Så er vi på igen!!!

Det kan vel næppe undre nogen, at da vi mandag omkring middag gik ned for at få de sidste informationer, fik at vide, at vores dykkertur endnu en gang var aflyst p.g.a. manglende passagerer!!!!

Da blev vi sgu’ godt nok sure …. men der var jo ikke noget at gøre. Nu besluttede vi, at vi ikke gad at have mere med Kelly Dive at gøre, så vi fik vores depositum tilbage og gik så i gang med at undersøge mulighederne for at komme ud med en anden båd hurtigst muligt.

Efter en del renden frem og tilbage i Airlie Beach lykkedes det os endelig at finde en passende båd, som også havde Advanced Open Water kursus … og som samtidig var til en rimelig pris (lidt dyrere end den anden).

Det virkede i øvrigt som om de var lidt mere seriøse end de andre og vi måtte frem med vores PADI-kort og blev registreret, udfyldte blanketter og fik udleveret bøger, som vi skulle læse i forbindelse med kurset.

På post huset lykkedes det os også omsider at få vores dykkertaske til videokameraet til trods for at ekspedienten påstod at der ikke var nogen pakke til os. Vi havde da gudskelov talt med afsenderen, som af postvæsenet havde fået at vide, at pakken nu var i Airlie. Så måtte vi jo lige skrue bissen på og bede ham se lidt bedre efter – det hjalp.

Vi gik så hjem til poolen og sad og læste m.m., da Oceania, som båden hed, først sejlede tirsdag aften.

Tirsdagen syntes MEGET lang, men vi brugte da noget af tiden på – for tredie gang – at pakke bilen sammen.

For at udnytte tiden kørte vi ned til en campingforhandler for at forhøre os om en “roof hatch” (vindue til loftet), så vi kan få den varme luft ud. Det var egentlig ikke så dyrt som vi havde regnet med (ca. 200 AUD incl. montering), så det ligger nu meget kraftigt i vores overvejelser … selvom vi havde besluttet, at vi ikke ville bruge flere penge på bilen.

Derudover sad vi ved poolen og læste lidt mere indtil det var på tide at komme afsted.

Vi mødtes med de andre passagerer (vi var 29 ialt) i butikken ved syvtiden og blev så fragtet med minibusser til Abel Point, som ligger lige udenfor Airlie.

Her gik vi ud til Oceania, som er en 2 år gammel 90 fod katamaran med plads til 30 passagerer og 8 besætningsmedlemmer.

Vi sejlede ud fra Abel Point om aftenen og lagde anker ved Hayman Island omkring klokken 24.00 … det var i hvert fald på dette tidspunkt, at vi vågnede med et sæt, da sådan et anker støjer temmelig meget, når ankerkæden ruller. Der lå vi så og blev gynget i søvn igen – indtil klokken 03.00, hvor vi igen lettede anker for at sejle ud til det ydre Great Barrier Reef.

Vores første dyk startede klokken 09.00 onsdag morgen. Det var et orienteringsdyk (med guide), hvilket var meget rart, da man jo lige skulle vænne sig til at dykke igen. Vi blev dog meget hurtigt afslappede og begyndte at nyde de indtryk, der mødte os ved Little Black Reef. Der var selvfølgelig masser af koraler og ikke mindst fisk, og man kan ikke lade være med at blive fascineret over at svømme sammen med en stime farvestrålende fisk, som slet ikke virker, som om man ikke hører til i deres element.

Der var nogen, der så 3-4 hajer (white tip reef sharks), men vi var desværre ikke så heldige, at få den oplevelse med. Det ville jo nok første gang være med lidt delt begejstring, at man sådan møder en haj, men i bund og grund er de ikke særlig interesserede i os … og det ville være en fantastisk oplevelse.

Vores andet dyk den dag var ved North Wall i Little Black Reef og det var et såkaldt pleasure dive, hvor vi for første gang var helt på egen hånd under vandet. Da vi dog ikke havde lyst til at blive væk helt alene slog vi os sammen med et hollandsk par. Det var dog slet ikke noget problem at navigere, da vi blot skulle sørge for hele tiden at have revet på den ene side. Jan fik taget nogle billeder med undervandskameraet, så det skal blive spændende at se, om de blive gode, når vi får dem fremkaldt.

På vores tredje dyk skulle der arbejdes, da det var et af kernedykkene i Advanced Open Water kurset. Det var navigationsdyk ved Keyhole, Little Black Reef.

