Hold da kæft, hvor vi kæmpede med at få sidste del af vores dagbog på nettet (14/2-2002). Nå, men efter at have kommunikeret lidt med vores “webhotel-manager” Kenn (som troede at vi var på svampe efter at have læst vores mail) og have læst lidt i hjælpemenuen, lykkedes det os omsider fredag morgen. Så hvis nogen er kommet frem til en underlig side, evt. uden billeder, så prøv lige en gang til … nu skulle den være OK.

Vejret var ikke lige det bedste … det stormede med byger og ind imellem var der lige et diskret tordenbulder i det fjerne. Dog var det ikke specielt koldt, hvilket jo er meget rart, når nu vejret ikke vil være perfekt. Efter al balladen med hjemmesiden kom vi afsted ved middagstid.

Lidt nord for Kingston S.E. så vi nogle skilte mod “The Granites“. Spændende, tænkte vi, og drejede ind på vejen mod dem. Efter 3 kilometer kom vi ud til stranden og dér var den store attraktion: Tre store stykker granit i vandkanten – Fedt!!!! Nå, men fotograferet blev de da … om ikke andet så for morskabens skyld … og så gik turen videre ind i Coorong National Park.

Coorong National Park er egentlig kyststrækningen sydøst for Adelaide og den er ganske interessant, da man først har havet, derefter klitter, derefter saltsøer og til sidst begynder det “rigtige” fastland.

Det var i øvrigt første gang vi så en saltsø, hvor det rent faktisk også var vand i – det lignede nærmest en sø med is ude i kanten og vand i midten, hvor den endnu ikke var “frosset”.

Vi kørte videre over Meningie og drejede fra mod Wellington … og lige pludselig, så sluttede vejen! Ja, der var altså en kabelfærge (GRATIS), som så sejlede os over, hvad vi fandt ud af var Murray River (den som My løb langs i Mildura). Vi kørte videre mod vest og stoppede i Victor Harbour.

Næste formiddag gik vi en tur i Victor Harbour, som faktisk er én af de hyggeligste byer vi længe har været i, da den er andet end blot en vej der løber imellem nogle huse.

Derefter tog vi en hestetrukket sporvogn ud til Granite Island, som er forbundet med fastlandet med en lang bro. Der var nogle rigtig flotte udsigter over bugten – specielt fra midten af øen – og rundt om øen slog havet ind over klipperne i flotte skumsprøjt.

Vi gik tilbage til fastlandet over broen og spiste derefter frokost i byen. Vi var også lige i informationen for at forhøre os om Kangaroo Island, som vi godt kunne tænke os at kigge lidt nærmere på. Desværre fandt vi ud af, at bare det at sejle derover ville koste ikke mindre end 725 kr retur!!! (og vi klager over færgepriserne i Danmark). Da besluttede vi altså, at vi ikke gad at bruge så mange penge på at tage ud og se på nogle flere klipper (Remarkable Rocks) … og måske nogle sæler – vi finder nok noget, der er lige så godt hen ad vejen.

Vi kørte så lidt sydpå til Waitpinga Beach, hvor vi holdt lidt og kiggede ud over havet før vi kørte videre til Deep Creek Conservation Park. Her fik vi yderligere ødelagt vores dag, da vi fandt ud af, at der i en stor del af nationalparkerne i South Australia skal betales “entré” (ca. 25 kr), hvilket vi synes er fuldstændig latterligt. Derudover – for at det ikke skal være løgn – så er der nogen af nationalparkerne, hvor det koster mellem 65 og 75 kr pr. nat at campere …. det er fanme det samme som det koster på en campingplads, hvor man både har toiletter, bad og el!!

Nå, vi fandt så ud af, at man vist nok kunne få et nationalpark-pas, så man betaler et beløb én gang, og så kan man køre ud og ind af alle parkerne (man skal dog stadig betale for at campere, men mange steder kan man nøjes med 25 kr pr. bil, hvilket er lidt nemmere at acceptere). Det besluttede vi os for at undersøge nærmere.

Mopsede som vi jo var besluttede vi os for at køre igennem Deep Creek Conservation Park og Talisker Conservation Park og fandt et sted med udsigt over Fishery Bay, Backstairs Passage og – for at det ikke skulle være løgn – Kangaroo Island, hvor vi besluttede os for at campere – hvad enten vi måtte eller ej.

Nå, men vi tændte for radioen og lige pludselig, så fandt vi sgu’ en dansk kanal med nyheder (om end måske lidt gamle) på 106.3 – det var helt underligt. Ikke fordi selve programmet efter nyhederne var specielt godt, men det var meget sjovt at høre på en masse australskboende danskere tale gebrokkent dansk efter mange års ophold.

Vi har i øvrigt fået en grund på hånden hjemme i Danmark, som vi er i gang med at undersøge lidt nærmere, så vi brugte en stor del af aftenen på at planlægge, hvordan vores midlertidige bolig (den som vi skal bo i mens vi bygger det rigtige hus) skal indrettes.

