Mandag morgen forlod vi Port Augusta med retning nordøst mod Quorn, hvor vi drejede ind på en dirtroad og fortsatte mod Hawkes.

Der var masser at se på strækningen, hvor i blandt kan nævnes Warrens Gorge, som landskabsmæssigt minder lidt om noget fra en western-film.

Det næste vi kom til var Proby’s Grave – et gravsted midt i ingenting med et vissent træ bagved … meget dramatisk udtryk.

Hugh Proby druknede i Willochra Creek da han var i gang med at drive får en uvejrsnat i 1852. Willochra Creek har det med lige pludselig at flyde over sine bredder, hvilket har resulteret i at flere gennem tiden er druknet – noget der vist ikke var den store risiko for for vores vedkommende, da den var totalt udtørret.

Turen gik så videre til Simmonston – eller rettere, det der en gang skulle have været Simmonston.

Man troede i sin tid, at jernbanen ville komme forbi dette sted, hvorfor man straks gik i gang med at anlægge en by, som dog aldrig blev færdig, da det blev besluttet at jernbanen skulle en anden vej.

Derfor står der nu kun ruinerne af noget der skulle have været en by. I øvrigt så vi på strækningen rigtig mange ruiner af gamle stenhytter, som er blevet forladt.

Vi blev også lige mindet om, at vi stadigvæk er i et land, hvor der er masser af krybdyr, idet vi først så en øgle af en eller anden art – som vi selvfølgelig kiggede nærmere på og derefter en ganske stor sort slange, som vi foretrak at studere inde fra bilen, hvilket nok var et fornuftigt valg, da den rent faktisk vendte om mod bilen og huggede efter den et par gange inden den snoede sig ind under og derefter forsvandt ud i græsset. Vi kunne ikke helt finde ud af om det var en Black Tiger Snake eller en Eastern Brown Snake (eller noget helt andet), men vi var ganske sikre på, at den nok var meget giftig!

Vi nåede atter asfaltvejen og kom efter et lille stykke til ruinerne af Kanyaka Homestead, hvor tidligere nævnte Hugh Proby hørte til.

Kanyaka var engang en meget stor fårefarm med 365 kvadratmil tilhørende jord og omkring 50.000 får. Til tider boede der i højsæsonen 70 arbejdere og dertil hørende familier og hovedhuset bestod af 16 værelser. Det er underligt at forestille sig det liv, der en gang må have været på et sted, som i dag ligger helt øde i ruiner.

Videre nordpå kom vi til Yourambulla Caves, hvor vi gik en lille tur for at se på aboriginal malerier.

Det var ikke helt som vi havde forventet – lignede ikke rigtig noget af det andet aboriginal kunst vi tidligere havde set – da det primært var i sort (kul) og lignede noget, som nogle børn lige så godt kunne have lavet for 50 år siden. Der var i øvrigt en million fluer, som endnu en gang var ved at drive os til vanvid.

Hen på eftermiddagen nåede vi til Wilpena Pound, som var dagens destination, hvor vi slog lejr.

Det viste sig, at de i øjeblikket var ved at skyde vilde importerede dyr, som f.eks. geder, katte og andet godt, så store dele af nationalparken var desværre lukket – og onsdag ville hele parken blive lukket – så man må jo nok sige, at vi skulle i gang med planlægningen, så vi kunne nå at se de væsentlige ting.

Vi undersøgte også lidt omkring mulighederne for firhjulstræk, som desværre ikke var specielt store med mindre man var villig til at betale 180 kroner for at køre på et stykke privat land.

Om aftenen gik vi ned på baren og fik en drink og spiste aftensmad.

Puha, tirsdag var godt nok én af de hårdere dage!

Klokken 10:15 begav vi os ud på vores vandring mod St. Mary Peak, som er det højeste punkt i Wilpena Pound med 1.165 meter.

I starten var man i øvrigt i tvivl om Wilpena var et vulkankrater eller resultatet af et meteornedslag, men man har senere fundet ud af, at den bare er skabt af jordens forskydninger, som nærmest har formet en oval dyb tallerken.

