Tillykke med dagen, Lona!

Onsdag startede My (efter at være blevet vækket af et palaver fra flere hundreder – måske tusinder – af kakaduer) med en løbetur langs med Murray River, hvor hun samtidig (i løb) fik lejlighed til at få set Old Mildura Homestead, som var en ganske imponerende bygning bygget af store bjælker. Den blev vistnok bygget omkring 1842 (+/- nogle år) og bliver i dag benyttet til selskaber, som f.eks. bryllupper m.m.

Bilen blev pakket og turen gik mod Merbein, hvor vi ledte efter Old Mail Route i nogen tid, inden vi blev nødt til at spørge om vej, da der da i hvert fald ikke var nogen skilte med dette navn på.

Vi kørte forbi Woods Lagoon, som vi aldrig rigtig opdagede – højst sandsynligt fordi den var udtørret. Landskabet langs med Old Mail Route er meget fladt, sparsomt bevokset og meget ensformigt.

Da vi nåede til Neds Corner (en farm) kunne vi ikke komme videre og drejede derfor til venstre med retning mod Murray-Sunset National Park, som vi kørte ind i ad Bambill South Track.

Når man kommer fra nord har man Minook Wilderness Zone på den ene side og Galpunga Wilderness Zone på den anden. Ikke at der er nogen forskel på de to zoner – det hele er sandet jord med forholdsvis lav bevoksning – men så ved man da, hvor man er henne.

Der hoppede en masse kænguruer over vejen og på et tidspunkt kom en emu sprintende – det er godt nok et sjovt syn, når en emu virkelig giver den gas.

Vi så også en meget grøn papegøjeart – og når vi siger grøn, så mener vi altså grøn – neongrøn. Det er ikke én vi har set andre steder, så måske den er speciel for egnen.

Vi kørte så til Rocket Lake, som efter sigende har fået sit navn af jernbanearbejdere (man begyndte en gang at bygge en jernbane, som aldrig blev færdig), som sendte signalraketter op fra søen, når arbejdsdagen var slut.

Man kan enten vælge et køre igennem søen (når den er udtørret) eller udenom. Da den var temmelig udtørret valgte vi at tage turen igennem søen, hvilket My var noget skeptisk overfor. Det gik dog fint, bortset fra at vi havde lidt problemer med at komme op ad sandbanken på nordbredden – men det var kun fordi dæktrykket var lige i overkanten. Vi valgte derfor en anden “opkørsel”, da vi ikke gad at justere dæktrykket.

Derfra kørte vi til Last Hope Track, hvor vi slog lejr for natten og i øvrigt brugte en masse tid på at sidde og kigge på stjerner.

Næste morgen fortsatte vi vores tur sydpå gennem Murray-Sunset National Park. Vi nåede til Mount Crozier, som vi gik op på for at studere udsigten. Nu skal det lige siges, at vi vist er ved at være en smule forvent med hensyn til udsigter og begejstringen er måske ikke lige den samme som første gang vi kom til et lookout – men ok, godt så det da ud.

Vi kan bare ligesom mærke, at jo længere tid vi har rejst, jo sværere bliver vi at imponere (i hvert fald hvis det er noget, der minder om noget vi har set før).

Fra Mount Crozier kørte vi ned til Pink Lakes, som er fire saltsøer (Becking, Crosbie, Kenyon og Hardy), som har et lyserødt skær – i øvrigt er de for det meste udtørrede, hvilket også var tilfældet, da vi var der. Grunden til at de er lyserøde er pigmentet beta-caroten (korrekt – det samme som man finder i gulerødder), som udskilles fra alger.

Det skulle efter sigende være bedst på en varm overskyet dag – og i dette tilfælde må vi da nok erkende at vejret var perfekt og vi kunne godt ane den lyserøde farve – som dog var allerbedst, når vi havde solbriller på. Vi spiste frokost ved Lake Hardy og kørte ud af nationalparken til Underbool, hvor vi med mere held end forstand drejede sydpå for at nå Wyperfeld National Park. Lad os bare sige det på denne måde: Hvis vi ikke havde haft vores GPS, så havde vi nok aldrig fundet parken, men det lykkedes da til sidst.

