Sidste weekend brugte vi til at rette på nogen af de ting, som har irriteret os ved indretningen af Truppe, og så selvfølgelig almindelig vask og rengøring.

Tidligt tirsdag morgen drog Jan B og Annette (My’s mor) forventningsfulde mod lufthavnen for at flyve til Alice Springs. Selvom det ikke lige er sæson deroppe, tog de nu chancen alligevel, og de var da også kæphøje nok til at ringe til os da de kom frem – for at spørge om det stadig regnede i Melbourne – det var alletiders vejr i Alice Springs, så de var meget tilfredse.

Debbie havde fundet ud af at vi kunne søge om forlængelse af vores visum (så vi ikke skulle forlade landet i 24 timer blot for at kunne tilbringe yderligere 6 måneder i Australien) hos Department of Immigration i Dandenong. Hun havde endvidere fået at vide, at det ikke burde være noget problem at få en forlængelse i vores tilfælde.

Vi samlede derfor de nødvendige papirer sammen og drog afsted. Fandt kontoret og sad og ventede i en time … blot for at komme til at tale med én, som slet ikke var beslutningstager, som kun kunne sige, at vi, for at bevise at vi kun ville rejse rundt, skulle kunne dokumentere at vi havde booket hoteller m.m. Vi forklarede hende, at man nok ikke lige bookede hoteller, når man allerede har en bil at bo i. Det var hun da ligeglad med – for sådan var reglerne – og vi måtte gå med uforrettet sag … temmelig rasende!

Onsdag ringede vi atter til deres hotline, hvor vi talte med en anden, som sagde at vi skulle skrive en rejseplan, så den som skulle behandle vores sag ville tro på at vores hensigter var reelle! Desuden mente han, at vi måske skulle tage til kontoret i Melbourne, da vi måske ville finde en mere venligsindet sagsbehandler. Hold da kæft noget fis … det er simpelthen blot en subjektiv vurdering, som afgør om man kan få forlænget sit visum til et år!!

Nå, men vi satte os så ned og skrev vores “afhandling” og begav os til Melbourne … og nu skal det jo siges, at vi denne gang var utrolig heldige med vores sagsbehandler, som tog det hele med et smil … og slet ikke så noget problem i at vi ville blive til den 13. august 2002 – så vi fik straks fornyet vores visum’er og tog glædeligt overraskede tilbage til Mornington.

Det er da en lettelse at vide, at man ikke behøver at bruge kr. 4.000 ekstra pr. mand, blot fordi man skal ud af landet … og så er det i øvrigt fedt, at vi ikke behøver at afbryde vores tur midt i det hele.

Torsdag pakkede vi bilen og begav os væk fra Melbourne til det område østpå, som hedder Gippsland. Her kørte vi op i højlandet i meget smukke, bakkede og grønne omgivelser gennem Warragul, Nerim og Noojee, hvor vi besluttede os for at køre mod Toorongo Falls. Her kom vi til en lille plads ved Toorongo River, hvor vi besluttede os for at slå lejr for natten.

Det var dejligt igen at være ude i naturen med lyden fra floden og fuglene (fluerne var dog stadigvæk lige så irriterende, som de plejer at være).

Resten af aftenen brugte vi til at slappe af, læse og i øvrigt vænne os til atter at være på farten.

Vi skulle åbenbart også lige vænne os til at sove i bilen igen, for vi sov begge to ad pommern til – til trods for at det var dejligt køligt.

Nå, men vi stod op ved 9-tiden og vandrede derefter mod Amphitheatre Falls ved Toorongo River. Det var en rigtig smuk tur langs floden og det virkede meget eksotisk, selvom det dog ikke var specielt varmt årstiden taget i betragtning – dog var temperaturen genial til at vandre i.

Da vi nåede frem til Amphitheatre Falls (som man i øvrigt slet ikke kunne se ordentligt p.g.a. vegetationen) blev vi lidt i tvivl om, hvilken vej vi så skulle, så vi startede med at gå op ad bakke … hvilket dog viste sig at være forkert, for stien endte i ingenting.

Vi gik så tilbage til den sti vi var kommet fra, og fandt lidt senere en ny sti, som førte os ned til det utrolig smukke Toorongo Falls. Tænk at man slet ikke kan læse om det i Lonely Planet eller lignende!