My var så uheldig at få en andens tank i hovedet, da vi vippede baglæns ud i vandet fra gummibåden (som ikke var en gummibåd, men mindede om en), men dette viste sig dog ikke at have ødelagt hendes retningssans, da vi begge syntes, at vi var svine gode, da vi hver gang ramte vores udgangspunkt med højst et par meters unøjagtighed. Det første vi skulle var at finde ud af, hvor mange kick cycles (finneslag) vi skulle bruge på 30 meter, samt hvor lang tid det tog os.

Derefter skulle vi navigere i en lige linie 30 meter ud og tilbage igen. Så skulle vi navigere i en firkant 30 meter nord, 30 meter øst, 30 meter syd og 30 meter vest … her var vi for alvor stolte, da vi landede lige oveni vores udgangspunkt!!! Sidste øvelse var navigation uden kompas, hvilket også gik fint.

Da vi kom til overfladen fik vi et “lift” af motorbåden, hvor vi blev trukket i et reb bagefter. My havde en rigtig god bule i siden af hovedet, da vi kom op.

Sidste dyk den dag var et af dem My ikke var helt stolt over at skulle ud i, men overståes skulle det i hvert fald, da det var andet kernedyk på kurset: Natdyk!.

Tanken om at hoppe ned i en omgang “sort” vand med kun en lommelygte per mand, hvor man forestiller sig at alverdens farer lurer, er i begyndelsen temmelig skræmmende, men så snart man er kommet i og lige har vænnet sig til det er det faktisk OK og ret spændende. Vi svømmede ud til en bøje og gik ned ad en line og startede med at lave et par øvelser, hvorefter vi blev “vist rundt” af vores divemaster Sarah. Hun svømmede dog efter vores mening alt for hurtigt til at man rigtig kunne studere tingene ordentligt og nyde turen, men vi så da både stingrays og unicorn fish (en fisk der nærmest har et horn i panden) og mange andre. Men det var ikke helt så imponerende, så vi havde forventet.

Vi måtte dog på et tidspunkt gå til overfladen, da Jan i den grad havde problemer med sin opdrift og ikke kunne holde sig nede. Nå, vi fortsatte dykket og da vi kom op skulle vi svømme en allerhelvedes lang vej tilbage til båden, hvilket Jan var vildt negativ over – det er altså bare noget lort at svømme i overfladen.

Efter en tiltrængt gang nattesøvn blev vi flået ud af vores seng klokken 06.00 næste morgen, hvor vi skulle på det andet af My’s “frygtede” kernedyk: Dybdedyk.

Vi sejlede 4 (Jan, My, Frank og Charlie) ud sammen med Jeff til Cathedral, Little Black Reef, gik ned af vores referenceline og svømmede derfra ned gennem en kløft og satte os på bunden på ca. 27 meter. Her skulle vi aflæse vores egen, vores buddys og vores instruktørs dybdemåle og skrive det ned. Så skulle vi løse en opgave på tid for at få en fornemmelse af, hvordan Nitrogen Narkose påvirker én. Vi var nok lettere påvirket, da My ikke kunne huske, hvor hun var kommet til midt i øvelsen (og blev ret irriteret på sig selv – for hvor svært kunne det være?) og Jan fandt det ustyrlig morsomt og begyndte at grine. Nitrogen Narkose virker lidt ligesom lattergas, hvilket vi jo fik tydeligt bevis for.

Jeff havde også taget et æg med, som han knækkede, så vi kunne se, hvordan vandets tryk påvirker det. Det flød slet ikke ud, men blev i en kugle, som han så delte nogle gange med sin kniv. Det var et rigtig godt dyk – og slet ikke noget at være bange for.

Andet dyk den dag var et pleasuredive ved Fej’s Bommie… og det var lige hvad det var. Det fedeste dyk, hvor vi bare svømmede os to sammen, helt afslappede, i vores eget tempo og nød koralerne, som havde flere farver her end de andre steder. Der var også masser af fisk, bl.a. leopard fisk og så var der kæmpemuslinger.

Tredje dyk den dag var også ved Fej’s Bommie sammen med vores instruktør Occie (Jon), men her havde vi ikke så meget tid til at kigge os omkring, da det var vores Peak Performance Bouyancy Dyk, hvor vi skulle arbejde med vores opdriftskontrol og fintune den. Først skulle vi arbejde med vores “hover” (en øvelse hvor man nærmest sidder i skrædderstilling midt i vandet og skal blive på samme dybde og finjustere v.h.a. åndedrættet). Derefter svømmede vi igennem først én, så to ringe og til sidst havde vi “vandmands-race”, hvor vi skulle sidde i hover-stilling og kun måtte bruge hænderne til at komme frem. Man blev diskvalificeret, hvis man ramte bunden eller gik til overfladen. Det er ret så svært at bevare sin opdriftskontrol samtidig med at man koncentrerer sig om noget andet og bliver forpustet.

