Grundet manglende mobiltelefonkontakt får I lige denne log samtidig med loggen fra den 21/3 … men så har I jo også lidt mere at læse. Ikke fordi der er så lang tid mellem den 21. og i dag, men vi tænkte, at vores trofaste læsere måske var ved at blive en anelse utålmodige.

Fredag begyndte vi vores køretur over Nullabor Plain, som er en meget lang og temmelig kedelig vej – hvis man ikke lige tager sig tid til at finde ud af, hvor der er noget, der er værd at se.

Nullabor kommer af det latinske “nullas arbor” som betyder “ingen træer”, hvilket vist ikke er nogen overdrivelse. Der er faktisk ikke rigtig andet end græs og lavt buskads. Det er verdens største enkelte klump limsten på 250.000 kvadratkilometer (til sammenligning er Danmarks areal 43.000 kvadratkilometer), nogle steder op til 300 meter tyk og den blev skabt for omkring 50 millioner år siden – cirka på samme tid som Australien brød løs fra Antarktis.

For ikke lige at køre den gængse vej, valgte vi at køre en smut ned omkring Fowlers Bay, hvilket vi dog godt kunne have sparet os, da det var en lille flække – primært bygget af blik – med en jetty, et motel og en campingplads … og en masse hestebremser (eller hvad det nu er for nogen hernede).

Vi kørte derfor atter ud på Eyre Highway og nåede efter et stykke tid til Nullabor Roadhouse.

Nu var vi jo så heldige, at en tidligere medarbejder fra Nullabor Roadhouse for nogen tid siden havde fortalt os, at der et lille stykke vest for Nullabor Roadhouse var en hule, hvor der bl.a. var en mumificeret dingo … og det bedste af det hele var, at det ikke var noget turiststed!!

Det måtte vi jo kigge nærmere på og efter en tegning han havde lavet til os lykkedes det os at finde hulen. I indgangen myldrede det med svaler, som fløj ind og ud og ganske givet har været ret utilfredse med vores tilstedeværelse, men ikke desto mindre skulle vi jo ind og kigge nærmere.

Der lå en del knogler og også nogle kadavere fra forskellige øgler, men der gik nogen tid inden det med lommelygter lykkedes os at finde den mumificerede dingo i det bagerste hjørne af hulen. Nu var det ikke lige fordi vi ville kalde den mumificeret – det var egentlig mere bare et skelet, men den var der da, hvilket var fint nok for os.

Da vi kom ud fortsatte vi vestpå med et stop ved Bunda Cliffs, hvor man kan se 50 millioner års geologi i klipperne med forskellige farvede lag. Bunda Cliffs er den sydlige del af Australien, som vender ud mod Great Australian Bight.

Derfra gik turen videre indtil vi omsider nåede grænsen til Western Australia. Her bliver man stoppet ved et check-point, hvor de grundigt undersøger, om man har frugt eller grøntsager med (hvilket er ulovligt p.g.a. fruit flies m.m.). Da vi allerede vidste dette i forvejen havde vi stoppet os med de frugter, grøntsager og nødder, som vi havde i bilen, så vi ikke behøvede at smide noget ud … så hellere foræde sig.

Lige ved siden af karantæne stationen går der en lille sti ned og ved en gul pind skal man dreje til højre (et tip fra vores ven fra Nullabor Roadhouse) og i et hul i jorden – eller måske er det en gammel brønd – finder man rent faktisk en mumificeret dingo …. og denne gang var den mumificeret og ikke bare et skelet.

I Eucla lidt længere nede ad vejen finder man Old Telegraph Station, som var én af de mest øde beliggende telegrafer i verden og i sine velmagtsdage sendte den 11.000 beskeder årligt. Den første besked blev sendt i december 1877 og den var: “Eucla Line opened. Hurrah”. Idag ligger den og er næsten helt sandet til – så måske den var lagt en anelse for tæt på klitterne.

