Jul & Nytår

Ja, vi må jo nok erkende, at vi har svigtet jer lidt her på det sidste, men vi besluttede os for at holde lidt “jule-skrive-fri” og da vi jo ikke ligefrem har været de store opdagelsesrejser i de seneste uger, mente vi ikke at det ville gøre så meget.

I mellemtiden har Jan til gengæld fået købt sig endnu et nyt stykke legetøj …. et nyt digitalkamera til still billeder Fuji FinePix 6800, som nu gør det muligt for os at forstørre vores digitalfotos, hvis vi får nogle rigtig gode nogen i kassen.

Ugen op til jul gik i allerhøjeste grad med juleindkøb … såvel julegaver som julemad, hvoraf sidstnævnte voldte os en del flere problemer end forventet. Vi havde jo besluttet os for at holde en dansk juleaften for hele familien, men vi havde da ikke regnet med at ting som ganske almindelig piskefløde til Ris á la manden, en ordentlig and og en rigtig flæskesteg ville blive det store problem. Nå, men efter længere tids kamp lykkedes det os dog at få stablet en rigtig traditionel dansk jul på benene med alt hvad dertil hører.

Ungerne syntes godt nok at det virkede lidt fjollet at skulle danse om juletræ, men da vi først kom igang morede de sig storartet! Meeen det måtte selvfølgelig gerne overståes rimelig hurtigt, da gaverne jo kom bagefter.

2. juledag holdt vi dansk julefrokost med rugbrød, sild, snaps, leverpostej, rullepølse m.m. Disse ting havde vi været lidt usikre på, om vi ville kunne få fat i, men vi fandt en dansk bager i Frankston, som havde alt hvad hjertet kunne begære at danske ting og sager.

Det var jo ikke ligefrem dansk julevejr … men desværre heller ikke typisk australsk julevejr. Normalt plejer det at være sommer og solskin, men i år blæste det og regnede det, så det eneste man gad at foretage sig var at sidde indenfor.

Mellem jul og nytår havde vi nogle rigtig gode dage med strandvejr, hvilket vi selvfølgelig straks benyttede os af. Det blev dog ikke til det helt store badeflip, da vandet var pissekoldt (de påstår at det var 19 grader, men vi følte det nærmest somom det var 0!!!)

Ellers har det stået på familiehygge og løbeture/gåture langs kysten.

Nytårsaften var oprindelig tænkt som et Beachparty, hvilket jo ville have været helt anderledes end hvad vi er vant til. Vejret var smaddergodt hele dagen, men omkring klokken 18.00 blæste det op og begyndte og regne. Derfor flyttede festen indendørs hos én af Debbies veninder, som hedder Fran. Vi havde en smadder hyggelig aften, selvom der gik lidt kage i nedtællingen til klokken 12, da vi da som et minimum regnede med at de lige ville bemærke det i radioen – men næh nej, de fortsatte bare med at spille musik. Nå, men vi lavede da så vores egen lille nedtælling og skød et par bordbomber (dem, hvor man trækker i en snor) af udenfor – fyrværkeri er jo ulovligt hernede. Og Jan B og My fik skrålet “Der er et yndigt land” … selvom det må bemærkes, at en del af teksten havde undsluppet Jans hjerneceller i løbet af den årrække han har boet hernede.

Vi tog hjem omkring klokken 2 og festede derefter videre derhjemme indtil klokken 4, men så var vi altså også færdige som gårdsangere! For ikke at tale om dagen efter, hvor der ikke var nogen som helst af os, der rigtig opnåede at blive mennesker.

Ellers har den stået på mere familiehygge, minigolf (hvor Jan omsider slog My … med 2 slag) og bowling.

Vi har selvfølgelig også holdt lidt øje med ilden i New South Wales, som jo må siges at være af ganske omfattende karakter. Vi kan selvfølgelig så glæde os over, at vi allerede har set, hvad vi skulle – heriblandt Blue Mountains – i det område, så vi ikke kommer op for at se noget fuldstændig afbrændt natur.

I går mødtes vi med Toni og Luke, som var på besøg hos Lukes bror i Melbourne. Det var sjovt at se dem igen og vi fik jo udvekslet lidt minder fra vores tur til Cape York. Det kunne være skægt, hvis vi kunne møde dem senere nordpå … evt. i Kimberleys eller Kakadu.

Nu skal vi i gang med at gøre Truppe køreklar igen, før vi tager en lille tur rundt i Victoria (håber sørme at vejret bliver noget bedre i den forbindelse). My’s mor og Jan B har planlagt en lille tur ind til Ayers Rock, så de tager afsted på tirsdag  … eller noget i den stil.

Planen er så, at vi tager til Wilsons Promontory og så kommer tilbage og samler My’s mor op – helt nøjagtigt hvor vi tager hen med hende vides ikke helt med sikkerhed endnu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait