Vi afsluttede jo sidste beretning med at fortælle at vi kunne høre torden i det fjerne … og vi skal ellers love for, at det kom nærmere!! På et tidspunkt var det nærmest som at stå på et diskotek med stroboscop-lys med masser af lyn der lyste det hele op omkring os. Regnen kom i aller højeste grad også, så det hele blev kølet godt ned i løbet af natten.

Omkring klokken 3 om natten vågnede vi af et gigantisk lysglimt med efterfølgende kæmpe-brag, så det var lige før My blev bange i tordenvejr!

My havde gudskelov gjort bilen køreklar om aftenen inden det begyndte at regne, så næste morgen skulle vi kun lige smide de sidste par ting i bilen – i øs regnvejr – før vi kunne køre videre.

Vi kørte det meste af dagen i regnvejr gennem Ilfracombe, Barcaldine og Blackall, hvor vi spiste frokost, mens vi kiggede på et bar halvnøgne unger, som nød at plaske rundt i vandpytterne … for ikke at sige ligge i dem! De lignede noget der var løgn … smurt ind i mudder.

Så gik turen videre gennem Tambo, Augathella og Morven, hvor vi havde overvejet at finde et sted at overnatte – en overvejelse, som vi hurtigt slog ud af tankerne efter at have kastet et blik på “campingpladsen”, som mere lignede en skrothandler. Vi kørte derfor videre indtil vi nåede til et picnic-sted i en skov, som hed Ooline Park, hvor vi besluttede os for at slå lejr for natten. Det var et meget fredeligt sted – eftersom der kun var os – og selvom luften var lidt klam, nyd vi den kølige luft og sov fremragende om natten.

Det er i øvrigt sjovt, så man kan se, hvordan vegetationen ændrer sig efterhånden som man kommer længere mod sydøst -fra at være helt tørt og gult, bliver landskabet mere grønt og frugtbart at se på … og man kører gennem kornmarker og solsikkemarker. Sidstnævnte er meget sjove, da alle solsikkerne “kigger” den samme vej!

Mandag morgen fortsatte vi vores tur gennem Mungallala og Mitchel og nåede sidst på formiddagen til Roma. Her fandt vi en campingplads og bagefter tog vi ned i informationscentret for at høre, hvad der var at se i området. I informationscentret “The Big Rig” havde de en udstilling om boring efter olie og gas, da Roma var det første sted i Australien, hvor man fandt disse.

My fik sig også lige en prøve på, hvor stor en seismisk chok-bølge hun kunne lave, hvis hun hoppede rigtig højt – og det var ikke så lidt!! Vi besluttede os også for at komme tilbage om aftenen for at se deres multi-media show om samme.

Så tog vi ind til byen og daskede rundt og fik købt lidt ind, før vi svingede ned omkring Romas største “Bottle Tree” … et rimelig tykt træ med en omkreds på 8,9 meter.

Da vi var tilbage på campingpladsen besluttede vi os for at gå ind ved siden af og se Romavilla Vineyards, som efter sigende skulle være den ældste bygning i Queensland (hvilket vi nu tvivlede lidt på … vi har sgu’ set mange bygninger, der så betydelig ældre ud end denne … meen måske vi ikke har hørt ordentligt efter). En flaske hvidvin rigere og 10 minutter fattigere var det overstået. Derefter tog vi tilbage til The Big Rig til deres multimedia show, hvor vi sad alene i svag regn og fik hele historien omkring gas og olie i Roma og omegn. Det var meget godt lavet … og noget rarere end at skulle læse det hele, som vi havde gjort tidligere på dagen.

Hen ad aften begyndte det atter at tordne og regne, så vi kunne se frem til endnu en dejlig, kølig nat.

Tirsdag morgen tog vi ud til en kvægauktion – noget som My meget gerne ville opleve – og hvor ellers end på Roma Sales Yard, som er Australiens største kvægauktion-sted.

Man kan vælge at gå oppe på nogle “catwalks”, hvor man kan skue ud over hele molevitten med masser bokse med kvæg og dem som vil købe kvægene nede på jorden – auktionarius (og hans hjælpere) står så oppe på en lille gangbro og så skal vi ellers love for at det går stærkt! Man undrer sig over, at man overhovedet kan snakke så hurtigt …og gud ved hvordan de taler derhjemme????

Vi følte os dog lidt for højt hævet over det hele, så vi valgte at gå ned i mudderet sammen med alle køberne … det er altid lidt rart at være tæt på hvor det foregår.

Der var en mand som fortalte os, at han kun måtte købe nogle bestemte kvæg, da han havde EU-kvæg, men han havde ikke fået købt nogle af de 400 EU-kvæg, der var til stede på denne auktion, så nu gik han bare og kiggede på resten. Når en flok kvæg er solgt, bliver navnet på køberen skrevet ned. Derefter bliver kvæget drevet over til en stor vægt, hvor man så kan se deres gennemsnitsvægt og kg-prisen, som gennemsnitligt ligger omkring 220 cent pr. kg.

Efter kvægauktionen købte vi ind og fortsatte turen sydpå gennem Surat, St. George, Dirranbandi og Hebel til Lightning Ridge, som er det eneste sted i verden, hvor man kan finde sort opal, som er utrolig værdifuldt (op til 10.000 AUD pr. karat)! Grunden til at det hedder sort opal er ikke, at det er sort … det er det nemlig slet ikke, det kan have alle mulige farver … der er blot bunden/basen af opalen, der er sort.

Her tog vi ind på en campingplads og om aftenen havde Jan besluttet sig for at lave frikadeller, hvilket lykkedes helt godt … meeen det var jo ikke mors!

Endnu en gang fik vi en dejlig kølig nat, hvilket nok til dels skyldes regnen, men også at vi var kommet en hel del længere sydpå.

Næste morgen stod My op og løb en tur – ja, I læste rigtigt – for første gang i over 3 måneder har My bevæget sig blot for motionens skyld! Faktisk var formen ikke så dårlig, som forventet, men den kunne da godt have været en anelse bedre – nu må vi se om det bliver til mere i den kommende tid – vi skulle jo gerne være klar til julemaden!

Vi fandt i snak med en ældre gut, som var kommet til Lightning Ridge i den mening kun at være der i en uges tid …. det er nu 4 år siden og han er stadig ikke kommet videre – i stedet har han 13 opal-miner, som han åbenbart lever af.

Ikke fordi han selv var blevet særlig rig af det, men han fortalte om en gammel knark, som boede 42 km udenfor byen, som hver gang han skulle handle, GIK hele vejen ind til byen, købte ind og GIK hele vejen tilbage igen … der er jo ikke nogen grund til at smide penge ud på en bil, når man kun har 65 mio. AUD i madrassen!!! (Tjent ved at finde opaler).

Han foreslog, at vi tog ud til et sted, hvor de smider alt “affaldet” fra de store miner, for at se om vi kunne finde nogen rester … der er da folk der er kommet tilbage derudefra med opaler til en værdi af 65.000 AUD. Vi mærkede jo straks opal-feberen brænde, men valgte at gøre det en anden dag, da Jan havde ondt i ryggen.

I stedet tog vi ud til en opal mine, hvor man selv kunne gå rundt og se på tingene. Denne mine havde ikke været brugt i mange år, men det gav da et godt indtryk af, hvordan sådan en ser ud – og som ejeren sagde “Hvis man har set én opal-mine, så har man set dem alle”. Vi så også en film om området og det viste sig faktisk at 8 ud af 10 mennesker i Lightning Ridge kommer fra andre lande. Enhver har ret til at købe rettighederne til 2 jordlodder á 50×50 meter til en pris af 230 AUD det første år og 130 AUD de efterfølgende år.

