Onsdag startede vi dagen med at tage til J-Ward i Ararat, som i perioden 1861-1886 var et almindeligt fængsel og derefter fra 1887-1991 var en institution for sindssyge kriminelle.
Omkring 1994 blev det åbnet for offentligheden af Friends of J Ward Inc, som nu står for den daglige vedligeholdelse og rundvisninger.
Vi troede egentlig bare at vi skulle bruge en halv times tid på at se faciliteterne, men vi havde en meget ihærdig guide, som virkelig brændte for sagen, så vi endte med at bruge næsten 2 timer på rundturen. Så vidste vi til gengæld så også besked om mange små detaljer og historier, fik tilbudt at prøve spændetrøje og andre fikseringsredskaber (hvilket vi dog alle tre pænt afslog) og man må da sige, at turen var alle pengene værd. Så kørte vi videre til Ballarat, hvor vi gik en lille tur, før vi fortsatte indtil vi fandt et egnet sted at indtage en sen frokost.
Vi nåede Mornington onsdag eftermiddag.
Dette var så også slutningen af turen for Annette, som vist glædede sig lidt til at have et toilet og bad til rådighed hver dag … selvom man må sige, at hun klarede hele turen fint.
De næste par dage brugte vi til at slappe lidt af og købe et clinometer til bilen. Det er sådan én der viser, hvor stejlt terrænet man kører i er – det er jo meget rart at vide. Desværre så ser det ikke ud som om det virker helt perfekt, så Jan er i skrivende stund i gang med at skille det ad … så må vi jo se om det virker overhovedet, når han er færdig med det.
Vi havde egentlig tænkt os at køre fra Mornington lørdag morgen, men så blev vi inviteret til middag hos Debbies mor Linda, hvilket vi ikke havde lyst til at afslå, derfor kom vi først afsted søndag omkring middagstid.
Fra Mornington kørte vi til Gisbourne, hvor vi havde aftalt med Jodie fra Robyn Downs (den station i Queensland, hvor vi boede i en lille uges tid) at mødes hos hendes forældre, da hun var dernede på ferie.
Vi blev præsenteret for familie og venner, var en lille smut på pubben og gik derefter atter hjem til en BBQ. Mens maden blev lavet prøvede Jan for første gang at spille cricket (den udgave der hedder backyard cricket) med drengene. Det var vist ikke den helt store succes – og han fatter stadig ikke hvad spillet egentlig går ud på.
I øvrigt skal det nævnes, at vi under ingen omstændigheder sad udenfor og spiste, da der simpelthen var så koldt at man næsten kun kunne holde ud at sidde inde i stuen foran gasvarmeren.
Efter middagen fik vi os nogle drinks og havde en rigtig hyggelig aften.
Mandag fortsatte vi turen mod nordvest over Bendigo ad Calder Hwy til Charlton, hvor vi gjorde holdt for natten på et sjovt lille sted, hvor der var 2 blokke med hver 4 meget fine badeværelser i og ellers var der ikke rigtig noget. Vi hentede en nøgle til et badeværelse på et nærliggende hotel og indrettede os for natten. Vi benyttede samtidig lejligheden til at blive gode venner med 3 Magpies (fugle), som var meget nysgerrige. Vi gav dem lidt guf og de sang for os (og sked på bilen).
Faktisk var de så nysgerrige, at de den næste morgen kom helt ind i bilen for at få godbidder!
Vi fortsatte idag tirsdag videre nordvest forbi Lake Tyrrell, som er Victorias største saltsø. Der er flere firmaer, der udvinder salt, men det største firma udvinder 100.000 tons salt om året! (Vi spekulerede så lidt over, hvordan det kunne være, at der bliver ved med at være salt).
Derfra kørte vi videre over Ouyen og ind i Hattah-Kulkyne National Park, hvor vi spiste frokost ved Lake Hattah. Da vi ikke rigtig var i humør til at vandre idag, nappede vi bare en køretur halvvejs rundt om søen, hvor der i øvrigt var en mangfoldighed af forskellige fugle – heriblandt forskellige papegøjearter (som Jan blev skide sur på, fordi de blev ved med at flyve væk, når han ville fotografere dem), sorte svaner og emu’er. Specielt i Lake Bulla, som lå lige ved siden af, var der mange emu’er, som vadede rundt i søen (som er udtørret i øjeblikket).
I stedet for at køre tilbage til hovedvejen med det samme, valgte vi at fortsætte turen nordpå igennem nationalparken og så tage et 4WD spor tilbage til hovedvejen lidt længere nordpå. Desværre var der ikke så meget udfordring i 4WD sporet, da det primært bare var sand.
Nå, men vi kom til Mildura i eftermiddags og købte ind til vi skal ud i bushen de kommende par dage. I modsætning til både Melbourne og Gisbpurne, så er her dejlig varmt, og vi er ved at finde vores shorts frem igen!
Vi har nu fundet en campingplads lige på bredden af Murray River og for et øjeblik siden kom flere hundrede Kakaduer flyvende ind og er landet i et træ lidt herfra – og nu er der en skratten og pippen uden lige. Vi tvivler på at vi får brug for at vækkeur i morgen – det skal papegøjerne vist nok sørge for!