Da det efterhånden begyndte at blive mørkt, stoppede vi på Mundrabilla Roadhouse for natten – det er under ingen omstændigheder et sted man gider at opholde sig længere end allerhøjst nødvendigt.

Idag er det Mikkels fødselsdag …..! Lørdag sendte My lige sin bror en kærlig tanke på hans fødselsdag, inden vi begav os ud på sidste etape af vores Tour de Nullabor Plain.

Vi ville begge to gerne snart være fremme – et eller andet sted – hvor som helst – så lørdagen stod primært i kørslens tegn.

På grund af tidsforskellen mellem South Australia og Western Australia (WA er 1,5 time bagud om sommeren) stod vi ret tidligt op og kørte afsted og det første vi nåede til af interesse var Mandura Pass 115 km nede ad vejen, hvor vi lige stoppede op og kiggede ud over det tilsyneladende endeløse landskab.

Vi kørte derefter yderligere 147 km og stoppede ved Caiguna Roadhouse, hvor vi spiste en is! I Caiguna skal man stille sit ur yderligere 45 minutter tilbage, så man kan få ødelagt sin døgnrytme endnu mere.

Lige udenfor Caiguna mod vest kommer man til den længste helt lige strækning i Australian – ja måske endda i verden – “90 Mile Straight“, som er 146,6 km vej uden så meget som bare et lille bitte sving!

Et par meter fra vejen udenfor Caiguna ligger Caiguna Blowhole, som vi lige syntes at vi skulle kigge lidt nærmere på. I mange af de huler, som befinder sig på Nullabor Plain bliver der presset luft ud eller suget luft ind alt efter om lufttrykket lavt eller højt. I nogle huleindgange på Nullabor er lufthastigheden målt til 72 km/t. Vi syntes dog ikke at vi kunne spore nogen af delene … det eneste vi kunne se var en sort slange, som snoede sig væk nede i hullet.

Vi kørte så de 146,6 lige kilometer og yderligere 36,4 kilometer senere gjorde vi holdt ved Balladonia Roadhouse, hvor vi spiste frokost og nappede os en lille eftermiddagslur … dejligt!

Tilbage var der nu “kun” 191 kilometer inden vi omsider nåede Norseman hen på eftermiddagen efter ca. 1.300 kilometer over Nullabor Plain. Vi fandt en campingplads og allerede omkring klokken seks begyndte det at blive mørkt, så nu kan vi vist godt begynde at gå tidligt i seng og stå tidligt op, hvis vi skal nå at se noget i løbet af dagene.

I morges stod vi op lidt i otte og efter bad og morgenmad tog vi lige ned og kiggede på statuen af Hardy Norseman, som imod forventning ikke er en mand, men derimod den hest, som er ansvarlig for grundlæggelsen af byen Norseman. Det der skete var, at dens ejer i 1890’erne skulle have bundet krikken til et træ natten over, og den næste morgen opdagede han, at den havde stået og skrabet jorden væk og på den måde havde fundet en guldåre … eller i hvert fald en stor klump guld.

Vi venter godt nok på at der skal komme en pakke til os på posthuset i Norseman, men da det ikke er nogen specielt spændende by (og så uden mobiltelefonkontakt, så vi ikke kunne tjekke e-mails og up-loade hjemmeside) og pakken alligevel nok ikke vil dukke op de næste par dage, besluttede vi os for at køre et par hundrede kilometer nordpå til Kalgoorlie-Boulder, hvor vi nu befinder os.

Vi regner med, at vi skal lidt rundt i området og se, hvad der nu er værd at se – det er vist mest ghost-towns fra den tid, hvor guldfeberen for alvor rasede i området.

Men her i eftermiddag har vi bare slappet af og daset i poolen, mens vi talte med nogle af de andre fra campingpladsen.

Og så lige et forsinket tillykke med fødselsdagen til Marianne’s bror Mikkel: TILLYKKE MED I GÅR!