For at komme til Fraser Island fra Noosa, skal man med en lille færge over Noosa River, hvorefter man kommer til Great Sandy National Park. I stedet for at køre igennem selve nationalparken valgte vi at sænke dæktrykket på bilen og køre på stranden langs Coolola Coast. Man må jo nok erkende at vi lod os betage af kyststrækningen og da lejlighed bød sig, besluttede vi os for at campere på stranden, hvilket er billigt (gratis) og meget smukt.

Lykken er: At ligge i sin seng og kigge ud på en mørk stjerneklar himmel og høre havets brusen indtil man falder i søvn!!

Vi stod op ret tidligt (5.45), da Marianne var meget opsat på at se solopgangen fra vores lejr. Desværre var der en del skyer, men smukt var det nu alligevel, selvom Jan ikke mente at det var værd at spilde film på!!

Vi pakkede sammen og kørte bl.a. forbi Red Canyon og Cherry Venture Shipwreck, hvor vi lavede et lille stop og  derefter fortsatte til Rainbow Beach i Wide Bay, hvor vi tog os en forfriskende dukkert i havet. Efter frokost gik vi ind og købte køretilladelse og campingtilladelse til Fraser Island. Videre det gik mod Inskip Point, hvilket vi først troede var en færgehavn, men blev slemt overraskede, da det viste sig blot at være en strand, hvor en færge lægger til i sandet og derefter fragter én over til Hook Point på Fraser Island.

Jan blev lige lovlig ivrig, da vi kørte på stranden på Fraser Island, hvilket han fandt ud af efter at være kørt igennem en ordentlig dyne vand … og det viste sig, at vinduerne ikke var lukkede!!!!

Lidt længere henne ad stranden var der en anden 4WD der havde sat sig fast i en lille “indsø” og der var nogen der var ved at trække ham løs.

Fra stranden drejede vi af til Dilli Village og kørte nu inde i regnskoven på nogle temmelig ujævne sandveje til Lake Boomanjii, hvor vi egentlig havde tænkt os at slå lejr, men ombestemte os og kørte videre over mod Central Station. På vejen var der lige pludselig et engelsk par, der var stoppet midt i det hele og vi gik selvfølgelig ud og spurgte, hvad der var galt. Det viste sig, at der var 2 slanger der var i gang med noget der enten en parringsleg eller en kamp (alt efter om det nu var en han og en hun eller 2 hanner – så godt slange kendskab har vi jo nu ikke engang). Det var meget fascinerende at se de 2 krabater vikle sig rundt om hinanden og være fuldstændig optagede af hinanden. Da det var sorte slanger med en rød mave, drog vi den logiske konklusion, at der måtte være tale om Redbellied Blacksnakes – som jo nok må siges at være en slange, man ikke lige skal komme alt for meget i nærkontakt med, da den er temmelig giftig.

På resten af vejen passerede vi Lake Benaroon og Lake Birrabeen før vi nåede dagens destination – Central Station, hvor vi slog lejr for natten. Om aftenen faldt vi i snak med et par fra New Zealand, som var mægtig flinke og vi havde en smadder hyggelig aften med dem og nogle andre, som kom forbi og gav os gode råd om, hvordan man bedst klarer sig, når man rejser rundt DownUnder.

Næste morgen vandrede vi til Lake Basin, hvor der efter sigende skulle være skildpadder. Desværre så vi ikke nogen, men det var dejligt at bade i en ferskvandssø, hvor der ikke var andre end os selv og Graham, Penny og deres 8 måneder gamle datter Charlotte.

Lykken varede dog ikke evigt, da der efter et stykke tid kom en ordentlig flok meget støjende engelske turister – hvorefter man må sige, at stemningen var ødelagt. Synd for dem, at de ikke kommer til at opleve stilheden her på øen!!

Vi valgte så at gå tilbage til vores lejr og spise frokost dér inden vi kørte videre til Lake McKenzie, som er en meget smuk ferskvandssø med meget hvidt og fint sand omkring. Campingpladsen var genial, da den var opdelt i små “båse”, hvor man så slog sin lejr op … sådan lidt privat.

Vi gik ned og tog et eftermiddagsbad i søen og sad så og slappede lidt af før vi skulle spise. Man må i den grad sige, at Jan må være lykkens pamfilius, da ikke mindre en 2 krager (til Mariannes store fornøjelse) sked på ham indenfor mindre end 2 timer.

Vi tændte bål og resten af aftenen sad vi så og kiggede ind i flammerne … en ting man faktisk kan få lang tid til at gå med … og så ender man med at være fuldstændig afstresset. Mens vi sad der med vores drinks og hyggede os, hørte vi noget pusle i det nærliggende buskads … hvilket man jo godt kan blive lidt utryg ved med tanke på de slanger der er på øen. Til vores store glæde viste det sig dog at det var nogle små pungmus eller -rotter som drønede rundt omkring os. Vi har ikke helt fundet ud af hvad de hedder, men de er størrelsesmæssigt en mellemting mellem en mus og en rotte, og så hopper de rundt. Dem brugte vi lang tid på at studere og de kom næsten helt hen til os, så vi kunne se dem rigtig tæt på.