Efter vores lille tur under jorden kørte vi til et kaktus gartneri – og så på kaktusser … mere var der egentlig ikke i det!

Så var vi lige nede og kigge på nogle varme mineralbade, men havde dog ikke meget lyst til at hoppe i, da vandet var 40 grader varmt – og det er jo ikke lige det, man har lyst til i sommervarmen! Vi tog tilbage til campingpladsen og slappede af resten af dagen.

Torsdag skulle vi lege guldgravere … eller rettere opal-gravere, da vi jo havde hørt, at man kunne være heldig og finde en opal til 65.000 AUD! Vi fik fat i skovl, spand og mini-rive og drog så afsted mod en “losseplads” ca. 80 km fra Lightning Ridge, hvor store lastbiler læsser rester fra opal-minerne af.

Der sad vi så i bunker af ler og grus og ledte og ledte i nogle timer, mens vi fik os en sludder med nogen af dem, som havde været der i flere uger … for ikke at sige måneder eller år! Desværre så fandt vi kun sort og grå opal, som var potch, hvilket vil sige, at der ikke er noget farve i og det derfor ikke er noget som helst værd. Vi syntes dog at sort potch var meget pænt, så vi regner med, at vi måske vil få lavet noget af det vi fandt. Vi fandt et par mini-stykker med lidt grøn, blå og lilla farve – men desværre ikke nok til at vi kunne tjene penge på det.

Nå, men så fik vi da prøvet det – og vendte tilbage til Lightning Ridge, hvor alle var meget interesserede i at se, hvad vi havde fundet. Vi mødte også et dansk par, som har boet i Brisbane i 20 år, men nu har solgt deres hus, for at rejse rundt og se landet nu hvor de er gået på pension.

Efter at have jokket rundt i bunker af ler og grus, følte vi os ganske beskidte, så vi hoppede en tur i poolen inden vi gik over på restauranten og spiste.

Vi var nu kommet til den beslutning, at vi ville køre længere ud mod kysten til Sydney, da der ikke er helt så meget at se inde i landet. Så fredag pakkede vi igen bilen, men inden vi kørte, stoppede ham der havde fortalt os, hvor vi kunne finde opaler, os og gav os en 1,5 karat opal, da han åbenbart syntes at det var synd for os, at vi ikke selv havde fundet noget som helst af værdi.

Vi kørte derefter sydpå gennem Dubbo (den første større by vi havde været i siden Mt. Isa), Orange og Lithgow op gennem Blue Mountains og videre østpå til Sydney, hvor vi ankom hos David og Michelle omkring klokken 9 om aftenen. Vi fik os nogle øl og lidt snak inden vi gik i seng. Hold da kæft, hvor var det dejligt at være i et rigtigt hjem! Faktisk var det første gang siden vi sidst forlod Sydney, at vi var i et rigtigt hjem!!

Lørdag sov vi rigtig længe og David og Michelle tog til hendes bedstemors fødselsdag i et par timer, så vi besluttede os for at tage en shopping tur, hvor My købte sig en cowboy-hat, så hun passer bedre ind næste gang vi kommer på en station og Jan fik endelig købt “Final Fantasy”, som han havde fablet om siden den 21. november, hvor den udkom på DVD. Hvad han dog ikke vidste var at det var en “tegnefilm”, men den var dog lavet, så det næsten lignede en rigtig film.

Om aftenen tog vi alle fire på Tapas Bar – hvor vi alle syntes at maden var OK men absolut ikke fantastisk.

Bagefter tog vi hjem og sad og drak øl og snakkede før vi gik i seng. I øvrigt, hvis der er nogen af “The Boys” derhjemme, der læser dette … så siger David G’day!!! (I ved selv hvem I er – Look Cows!)

Idag sov vi endnu en gang længe og efter morgenmaden gik vi en tur ned til Manly, hvor der var en masse aktiviteter med Surf Life Saving Clubs, kapsejlads, koncerter m.m.