Nå, efter 2 timer, hvoraf den sidste var meget stejlt opad, nåede vi omsider Tanderra Saddle. Vi kunne desværre ikke komme de sidste 800 meter op til St. Mary Peak, da stien var lukket, så vi måtte jo nøjes med udsigten fra Tanderra Saddle, hvilket nok var både godt og ondt, da vi var temmelig flade efter opstigningen, men ikke var helt tilfredse med udsigten over Wilpena Pound.

Efter at have spist frokost, skulle vi så beslutte, om vi ville gå samme vej tilbage på ydersiden af Wilpena Pound eller tage en længere vej ned igennem Wilpena Pound, som vi dog skønnede var mindre stejl.

Vi valgte det sidste og gik ned mod bunden af Wilpena Pound, og et lille stykke længere nede fik vi en udsigt, som gav meget bedre indtryk af, at Wilpena Pound rent faktisk et et ovalt hul (på 100 kvadratkilometer). Herfra kunne man også se, at der var et stort stykke med træer i midten samt et stykke med eng.

Vi gik videre mod bunden, krydsede et par udtørrede åer og nåede så til Cooinda Camp.

Herfra ændrede stien sig en del, da den blev til et spor, der var bredt nok til at der kunne køre en bil, hvilket efter vores mening tog lidt af charmen ved turen – som dog stadig var smuk.

Omsider nåede vi til Hills Homestead, hvorfra der kun var 3,6 km tilbage til vores lejr.

Ømme fødder, knæ m.m. var efterhånden begyndt at melde sig, så da vi efter 16 km og 6 timer og 15 minutter nåede tilbage, var vi to trætte, men glade vandrere.

Vi benyttede så den næste times tid med at nulre fødder inden vi kunne få taget os sammen til at gå i et meget velfortjent bad.

Det var indtil videre den længste dagsmarch vi har foretaget – og gudskelov var det ikke varmere end omkring 30 grader …. ellers havde vi nok haft brug for mere end de 5 liter vand vi havde med.

Om aftenen fik vi uventet besøg, hvilket My opdagede ved at Jan (efter hun var gået i seng) sad nedenunder og læste og lige pludselig råbte “Hva’ Satan”!
My vågnede med et sæt og spurgte hvad der var galt, og det viste sig, at vi havde fået besøg af en lille mus. Vi kiggede efter den et stykke tid, men den havde allerede gemt sig, så vi måtte opgive for den dag. Vi blev dog enige om at vi nok hellere måtte få fat i en musefælde i nær fremtid, da vi ikke ligefrem havde lyst til at dele vores mad med en mus.

Da vi jo ikke syntes, at vi havde set den bedste udsigt over Wilpena Pound, besluttede vi os næste morgen for at tage en flyvetur over området. Vi hoppede derfor på et lille 4-personers fly og sagde for 20 minutter farvel til fast grund under fødderne.

Vi startede med at flyve på ydersiden af Wilpena Pound ned til den sydlige ende, så vi havde Wilpena Pound på højre side og Elder Range på venstre. Derfra fløj vi ind over Wilpena Pound og over Tanderra Saddle, hvor vi havde spist frokost dagen før. Vi svingede lige en tur ud og kiggede på The Backbone of Flinders Ranges, som rent faktisk ligner en rygsøjle lidt, og fik lige et glimt af Lake Torrens før vi vendte om og fløj ind over Edeowie Gorge og tilbage forbi St. Mary Peak og Tanderra Saddle. På vejen tilbage kunne vi også se den sti, som vi havde fulgt på vores vej op til Tanderra Saddle – og det var egentlig forståeligt nok, at vi havde syntes at det var hårdt, når man nu så det fra oven.

Det var en rigtig flot flyvetur og udsigten var helt som vi havde forventet … selve flyveturen var nok lidt mere urolig end forventet, så Jan var en glad mand, da vi efter 20 minutter landede (efter emu’erne havde fjernet sig fra landingsbanen) og atter havde fast grund under fødderne og han kunne stå ud – lettere blegnæbbet.

