Så er vi på igen … vi bevæger os i øjeblikket i nogle rimelig øde områder, så derfor er vores opdatering af hjemmesiden ikke så stabil, og der kan gå et stykke tid mellem hver opdatering alt efter hvor vi befinder os.

Vi har iøvrigt helt glemt at fortælle, at vi har købt et par maskotter, som vi har sat på bullbaren på bilen for ligesom at give den et mere personligt præg. Valget af maskotter måtte simpelthen falde på Tigerdyret (Jan) og Grisling (My). Da vi havde sat dem fast på bullbaren var vi færdige af grin … de så bare så nuttede ud. Og når vi kører, sidder vi og ser dem ind i nakken og Grislings ører vender bagud. Det er dog ikke altid at Tigerdyret kan tage mosten, så nogengange vender han bunden i vejret, når blæsten bliver for slem.

Nok pjat for denne gang!

Lørdag pakkede vi bilen færdig, tankede op og kørte derefter mod Innisfail, før vi drejede af mod Millaa Millaa. Vi kørte ind ved Millaa Millaa Falls, som er et idyllisk lille vandfald, som i øvrigt ofte er benyttet i reklamer m.m. Som det dog har været tilfældet med hovedparten af de vandfald, vi har set, så var vandmængderne dog rimelig begrænsede, men idyllisk var det nu stadig … også selvom vandet var temmelig koldt.

Vi fortsatte nu turen sydvest på ad Gregory Developmental Road forbi Ravenshoe og Mt. Garnet og drejede derefter til højre ad Gulf Developmental Road og kørte nu stik vest indtil vi nåede Undara National Park. Her er der nogle lavatunneler og da der også er en campingplads “Undara Lava Lodge” besluttede vi os for at overnatte der og så tage på en tur til lavatunnelerne dagen efter.

Der er tre måder man kan bo i Undara Lava Lodge: Man kan (som os) campere i eget telt/egen bil, man kan bo i telte, som står der permanent eller man kan bo i charmerende gamle restaurerede jernbanevogne.

Da den eneste måde man kan se tunnelerne på er at tage på en guided tur, måtte vi jo bide i det sure æble og betale pengene for en halvdags tur, som vi tog på næste morgen.

Det viste sig at vores guide – en fyr på 25-30 år – rent faktisk var vokset op i området og som barn var redet ud til nogle af hulerne og havde udforsket dem sammen med legekammeraterne. Det var den gang området var privat ejet og fungerede som en kvægfarm, inden det i 1990 blev inddraget til National Park og ejeren blev tvunget til at sælge sin jord, mod at få lov til at beholde Undara Lava Lodge i 75 år og rettighederne til guidede ture til lavatunnelerne indtil 2003 – derefter ved ingen, hvad der skal ske.

Nå, men tilbage til Undara Lava Tubes, som blev skabt af lava fra vulkanen Undara for ca. 190.000 år siden. Selve lava strømmen strækker sig over 160 km, hvilket gør den til den længste lavastrøm på jorden. Tunnelerne, som blev skabt af en del af denne lavastrøm strækker sig over 100 km, hvoraf en del af sektionerne er tilgængelige.

Vi startede med at kigge lidt på udsigten over de gamle vulkaner i Undara National Park – der er omkring 164 vulkaner i området. Vi så også et sjovt træ, som havde viklet sine rødder rundt om nogle store sten, og det så nærmest ud som om træet var ved at stable stenene ovenpå hinanden.

Derefter gik vi ned i én af tunnelerne som hed Road Tube. I bunden af den så det ud som om den sluttede, men vores guide fortalte rent faktisk, at man godt kunne klemme sig i gennem et snævert stykke, som var ca. 6 meter langt, hvorefter man ville komme ud på den anden side.

Bagefter tog vi ud til et lille sted og drak bush tea. Der var også et sjovt toilet, som kun havde tre sider og ikke noget loft.

