Da man som omrejsende “cirkus” ikke har specielt meget styr på, hvad der egentlig foregår ude i den store verden, fattede vi i starten ikke en brik af, hvad vi hørte i radioen onsdag morgen. Efter at have lyttet intenst i et stykke tid, gik alvoren op for os, selvom vi troede at det var løgn, at den form for terror kunne indtræffe i USA. Det var ganske tydeligt, at det var det store samtaleemne overalt, hvor vi befandt os.
Nå, men vi skulle jo undersøge satelittelefoner og har fundet ud af, at vi nok bliver nødt til at hoste op med kr. 12.000 … men så kan vi til gengæld også føle os trygge, selvom vores bil bryder sammen i outbacken.
 
Fra Brisbane fortsatte vi vores kurs nordpå indtil vi nåede Glasshouse Mountains, som sidste gang vi var her, facinerede os meget, men desværre lykkedes det os aldrig at komme helt hen til nogen af dem.
Glasshouse Mountains er en gruppe stejle og sært formede bjergtoppe, som er kernen af gamle vulkaner. 
Der knytter sig en sjov aboriginal legende til Glasshouse Mountains: Det er en familie – Tibrogargan (faderen) og Beerwah (moderen) havde mange børn, bl.a. Coonowrin, som var den ældste. En dag da Tibrogargan skuede ud mod havet så han en stor bølge komme imod dem. Han løb derfor afsted for at samle sine yngste børn for at flygte op i bjergene mod vest og råbte samtidig til Coonowrin at han skulle hjælpe sin mor, der endnu en gang var gravid. Da Tibrogargan så sig tilbage for at se om Coonowrin hjalp Beerwah, blev han meget gal, da Coonowrin stak af alene. Tibrogargan satte efter knægten og gav ham så kraftigt et slag med sin kølle, at Coonowrins nakke gik ud af led og ikke siden har kunnet rettes. Coonowrin har siden bedt om tilgivelse, men Tibrogargan ønskede ikke at se på ham og græd i stedet af skuffelse. Det samme gjorde de yngre børn, og derfor er der en masse vandløb i området. Selv idag skuer Tibrogargan ud over havet og ser aldrig på Coonowrin, som hænger med hovedet og græder, så tårerne løber ud i havet. Han mor, Beerwah er stadig tung af sin graviditet – thi det tager lang tid at føde et bjerg! (Se det var et rigtigt eventyr).
 
Vi fandt en campingplads et par km derfra, hvor de havde TV, så vi havde en chance for at følge med i tragedien i USA – hvilket ikke gjorde os mindre harme end vi var i forvejen.
 
Næste morgen tog vi en smut i Australia Zoo, som, hvis nogen skulle være i tvivl, er den zoo, som den vanvittige Crocodile Hunter fra TV – Steve Irwin – kommer fra. Han var der naturligvis ikke, men vi fik da en demonstration af slanger og førstehjælp i forbindelse med slangebid. Ifølge ham som fortalte, så er der ikke én, der er død af et slangebid, hvis de har fået korrekt førstehjælp – hvilket jo er meget rart at vide, når nu Australien har 20 ud af verdens 23 mest giftige slanger. Desuden er de meget sky – og vil derfor forsøge at stikke af, så snart de hører dig komme, så alene chancen for at SE en slange er ikke specielt stor.

 Efter at have været i Australia Zoo tog vi tilbage til Glasshouse Mountains, da vi havde besluttet os for at bestige faderen – Mt. Tibrogargan (364 m). I starten virkede det helt ok, selvom det da til tider var lidt stejlt og hårdt at komme op og vi tænkte at det skulle vi da nok kunne klare, selvom skiltene fortalte os et det var for rutinerede klatrere. Nå jah – hvor slemt kunne det være!?!
Det fandt vi ud af da vi var nået ca. 150 m op fra hvor vi havde parkeret!

På dette punkt – lige hvor vi var kommet op over trætoppene – blev stigningen godt nok lige lovlig kraftig … for ikke at sige stort set lodret – og vi måtte klatre op ved hjælp af hænder og fødder. Havde det nu fortsat på denne måde, så kunne det da godt være, at vi kunne have klaret det. Nu var sagen bare den at vi nåede et punkt, hvor det gik helt lodret op og fornuftige som vi jo er …. ja så valgte vi at stoppe dér. Ikke fordi vi ikke tror at vi kunne være kommet op … nej mere fordi vi var bange for, at vi ikke kunne finde ud af at komme ned igen. Selvom man måske ikke lige tror det, så er det faktisk meget lettere at klatre op end at klatre ned … spørg bare katte.

Således besejrede af Mt. Tibrogargan vandrede vi noget slukørede ned igen og kørte til et lookout, hvor vi kunne se bjergene på afstand, hvilket jo også var et smukt syn … men det havde garanteret været smukkere fra toppen af Mt. Tibrogargan!
 
Nå, men vi vendte atter næsen mod nord og nåede til Noosa om eftermiddagen, hvor vi tjekkede ind på en campingplads lige ved Noosa River.
 
Idag har vi slappet af og været på stranden og badet i floden (bare rolig, der er ingen krokodiller her) og slentret lidt rundt i Noosa Heads.
Derudover har vi gjort klar til i morgen med tøjvask og indkøb, da vi nu for første gang skal ud i lidt mindre civilisation (om end ikke overvældende langt væk) nemlig til Fraser Island, som er verdens største sandø.
Så skal vi have prøvet vores firhjulstræk – og Jan glæder sig vildt meget.