Også denne aften var der natdyk, men My havde ondt i hovedet (sikkert efter mødet med tanken) og vi var begge ret udmattede, så vi valgte at springe over. Det var nu også meget sjovt at se, hvor tydeligt man kunne se dykkernes lygter under vandoverfladen ca. 12 meter nede).

Så var vi nået til den sidste dag, hvor vi startede med et pleasuredive klokken 06.45 om morgenen!! Jan prøvede at tage video’en med ned, men vi kom lige til at gå lidt for dybt og video’en satte sig fast p.g.a. trykket (15 m … tasken garantere kun 10 m), så vi valgte at aflevere det, også dykkede vi videre. Vi svømmede to gange rundt om Concrete Block Bommie og derefter langs revet mod båden. Vi så bl.a. 2 Bluespotted Lagoon Rays.

Så var tiden kommet til vores sidste dyk på kurset … og på turen: Underwater Naturalist Dive – og nej – det har ikke noget at gøre med at svømme nøgen!!! Det har ganske enkelt noget at gøre med at kunne identificere planter, dyr og koraler. Jan havde igen video’en (som stadig virkede) med ned og denne gang holdt vi os omkring de 8 meter og fik filmet hele dykket. (De billeder I ser er fra video’en – de er jo ikke helt så smukke, som i virkeligheden, men vi syntes nu at I skulle se lidt alligevel).

Nu kan vi så kalde os Advanced Open Water Divers!!!!

I øvrigt så virkede den dykkercomputer, som My fik da hun holdt op i Beauvais perfekt.

Vi ankom til Abel Point klokken 15.00 og My var fast besluttet på at vi skulle leje et værelse for natten, så vi kunne få hvilet ordentligt ud ovenpå 3 travle og hårde dage. Så ønsket, så gjort, selvom det var lidt dyrt!

Om aftenen mødtes vi med de andre fra båden til middag ved “Magnum’s” i Airlie Beach for ligesom at sige pænt farvel. Det skal siges, at der var masser af flinke og sjove mennesker ombord, som vi havde det smadder hyggeligt med.

Vi havde selvfølgelig forventet, at vores besætning også mødte op (det havde vi da i hvert fald forstået på dem), men det var kun Tye, som kom, hvilket var lidt skuffende!!

Vi spiste og drak og var en lille smut på natklub og gik så hjem til et dejligt hotelværelse med air-conditioning og fik en rigtig god nats tiltrængt søvn.

Stod op næste morgen, pakkede bilen, gik ned og købte endnu en dykkerkniv, da Jan havde tabt sin på et dyk og vendte så næsen nordpå og kørte gennem Bowen og Ayr til Alligator Creek i Bowling Green Bay National Park, hvor vi camperede på en hyggelig campsite og slappede af resten af dagen, mens vi nød samværet med talrige kænguruer, wallabies, possums og frøer og firben (de to sidstnævnte var specielt på toilettet, hvor Jan i øvrigt også traf en “hopkop” … en edderkop som hoppede sig frem over gulvet). Vi opdagede i øvrigt den pudsige ting, at man, når man har opholdt sig på en båd i længere tid, faktisk kan blive søsyg eller rettere landsyg … i særdeleshed når man går ned mellem hylderne i et supermarked og det føles som om gulvet bevæger sig og hylderne står og svinger. Jan ville i hvert fald meget gerne hurtigt ud, da han begyndte at blive dårlig, mens vi handlede.

I dag stod vi tidligt op, spiste morgenmad og begav os ud på en vandring, som skulle bringe os til Alligator Creek Falls. På trods af at det var overskyet var det svinevarmt og efter vi havde gået 4 km og var nået halvvejs og Jan var et pjok med hovedpine m.m. besluttede vi at vende om, da der sikkert alligevel ikke ville være vand i vandfaldet.

Vi kom meget varme tilbage til vores camp, sprang ind under den kolde bruser og spiste bagefter frokost.

Så gik turen videre nordpå forbi Townsville og videre til Ingham, hvor vi nu har fået vasket alt vores tøj og kølet os af i poolen.

På denne campingplads må man gerne have kæledyr med, men der var sgu’ ingen der sagde, at man måtte tage frøer med …. der er helt vildt mange frøer her – her til aften sprang der mindst 50 rundt inde i vaskerummet!!

Nå, men hej for denne gang!