Det første vi gjorde var at køre til Snowdrift, som er en kæmpemæssig dynge sand, som ligger midt i bush’en. Den var ganske imponerende – og meget hård at komme op ad, da man gled halvvejs ned, hver gang man havde taget et skridt op.

Derfra kørte vi sydpå og ifølge kortet skulle vi kunne komme til den sydlige del af Wyperfeld af dette spor – NOT! Nu var det bare sådan, at de havde glemt at opdatere kortet, så Meridian Track, som vi havde regnet ned at køre på var lukket. Vi valgte så at køre ad Nine Mile Square Track, som ville bringe os samme sted hen … blot ad en lille omvej. For at det ikke skulle være løgn, så havde de sgu’ også spærret dette spor, så til sidst nåede vi tilbage til Snowdrift og måtte prøve en anden rute. Magen til idioter, som står for de kort. Nå, men efter en omvej på 33 km fandt vi da en anden rute, som gik gennem den østlige del af parken og man må sige at vi her fik 40 km af det 4-hjulstræk vi har savnet i de sidste par dage (i særdeleshed i Murray-Sunset, hvor vi havde valgt ruten ud fra en 4WD bog). Der var lange passager med dybt sand … ofte op ad bakke, hvor motoren godt nok måtte arbejde på overtid, men vi nåede da igennem det hele uden at skulle ud og skubbe – selvom vi ofte sad med tilbageholdt åndedræt, spændte på om vi nu også kom igennem.

Hen på eftermiddagen nåede vi til Wonga Campground, hvor vi slog os ned i noget der begyndte at ligne temmelig kraftigt blæsevejr – og glædede os over, at vi ikke er nødt til at sove i telt, men kan sove i bilen.

I dag startede det med solskinsvejr … men stadig en del blæst, og det er helt utroligt som temperaturen kan falde fra den ene dag til den anden. I går var der nok 35 grader da det var varmest og i dag har det helt sikkert ikke været en grad over 20 (Jan påstår hårdnakket at det ikke kan have været over 15 grader)!

Kulde, blæst eller overskyet (som det hurtigt blev) – vi skulle ud og gå i Wyperfeld National Park. Vi valgte en tur som hed Desert Walk, men vi må jo nok erkende, at det ikke lige var hvad vi forventer af en ørken … det er jo sådan noget med sand og ikke ret meget andet. Nå, men vi var altså i en ørken, hvor der var masser af lav bevoksning, pisse koldt og støvregn! Det var nu meget forfriskende, men rart at komme tilbage i bilen og få varmet knæene (nu ved vi hvordan spejdere i shorts har det i koldt vejr).

Vi kørte ud af parken med retning mod Nhill og derfra kørte vi ind i Little Desert National Park, hvor vi fandt et rigtig godt 4-hjulstrækkerspor …. ved navn McDonald Highway. Highway var nok det sidste man kunne kalde det, da der det meste af tiden kun var to hjulspor i dybt sand.

My er efterhånden ved at lære, at man sgu’ bare skal give bilen en god gang gas så man kommer op i fart og så ellers bare prøve at sørge for, at den ikke slingrer for meget i hjulsporerne. Det kan godt blive til lidt voldsom kørsel, men hellere det end at sidde fast i en dynge sand! (Og så er det i øvrigt drøngodt at høre Rammstein, mens man kører).

Endnu en gang var det i øvrigt ganske ulogisk, at vi kørte et sted, som hed Little Desert National Park – specielt fordi det på et tidspunkt begyndte at øse ned. Vi nåede en asfalteret vej efter godt 40 km og kørte så over Edenhope og Casterton, over grænsen (hvilket man kan gøre uden at opdage det) til Mount Gambier, hvor vi kolde og forblæste gik på Pizza Hut og fejrede Jans mors fødselsdag.TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN LONA!!!! 

(Håber du fik en ny buket blomster i stedet for den de leverede for tidligt)