Vi kørte så mod Blinman, hvor vi på vejen lige lavede et lille stop ved Huck’s Lookout, hvor vi kunne se Wilpena Pound fra lidt længere afstand.

Vi spiste en hurtig frokost i Blinman inden vi lavede et lille “loop” på vores køretur, som tog os på en smuk tur igennem Glass Gorge og Parachilna Gorge inden vi atter kom tilbage til Blinman og satte retningen mod Arkaroola.

Efterhånden som vi kørte blev landskabet mere råt og øde, og vi begyndte efterhånden at føle at vi var ved at være i outbacken.

Vi valgte at dreje ned ved Chambers Gorge, hvor vi slog lejr for natten med udsigt til et smukt bjerg.

Et stykke tid efter os, kom der et par fra Victoria og slog lejr ved siden af os, så vi brugte aftenen til at snakke med dem og få os et par øl omkring bålet.

Samtidig benyttede vi lejligheden til at skåle tillykke med fødselsdagen for Hasse derhjemme, som den dag for alvor trådte ind i de voksnes rækker.

Næste morgen forlod vi vores idylliske lejrplads og kørte til Balcanoona, som er Gammon Ranges National Parks hovedkvarter, hvor vi kørte ud for at kigge lidt på Lake Frome, som er en rimelig stor saltsø – udtørret som sædvanlig – med en størrelse på omkring 100 x 40 km. Det er godt nok ikke den største saltsø i Australien (der skal man lidt nordligere til Lake Eyre), men den strakte sig da så langt øjet rakte. Dog syntes vi ikke, at den – trods størrelsen – var lige så god som nogle af de andre saltsøer vi har set, da der var buske m.m. rundt omkring, hvilket gjorde at den alligevel ikke virkede specielt “uendelig”.

Derfra kørte vi – med emu’er og kænguru’er krydsende over vejen – tilbage til Balcanoona og videre mod Arkaroola, hvor vi spiste frokost.

Vi besluttede os for at blive i Arkaroola natten over, men da det var lidt for tidligt på eftermiddagen til at slå lejr, kørte vi en tur og kiggede lidt på området.

Det første vi kom til var The Pinnacles, som var en stor klippe, hvorpå der voksede et par træer, som efter My’s mening mest af alt lignede en sørøver ø (hvordan sådan én nu ser ud?), og vi syntes begge, at den var ret flot og imponerende.

Vi kørte videre til Bolla Bollana Spring, som vi aldrig rigtig fandt, hvilket nok mest af alt skyldtes, at vi ikke gad at gå særlig langt for at finde den og derfra videre til Bolla Bollana Copper Smelter, som er – så vidt vides – en gammel forladt kobbersmelter fra 1870.

Turen gik så videre til vores egentlige mål, som vi havde valgt alene på grund af navnet – og nej, det er ikke en stavefejl når I nu læser navnet: Nooldoonooldoona (prøv at sige det højt) Waterhole. Desværre var der en flok padder, der havde slået sig ned ved vandhullet med deres gettho-blaster, så man kan sige, at det var så som så med at nyde naturen. Der var ikke specielt meget vand i Nooldoonooldoona Waterhole, men efter sigende var det det vandhul, der var mest vand i i øjeblikket.

Fra Nooldoonooldoona kørte vi tilbage og på vejen kørte vi lige den stejle vej op på Spriggina Lookout, hvor vi kiggede lidt på udsigten inden vi kørte ned til Arkaroola og slog lejr …. faktisk lige ved siden af Kath og Jeff, som vi havde mødt aftenen før.

Vi brugte aftenen til at slappe af, drikke the og se på stjerner.

I går stod dagen på firhjulstræk i smukke omgivelser.

Vi tog afsted ved 10-tiden og kørte først op mod Echo Camp Waterhole. Så snart man kommer ind på Echo Camp Backtrack bliver man mødt af en ret seriøs opadgående bakke, som betyder at man med det samme skal ned i lavt firhjulstræk for overhovedet at komme i gang med turen.

