i stedet for motorvejen at tage den mere idylliske rute ad Pacific Highway, som førte os lige forbi Ku-ring-gai Chase Nationalpark.
Vi har besluttet, at vi så vidt muligt vil benytte os af de mindre veje, da det som regel er meget smukkere ruter og ikke så ensformige.
Vi tog en lille afstikker ned til et lille fiskerleje, som hedder Brooklyn … der var ikke et øje og alt var lukket, så vores planer om at spise frokost der gik fløjten.
Fra Brooklyn kørte vi videre mod Gosford og drejede fra mod Woy Woy, hvor vi købte ind og kørte videre over Empire Bay og Kincumber til MacMasters Beach, hvor vi har gjort holdt for natten. Faktisk så aner vi ikke, hvordan her ser ud, da det var mørkt da vi ankom, men umiddelbart virker det som om vi har en meget smuk udsigt (på nuværende tidspunkt i fuldmåne) ud over havet.
Vi havde så fornøjelsen af at tilberede vores første middag i bilen … middag er vel så meget sagt, da vi havde købt en grillkylling og kogte nogle nudler til … så vi fik afprøvet vores komfur.
I morgen skal vi kigge Bouddi National Park.