Tirsdag morgen stod vi op og tog en dukkert i søen før vi pakkede sammen og kørte videre. Vi gjorde holdt på stranden og vandrede ind til Lake Wabby, som ligger omringet af regnskov på 3 sider og sandklitter på den sidste.

Det var helt klart gåturen værd (bortset fra at en goanna nær havde skræmt livet af My, da den pludselig bevægede sig i bladene) – og også her tog vi en dukkert … indtil vi så noget vi troede var en slange i vandet, men som dog senere viste sig at være hovedet og halsen på en fugl, som åbenbart ligger meget dybt i vandet, når den svømmer.

Så gik turen videre til Eli Creek, hvor krystalklart ferskvand strømmer gennem regnskoven og ud i havet. Lidt længere oppe ad kysten ligger Maheno vraget og The Pinnacles.

Vi valgte at fortsætte vores tur nordpå og ved Indian Head drejede vi ind mod øen og kørte fra østkysten til Wathumba på vestkysten af øen. Vi havde læst, at der her lå en campingplads, så vi regnede jo med, at der nok ville være et par mennesker … men næh nej … mutters alene var vi, så vi fik rigtig lejlighed til at nyde stilheden og føle, at vi var på en øde ø.

Stedet hvor vi camperede med udsigt over The Great Sandy Straights var utrolig smukt da vi ankom, da det var så lavvandet at man kunne se hele havbunden og solnedgangen lige så stille var begyndt. Vi satte os og nød solnedgangen og mens vi sad der og hyggede os, kom der lige så stille en dingo luskende forbi. Så man må da erkende, at vi er ret heldige med at se de forskellige dyr på øen.

Når man sådan går i seng langt fra alting og helt mutters alene i verden og man slukker lyset … ja så tror man sgu’ at man er blevet blind – så mørkt det bliver!!!

Vi fandt dog ud af her til morgen, at vi stadigvæk havde synet i behold og da vi nu kiggede ud over “bugten” var det blevet højvande, så det mere lignede et hav.

Vi havde overvejet at tage ned langs vestkysten af Fraser, men fik af nogle fiskere at vide, at det nok ikke var en særlig god idé, da der var meget store chancer for at sidde fast. Vi valgte derfor at køre tilbage til vestkysten, hvor vi først kiggede lidt på Champagne Pools ved Middle Rocks, som er en slags naturlige swimmingpools, hvor bølgerne skyller ind over. Derfra gik turen videre til Indian Head og ned til Lake Allom, hvor My badede sammen med en masse skildpadder … som dog forsvandt, da hun kom i vandet … og bagefter spiste vi frokost.

Så kørte vi videre ind over øen igen mod Moon Point, hvor vores “færge” sejlede ind til Hervey Bay på fastlandet. Vi tog dog lige en lille afstikker til Moon Creek, som dog desværre viste sig ikke at være noget særligt – til gengæld fik vi kørt på nogle meget tilvoksede veje, men allerbedst af det hele var, at vi mødte en dingo, som vi fik lov til at kigge på rigtig længe, før den gik videre.

Da vi ankom til Moon Point var der stadig et par timer til færgen sejlede, så vi ville tage lidt solbad, da denne strand var meget lækker og der ingen vind var. Nu er det jo vores sædvanlige held, at vejret “altid er med os”. Så lige så snart vi havde smidt tøjet og var gået i gang med at slikke lidt solskin … ja så begyndte det at regne. Det sjove var bare, at solen skinnede på os samtidig med at det regnede på os … sært!!

Man må sige, at vores bil har klaret sin første eksamen efter at have maset sig igennem alt hvad vi bød den på de 280 km vi kørte på Fraser – og det var ikke småting – den blev bare ved og ved selvom den nogen gange var nede på 800 omdrejninger i 2. gear, når vi skulle igennem løst sand.

Nogen gange skulle man dog tro, at bilen var en kænguru, p.g.a. huller m.m som fik bilen til at hoppe så meget, at vores komfur sprang op af sin fordybning ikke mindre end 3 gange.

Nå, men vel ankommet til fastlandet fandt vi en campingplads og kørte derefter ud og gav bilen en ordentlig omgang vask, så vi kunne få alt sandet og ikke mindst saltvandet af. Så fik vi lidt mad og nu sidder vi og slapper lidt af, tjekker alle de mails vi har fået mens vi ikke havde mobilkontakt og glæder os nu til et dejlig varmt bad.