Så gik turen videre til The Arch, som var meget fascinerende, da det bare var et stykke af tunnelen, som var blevet stående også voksede der ellers planter rundt omkring.

Til sidst gik vi ned i Stevensons Tunnel, som var kæmpe stor. Man skulle ikke blive alt for længe dernede, da der ikke var særlig meget ilt – mest kuldioxid – hvilket vores guide demonstrerede med sin lighter, som meget hurtigt gik ud. I øvrigt fik vi at vide, at aboriginals aldrig ville gå ned i tunnelerne, da de ligger under jorden og det er dér ens ånd går hen efter man er død.

Vi besluttede for at overnatte endnu en gang i Undara Lava Lodge, da vi fik at vide, at vi kunne tage ud til krateret af en vulkan, som hedder Kalkani og gå på kanten. Dette gjorde vi om eftermiddagen, men til Jans store skuffelse, så voksede der træer nede i krateret, så det lignede egentlig bare en dal. Det skal iøvrigt også nævnes, at der var en hel del fluer, hvilket tydeligt fremgår af ét af vores billeder på siden. Vi kiggede også efter Lava Tube Linien, men når man ikke helt ved, hvad man skal kigge efter kan det være svært at få øje på. Det viste sig dog, at vi bare skulle have kigget efter et bælte i vegetationen, som var grønnere end det udenom.

Da vi kom tilbage til lejren hoppede vi en tur i poolen og bagefter tog My sig en lur i hængekøjen, mens Jan fik læst lidt i sin bog.

Om natten blev det rent faktisk regnvejr … en noget uvant ting for os efterhånden, men absolut ganske rar, da det hele bliver kølet en anelse ned.

Næste morgen var det atter tid til at fortsætte turen mod vest og vi kørte gennem Georgetown, Gilbert River og Croydon (hvoraf ingen efter vores mening kunne betegnes som rigtige byer).

Efter at have kørt 430 km på en smal vej, igennem ensformigt terræn med lav bevoksning og masser af kadavere fra døde køer og kænguruer, drejede vi 7 km før Normanton sydpå mod Cloncurry og kørte yderligere 200 km indtil vi nåede til Burke & Wills Roadhouse, som nok må siges at være et røvsygt sted. Nå, men der var da en “campingplads”, hvor vi kunne overnatte, så vi kørte ind og slog lejr ved de eneste par træer der var, for at få lidt skygge fra solen.

Tirsdag fortsatte vi atter vores rute mod Cluncurry, som stadig var dræbende ensformig, så vi blev ganske begejstrede, da vi på et tidspunkt så noget så simpelt, som en stor klippe, der stak op af jorden … der kom dog flere af slagsen. Efter ca. 100 km så vi et skilt mod Lake Julius, som er Mount Isa’s vandreserve. Vi besluttede os for at dreje af landevejen og i stedet tage grusvejen ind til søen også køre derfra til Mount Isa.

Lige før Lake Julius, som i øvrigt er en opdæmmet sø, ligger der en lille camp, hvor man kan campere for 2,60 AUD (ca. 10 kr.) pr. person, hvilket endda er billigere end i national parkerne. Vi kørte derind – og da vi var de eneste gæster havde bestyreren masser af tid til at tale med os.

Han viste os en hule på den anden side af floden, hvor der var aboriginal malerier. Vi besluttede os derfor for at bruge eftermiddagen på at udforske det nærmere.

Da vi havde krydset floden begyndte vi at ærgre os lidt over, at vi ikke havde studeret omgivelserne lidt nærmere fra den bakketop, hvor vores camp lå, idet det er ganske svært at se en hule nedefra. Vi startede først med at gå og for langt til venstre for hulen … og guderne skal vide, at det var noget møg at komme op … og ned …, da bjergskråningerne for det meste bestod af en masse løse sten, som nemt begyndt at skride under os. Nå, men vi blev lige nødt til at studere det vi havde videofilmet fra vores lejr, og kunne derfra konkludere, at vi skulle længere til højre. Da viste sig dog nu, at vi var kommet for langt til højre, men efter endnu en gang at have studeret videoen lykkedes det os omsider at finde “hulen”. Vi syntes nu ikke at det havde så meget med en hule at gøre, da det egentlig bare var en hulning ind i klipperne … vi havde nok mere forestillet os noget med en grotte. Vi kunne dog ane nogle meget svage aboriginal malerier af firben og nogle spiraler.