Derefter vandrede vi tilbage til bilen, pakkede og satte retningen mod Mount Baw Baw. Mount Baw Baw er et skisportssted (om vinteren naturligvis), så turen derop snoede sig op gennem bjergene. Nu er der jo bare lige det ved et skisportssted, at det kan være ganske kedeligt (for ikke at sige trist) om sommeren, så vi besluttede os for blot at spise frokost og derefter fortsætte vores færd. (Vi havde ellers håbet på at der var et smukt sted at parkere, så vi kunne overnatte deroppe og så vandre lidt dagen efter, men desværre!).

På vejen ned igen syntes vi ligepludselig at der lugtede lidt brændt og da vi kiggede bagud viste det sig, at vores bil røg noget så grusomt. Vi kørte selvfølgelig pænt ind til siden og fandt ud af at det var bremserne, selvom Jan mente, at han stort set ikke havde brugt dem. Nå, men vi lod dem lige køle af og kørte så videre … nu nøjedes vi kun med at motorbremse … og så var det heller ikke mere vrøvl.

Nogle kilometer nede så vi et lille træskilt til en grusvej, som pegede mod Erica. Dette var en by som vi alligevel skulle til, men vi havde regnet med at skulle tage en større omvej, da grusvejen ikke er indtegnet på diverse kort. Vi valgte selvfølgelig grusvejen, hvilket vi absolut ikke fortrød. Det var en usandsynlig smuk tur – faktisk var den så smuk, at vi glemte at dreje fra mod Erica (vi så i hvertfald ikke noget skilt) og kom til at fortsætte længere sydpå gennem Moondarra State Park. Her troede vi i øvrigt flere gange at vi skulle mejes ned af lastbiler, som kom drønende rundt i svingene med min. 80 km/t (husk lige, at der stadig er tale om grusveje) … om ikke andet så ville man i hvert fald køre i grøften, hvis man ikke skyndte sig at standse, da man ikke kunne se en disse for bare støv!

Vi ramte landevejen lidt syd for Erica og kørte derfor atter nordpå gennem Erica og Parkers Corner, hvor vi endnu en gang valgte gruset for at komme til Eastern Tyers Campground. Endnu et smukt sted med lille vandfald, hvor vi kunne overnatte gratis. Vi gik lige en lille tur for at se på omgivelserne, men fandt ikke stien (Australian Alps Track) interessant nok, så vi vendte om. Bagefter gik vi ned i floden og badede … hold da helt kæft, hvor var vandet koldt – det var lige så man fik krampe i benene – men vasket det blev vi da.

I morges startede My med en løbetur – i regnvejr! Det blev nu ikke til så meget løb, da det er ganske svært at løbe over væltede træer og affaldne grene på en meget bakket sti. (I øvrigt så er det der med at løbe blevet en rutine, som finder sted cirka hveranden dag).

Jan havde startet bilen for at lave varme og My gik lige ned i floden og badede. Da kropstemperaturen jo er en anelse forhøjet efter en løbetur og luften og vandet var meget koldt, stod My simpelthen bare ude i floden og dampede!

Efter morgenmaden gik turen videre over Rawson til Walhalla, som er en gammel guldgraverby, hvor der i byens velmagtsdage boede 4.500 mennesker i by og omegn.

Da der ikke rigtig var mere guld i nærheden og ved begyndelsen af 1. verdenskrig, gik byen helt i stå. I mere en 80 år var Walhalla nærmest frosset fast i tiden og elektricitet blev først tilsluttet i 1998, hvilket byens nu 23 indbyggere sikkert har været ganske glade for.

Vi slentrede rundt og kiggede lidt på byen og en guldmine, som lå lige i nærheden. Det var en meget hyggelig lille by med en masse historie, som absolut var et besøg værd.

Derfra gik turen sydpå over Tyers, hvor vi kunne se ud over Latrobe Valley, som ville have været meget smuk, hvis det ikke lige havde været for de 3 el-kraftværker som lå dernede.

Vi fortsatte til Traralgon, hvor vi spiste frokost og købte ind før vi fandt en campingplads. I aften skal den bare stå på lørdagshygge før vi atter begiver os ud i de mere øde egne i morgen.