Der var et par stykker af den slags – såvel opad som nedad – inden vi nåede til Echo Camp Waterhole og generelt kan man sige at sporet er ret godt og tilpas udfordrende.

Et stykke nede af sporet er det egentlig kun meningen, at man skal køre ind med en anden guidebil, men vi havde fået at vide, at lågen ikke var låst og vi sagtens kunne køre derind, hvilket vi naturligvis benyttede os af – og Jan nød i fulde drag.

Efter en times tid kom vi til et højt udsigtspunkt med en fantastisk udsigt, lige før sporet sluttede og blev til almindelig grusvej, som førte os til Paralana Hot Springs.

Paralana Hot Springs kommer op fra nogle revner i jorden, som blev skabt for 1 milliard år siden og vandet bliver opvarmet til nær kogepunktet af varme klipper nær overfladen samt radioaktivitet fra nedbrydningen af mineraler. Vi vovede dog lige at stikke fingrene i og det var fuldstændig korrekt, at det var temmelig varmt – men nær kogepunktet var nok lige i overkanten. Når man stod og kiggede på kilden kunne man desuden se nogle bobler komme til overfladen, som stammede fra carbon dioxid, nitrogen, radon gas og helium.

Derfra kørte vi sydpå forbi Stubbs Waterhole (som var tomt) og videre til Mount Jacob Backtrack, som var endnu et firhjulstrækkerspor – men dog ikke så udfordrende som det første. Stadig var det nogle usandsynlig smukke omgivelser at køre rundt i.

Vi satte så retningen mod Copley, hvor der i øvrigt på vejen lige pludselig var 3 heste, som gik og hyggede sig. I Copley kom vi atter til asfalt – som vi ikke havde set siden vi forlod Wilpena – og vi spiste frokost bestående af kænguru-tærte i Copleys Bush Bakery.

Da vi forlod Copley så vi en lille mini cyklon, som hvirvlede en masse støv langt op i luften – man kan jo så glæde sig over, at den ikke var større. På vejen fik vi også lige set Wilpena Pound fra vest-siden og det var utroligt så nemt det var at se, hvor de forskellige punkter (St. Mary Peak m.m.) var, nu hvor vi havde set det fra luften.

Sidst på eftermiddagen nåede vi tilbage til Port Augusta, hvor vi tjekkede ind på den campingplads, hvor vi boede sidst. Ikke fordi vi er særlig vilde med Port Augusta, men det passede med ruten og tiden og så trængte vi til at få vasket tøj m.m.

I dag sov vi godt nok længe – til klokken 10:30 – og det til trods for, at vi klokken 7:30 var blevet vækket af nogle idioter, som åbenbart var af den opfattelse at hele campingpladsen skulle nyde deres Harley’er, da de mente at det var nødvendigt at varme deres motorcykler op i 10 minutter inden de tog af sted … det kalder man at tage hensyn!!! Eller hva’???

Generelt sover vi faktisk vildt meget hernede – vi taler om 9-10 timer hver nat! Gud ved hvad vi gjorde derhjemme, hvor vi kunne nøjes med 6-7 timer??

Nå, men vi har da været inde i Port Augusta og købe ind og tanke, og så fik vi nogle unger på en parkeringsplads (sikkert noget spejderhalløj) til at vaske bilen for 8 dollar, mens vi handlede. Det er absolut noget, som vi vil benytte os af en anden gang – for det første er det billigere end at gøre det selv på en tankstation, og for det andet slipper man for besværet.

Vi har i øvrigt endnu en gang købt en feltseng, som den vi fik stjålet i Adelaide, så nu kan vi igen ligge og flyde udenfor i skyggen.

Da vi kom tilbage til campingpladsen fik vi vasket vores tøj og så har vi ellers slappet af resten af dagen, hvilket vi har tænkt os at fortsætte med i aften også.

I morgen drager vi videre ud og kigger på Australien.