Jan var iøvrigt igen ved at blive sindsyg af fluerne … meeen sådan er det jo, når man er ude i den australske outback, så han må hellere vænne sig til det!

Bagefter gik vi atter mod højre og gik ind igennem en kløft, hvor der var en mini-vandfald i bunden. Ja, det var faktisk ikke andet end en lille stråle vand. Vi gik længere op og fandt her et lille vandhul, men selvom vi var meget tørstige (og vi havde endda haft vand med), så havde vi nu ikke lyst til at tage en tår.

Da vi nu både var tørstige og temmlig trætte af nærgående fluer vandrede vi tilbage til lejren, hvor vi slappede af indtil bestyreren kom og spurgte om vi ville med ned til søen og stå på jetski m.m..

My trængte til at slappe lidt af, så Jan tog afsted alene. Han kom tilbage efter 2-3 timer, men da han jo aldrig har været den helt store vandsportsmand havde han nøjedes med en tur bagpå.

Efter aftensmaden brugte vi tiden til at filosofere over, hvordan de store biller, som “flyver” rundt bærer sig ad med at formere sig. Det er simpelthen det mest klodsede insekt, som tilbringer sit liv med at flyve ind i vægge m.m., lande på ryggen, kæmpe sig på benene igen, blot for at gøre nøjagtig det samme endnu en gang (og så en gang i mellem vikle sig ind i vores hår). Hvordan de nogensinde bærer sig ad med at ramme hinanden er os et mysterie.

Onsdag morgen kørte vi ned og kiggede på Lake Julius og dæmningen, hvilket måske ikke lige var det mest ophidsende, men nu var vi der jo.

Nå, vi satte kursen mod Mount Isa og på vejen måtte vi flere gange tage farten af eller stoppe helt, når der var køer på vejene … disse køer var levende.

Vi nåede Mount Isa lidt op ad eftermiddagen og besluttede os for først at køre ind til “centrum”. Taget i betragtning, at vi rent faktisk befinder os i én af verdens største byer (areal som Schweiz … 41.000 km2), så er det én af de kedeligste og mest ucharmerende byer vi længe har set. Nu skal det jo lige nævnes, at der rent faktisk foregår en hel del under Mount Isa, da det er en mineby med 4.600 km tunneler nedenunder!!

Efter at have spist frokost fandt vi en camping plads og tjekkede ind.

Ja, I må meget undskylde, men vi frøs altså i går aftes!!! Det var nemlig “kun” omkring 26 grader … og når man efterhånden har vænnet sig til 30-35 grader, så er det faktisk lidt køligt, så vi måtte for første gang i nogle måneder iføre os vores fleecetrøjer!!!

Idag er det til gengæld blevet temmelig varmt igen, så nu kan vi i hvert fald holde varmen.

Da vi ved Lake Julius havde opdaget, at “Truppe” lækkede lidt olie besluttede vi os for at få en mekaniker til at se på problemet. Det viste sig, at det var noget sand der var røget ind bag pakningen til kardanleddet og havde ødelagt nogle sliddele incl. pakning … eller noget i den stil. Det var dog ikke noget problem at få det lavet, så mekanikeren satte nogle “nye” brugte dele i – og så var Truppe så god som ny …. og vi var 500 kr. fattigere.

Derudover bookede vi os ind på en tur ned i undergrunden i morgen, som varer 4 timer – når der nu ikke er så meget ovenpå jorden … ja så må man jo gå under jorden!

Ellers har vi bare slappet af og flydt ved poolen.