Søndag drog vi fra Port Augusta og ned ad østkysten af Eyre Peninsula. Det første vi kom til var Whyalla, som er den næststørste by i South Australia med et svimlende antal indbyggere på hele 23.400!!! En ret kedelig by, som mest er kendt for sin stålindustri, som øjensynlig præger hele byen, da alt er dækket af et rødt lag støv (som i denne forbindelse så vidt vi kunne se ikke stammer fra jorden).

Vi tog op til Hummock Hill Lookout, hvorfra vi kunne se BHP Steel Works og også havde en flot udsigt over Spencer Gulf.

Vi kørte videre ned langs kysten med yderligere et stop i Cowell, hvor vi kiggede på jade …. nej ikke jader – jade. 20 kilometer fra byen var der åbenbart store forekomster af jade og man havde derfor en større udstilling af smykker og figurer af jade på byens motel, som man så kunne købe – hvilket vi dog undlod.

Derfra kørte vi direkte til Port Lincoln, hvor vi fandt en campingplads ved Boston Bay, som er helt fantastisk i solnedgang. Vi gik en aftentur på stranden og nød den smukke udsigt.

Mandag tog vi ned i turistinformationen og hentede en nøgle, så vi kunne komme til Memory Cove i Lincoln National Park. De spurgte os, hvor vi kom fra og det viste sig, at der også var to danske piger i forvejen … og så spurgte de, om vi alle fire ville have noget imod at blive fotograferet til den lokale avis. Næh, nej da, der er jo alligevel ikke nogen, der kender os hernede – så vi lagde villigt ansigt til en artikel om international turisme i området. 

Vi havde iøvrigt hørt, at man i Port Lincoln kunne komme til at dykke i et bur, så man kunne se den store hvide haj helt tæt på … desværre viste det sig at koste 1.500 dollars pr. dag og der var et minimum på 3 dage – såhøh vi syntes nok lige at det var i overkanten.

I stedet satte vi satte så kursen mod Lincoln National Park og efter at have kørt en 15-20 kilometer i nationalparken kommer man til en låge med hængelås, som fører ind i Memory Cove Wilderness Area (det var det vi havde hentet nøglen til). På kortet stod der, at det var 4WD rute, men My mente nu nok at hun kunne have kørt strækningen i MR2’eren.

Vi nåede ud til en skøn bugt med turkis vand, som hed Memory Cove – det lignede næsten paradis … man skal bare lige være klar over, at den store hvide haj yngler lige i nærheden, så vi nøjedes med en soppetur, selvom vi nu nok mener, at der er grænser for, hvor langt en Great White kommer ind mod land!

Memory Cove har i øvrigt fået sit af Matthew Flinders efter han havde mistet to officerer og seks sømænd, som var blevet sendt ud og lede efter vand i en jolle. Tilsyneladende forliste de ved Cape Catastrophy men de blev aldrig fundet … sikkert på grund af hajerne i området!! Matthew Flinders navngav iøvrigt øerne ud for kysten efter dem, der mistede livet.

Vi spiste frokost i Memory Cove inden vi kørte tilbage mod Port Lincoln. For afvekslingens skyld havde vi valgt at tage en anden rute hjem, som gik igennem klitterne mellem Wanna og Sleaford – et valg som vi absolut ikke fortrød. Turen startede med en klit, som med det samme gjorde det klart for os, at dæktrykket skulle sænkes til 15 psi.

Det var en utrolig smuk tur gennem enorme klitter med nogle flotte udsigter over havet og helt genialt firhjulstræk. Nogle gange blev sporet ret stenet, hvilket bekymrede os en anelse på grund af vores lave dæktryk … det danner en god basis for en punktering, hvilket vi dog undgik.

Når man kører igennem klitterne skal man køre efter nogle røde pæle, som er placeret med jævne mellemrum, så man kan se, hvilken vej man skal – der var dog på et tidspunkt, at vi blev lokket ud i nogle klitter, hvor vi ikke kunne komme videre, så vi måtte vende om og finde en anden stikvej, hvilket lykkedes fint.

Vi nåede ud efter ca. 3 timers kørsel i klitterne og pumpede luft i dækkene, så vi kunne returnere sikkert til Port Lincoln. Turen på Sleaford-Wanna Dune Access kan absolut anbefales!!

Da vi kom tilbage til campingpladsen skyllede vi lige bilen inden vi spiste aftensmad.

Tirsdag gennembladrede vi forgæves den lokale avis for at se vores foto – uden held! Den udkommer 2 gange om ugen, så det er nok først næste gang det kommer med. Under alle omstændigheder havde de lovet at sende avisen til vores adresse i Melbourne, så vi skulle under alle omstændigheder få det at se.

My havde læst, at der var en søheste-farm i Port Lincoln, som hun gerne ville se. Desværre viste det sig, at man skulle lave en aftale for at få en guided tur og den næste var først klokken fire om eftermiddagen, hvilket vi ikke gad at vente på.

I stedet kørte vi til Coffin Bay og spiste frokost i udkanten af Coffin Bay National Park. Vi snakkede lidt om vi skulle nappe en gang firhjulstræk, men blev enige om i stedet at køre videre og campere ved Sheringa Beach ca. 100 kilometer længere oppe ad kysten.