Derudover så vi en utrolig flot solnedgang over Backstairs Passage.

Næste morgen kom naboen til det stykke jord, hvor vi camperede, forbi og spurgte, om det var os der havde købt jorden, hvilket vi jo kun kunne svare nej til.

Han var en gammel tysker, som fortalte os, at han havde været i Danmark en gang … ja tak, han havde sgu’ været i Luftwaffe og havde været en del af besættelsesmagten. Det er første gang, vi rent faktisk har mødt en tysker, som ønskede at tale om 2. verdenskrig – for ikke at tale om at have deltaget i krigen. Nå, men vi fik en ganske hyggelig sludder om hans tid i Ålborg m.m.

Da det nu var Jans tur til at være skidt tilpas, besluttede vi os for at slappe af hele dagen. Vi kørte dog først ned til Cape Jervis – og kiggede på møgfærgen – og derefter kørte vi til Normanville, hvor vi fandt en campingplads ved stranden. Her dasede vi resten af dagen.

Jan bekendtgjorde i øvrigt, at han gerne ville have skiftet sin kone ud med sin mor, når han var syg – da konen åbenbart ikke pylrer nok om ham 🙁

Mandag havde Jan det stadigvæk ikke bedre, så vi besluttede os for at køre direkte til Adelaide, hvor vi ville besøge David’s (fra Sydney) forældre, hvor Jan så ville få lejlighed til at slappe lidt af.

Det viste sig, at David og Michelle rent faktisk var på besøg, så vi får da set noget til dem i øjeblikket. My kørte med David og Michelle til Glenelg og spiste frokost, mens Jan tog et bad og slappede af.

Tirsdag skal vi ellers love for, at det blev varmere i vejret med 37 grader, så vi foretog os egentlig ikke så meget, udover at være tæt på toilettet, da Jan stadig ikke havde det bedre – så vi var også lige en smut til lægen, som dog efter vores mening ikke var meget bevendt.

Vi ringede til Toni og Luke, som også er i Adelaide, og aftalte at mødes med dem onsdag … hvis de da ikke skulle ud på deres slavearbejde – vindrueplukning – som de tjener hele 25 kr. på i timen! Luke siger, at det er for oplevelsen, at de gør det …. men den oplevelse kan man vel nok nøjes med et par dage!

Onsdag havde Toni og Luke fri, da sukkerindholdet i vindruerne var for højt, p.g.a. varmen dagen før. Vi mødtes derfor med dem i Adelaide til frokost og efter frokosten gik vi ned i gågaden og på vejen rendte vi ind i en gøgler.

Nu ved man ikke helt, hvad der gik af Jan Andersen, som må være blevet ramt af et øjebliks velbefindende kombineret med en god del vanvid. For da gøgleren skulle bruge en hjælper, sprang Jan glad til hænde … og da han fik at vide, at han skulle gøre entré som balletdanser må man nok sige, at den naturlige “ynde” blev vist frem – det var nok mere Svanens Død end Svanesøen … men det var dog så morsomt, at My var ved at falde over en mand i rullestol af grin!!!!

I løbet af et kvarters tid, hvor Jan (som gik under navnene Stan, Dan og Daniel fra Danmark) ihærdigt prøvede at hyle gøgleren ud af den … opnåede han hovedsageligt en total latterliggørelse af sig selv. Men som han selv sagde: Hvad fanden, det er jo bare for sjov.

Nu er det jo desværre sådan at vi hverken havde video eller kamera med, så vi kan desværre ikke dokumentere Jans talent som gøgler – hvilket nok var grunden til at han i det hele taget gjorde det!

Nå, men efter vores lille live-underholdning tog vi hjem til Toni og Luke, hvor vi sad og hyggede os, indtil vi gik ud for at spise middag. Jan havde efterhånden fået det så godt, at han mente at han godt kunne spise lidt normalt (hvilket nok ikke var den bedste idé).

Toni og Luke fortalte i øvrigt, at de tager til Auckland om et par uger for at renovere et hus, så desværre skal vi nok ikke regne med, at vi kan slå følge med dem igen, når vi kommer længere nordpå – øv!

Jan blev straffet for at have spist allerede i morges, hvor det hele startede forfra for fuld kraft igen med mavekramper og ræsermave. Vi besluttede at tage til en anden læge, som også viste sig at virke mere seriøs end den første, så Jan måtte pænt levere nogle prøver, som vi får svar på på lørdag.

Ellers har vi ikke rigtig foretaget os noget idag. My startede med en løbetur på stranden og Jan hvilede sig stort set hele dagen og så film.

Nu håber vi bare, at det går lidt bedre i morgen, da Adelaide Fringe Festival starter med en åbningsparade og derefter masser af gøgl, stand-up comedy etc.