Det viste sig at være en god idé, da vi fandt et rigtigt hyggeligt sted ved Round Lake, hvor vi kunne campere mellem nogle mindre træer 20 meter fra søen, som var meget flot med store klitter i baggrunden.

Jan syntes lige, at han ville tage sig en lille soppetur – og her fik ordet “søgang” en helt ny betydning!! En meter ude i søen blev der lige pludselig en halv meter dybt, hvilket jo nok havde været til at håndtere, hvis det ikke lige havde været fordi bunden bestod af en meter slam med et meget tyndt lag sand over. Et smukt syn var det i hvertfald, da han – fuldt påklædt – i panik kastede sig bagover for ikke at blive totalt opslugt af den væmmelige sø. My var ved at brække sig af grin og ønskede inderligt, at hun havde haft videokameraet kørende … nå, men det almindelige kamera var da næsten parat, og hun formåede trods latteren at få taget et foto, som ikke var rystet.

Efter tøjskift og afslapning efter den “grimme” oplevelse, gik vi inden aftensmaden en tur over klitterne, som mest af alt minder om en mini-ørken, ned til stranden alt imens vi studerede dyrespor og prøvede at finde ud af hvilke dyr de tilhørte.

Det var i øvrigt drøn sjovt at løbe ned ad klitterne, da man for hvert skridt landede meget blødt og sank i til midt på læggen og bevægelserne nærmest lignede en mand på månen.

Da vi kom tilbage til lejren fik vi en god gang dansk hakkebøf med løg, kartofler og “brun” sovs, som dog denne gang nærmest var hvid, da vi ikke var i besiddelse af en gang kulør.

Onsdag kørte vi videre op ad vestkysten og vi valgte et par gange grusvejene, som løb helt ude på klipperne ved havet i stedet for den mere kedelige hovedvej.

På vejen kørte vi ned til Talia Caves, som er sandstens huler, som er blevet gravet ud af bølgernes bevægelser over lang tid. Woolshed Cave var stadigvæk en hule, men The Tub var styrtet sammen, så det bare var et hul man kunne kigge ned i. Derudover var der en masse flotte klippeformationer ved Woolshed Cave, som absolut var værd at se på.

Turen gik så videre til Murphy’s Haystacks, som absolut intet har med høstakke at gøre (selvom der måske engang er én der har syntes at de lignede det). Det er nogle ret usædvanlige klippeformationer eller granitformationer, som stikker op af jorden som klippeøer i havet – et ganske flot syn.

Derfra kørte vi atter ud til kysten til Point Labatt, som er et af de eneste steder på det australske fastland, hvor søløverne har en permanent koloni, hvor de yngler. Vi var selvfølgelig lidt spændte på, om der overhovedet ville være nogle søløver, men der må vi nok sige, at vores tvivl blev gjort til skamme, da vi kunne tælle de første 50 oppe fra det udsigtspunkt, hvor man kunne se dem fra. Oh, hvem der var en søløve … de ligger på stranden og driver og daser – og ind imellem smutter de lige ud og fanger et par fisk. Nogen gange blev man helt i tvivl om de var i live, så afslappede var de, men så bevægede de sig lidt, viftede med den ene luffe eller kom med nogle lyde, så man atter blev overbevist om at det var levende søløver og ikke bare nogle pelsede klumper, der lå og flød. Lidt længere ude på nogle af klipperne var der i øvrigt også nogle sæler.

Vi kørte videre til Streaky Bay og derfra ind i landet til Pildappa Rock, som er konkurrenten til Wave Rock i Western Australia – det vil tiden jo vise, når vi kommer dertil, så vi kan sammenligne. I hvert fald så lignede det kæmpe stykke granit, der udgør Pildappa Rock en bølge, så konkurrencen er måske rigtig nok.

Da det var ved at være hen på eftermiddagen besluttede vi os for at slå lejr ved Pildappa Rock.

Superoptimisten My havde regnet med at få en rigtig flot solopgang at se ved Pildappa Rock – men ak, det var så tåget, at man ikke en gang kunne se, hvor solen var. Tågen nåede dog at lette inden vi fik pakket sammen, men det var jo alligevel for sent til en solopgang.

Vi kørte videre mod Gawler Ranges National Park og nåede da også 10 kilometer ind i den, inden vi fandt ud af, at vi kun kunne køre på “hovedvejen” igennem parken, da den var lukket, da der her – ligesom i Wilpena – var lukket nogle skydegale gutter ud for at få has på ræve, kaniner, geder m.m., som ikke hører til i den australske natur.

Vi besluttede os for bare at køre til Ceduna og slappe af inden vi smutter over Nullabor Plains. Vi havde egentlig tænkt os at blive et par dage, men efter at have kigget lidt på byen, besluttede vi, at vi ville køre videre allerede i morgen.

Vi fandt også ud af, at vores mobiltelefon ikke har noget signal, så derfor får I denne side lidt forsinket sammen med den efterfølgende.

Det er muligt at vi i den kommende tid vil blive nødt til at samle lidt log-datoer sammen (som denne gang), da mobiltelefondækningen ikke er helt så tæt i vest-australien, da områderne er noget mere øde – vi vil i sådanne tilfælde skrive logdatoen i grøn ud for de seneste sider, som er blevet uploadet samtidig. Så går I ikke glip af noget.