Påske søndag skulle vi jo holde traditionerne i hævd, så vi kogte nogle æg, malede dem (med den enlige sorte tusch vi havde) og begav os ud for at finde en velegnet bakke, hvor vi kunne trille påskeæg. Nu skulle man jo tro, at det ville være en nem opgave et finde en egnet bakke i et land med bjerge, men det var rent faktisk lettere sagt end gjort. Vi startede med at køre til Mount Adelaide, men der kunne vi ikke finde et egnet sted. Derfra kørte vi videre til Mount Clarence, hvor vi benyttede lejligheden til at kigge lidt på Desert Mounted Corps Memorial, som er en “re-produktion” af den oprindelige statue, som blev rejst i Suez i 1932.

Fra toppen af Mount Clarence er der en smuk udsigt over bugten, men desværre ingen velegnede bakker til æggetrilning.

Vi kørte videre og fandt en græsplæne med en god hældning, som vi troede kunne bruges – men ak, æggene stoppede med det samme på grund af græsset.

Til sidst kørte vi op på Mount Melville, hvor vi fandt et kæmpe klippestykke, som så ud til at være egnet. Det gik fint og æggene trillede … selvom de gik i stykker med det samme på granitten.

Efter vores æggetrilning sad vi og nød udsigten og solen, før vi kørte på Burger King og indtog vores “meget traditionelle” påskefrokost.

Vi var også lige nede og kigge på Dog Rock, som er en klippe, som ligner et hundehoved – tja, man kunne da godt se det, men så imponerende var det da heller ikke.

Om aftenen nappede vi lige en gang bordtennis – og efter My havde spillet sig varm, var vi meget jævnbyrdige (selvom Jan påstår at det var fordi han ikke gad at spille mere).

Mandagen brugte vi til at køre ud til kysten og kigge på seværdigheder, Først kørte vi ud til Sharp Point Lookout, hvorfra vi kunne se vindmølleparken, som med kun 12 vindmøller forsyner Albany med 75% af byens strømforbrug (der bor 25.000 i Albany)!!!

Til den anden side kunne vi se over mod The Gap og Natural Bridge, hvor vi bagefter kørte over. The Gap, som er et 24-meter fald ned i havet og Natural Bridge, som er et stykke granit, der danner en bro, demonstrerer i høj grad havets kraft, når bølgerne ruller og “graver” sig ind i klipperne.

Derfra gik turen ud til The Blowholes, som vi egentlig ikke forventede os særlig meget af, da havet var rimelig stille. Det skulle dog vise sig, at vi blev positivt overraskede. The Blowholes er nogle spalter i granitten som hvæser og opfører sig lidt som geysere, når store bølger presser vandet ind imellem klipperne. Vi syntes nu nok, at der var forholdsvis gang i den på trods af de små bølger – og der blev blæst en del luft gennem klippespalterne i den tid, vi sad og kiggede.

Turen gik nu tilbage til Albany, hvor vi gik på Albany Residency Museum og så var vi oppe på en re-produktion af skibet “Amity“. Når man sådan går rundt på skibet er det godt nok svært at forestille sig, at der har været 60 mennesker samt proviant – der er i hvert fald slet ikke plads til at man kan sidde i et hjørne for sig selv og kede sig.

Bagefter kiggede vi lidt på en gammel skole før vi tog hen på campingpladsen og slappede af resten af dagen.

Tirsdag var det blevet tid til at drage videre, så vi provianterede og vendte næsen mod Denmark. Omtrent halvvejs mellem Albany og Denmark ligger Bornholm – en lille flække, som nemt kan overses, hvis det ikke lige var fordi vi syntes at det var sjovt at køre igennem Bornholm.

Vi kørte så over Denmark River og ind i Denmark, som er en lille by med kun 2.000 indbyggere. Vi spiste frokost ved floden og fortsatte så vestpå og ud til kysten til Greens Pool, som en strand, som er beskyttet af nogle store klipper. Udenfor klipperne er der kæmpe bølger, som man ikke ligefrem skal ud og bade i, men indenfor klipperne er vandet helt roligt. Vi måtte jo ærgre os over, at vejret var typisk dansk (vi var jo i nærheden af Denmark), hvilket vil sige overskyet med blæst og en byge i ny og næ.

Et lille stykke fra Greens Pool ligger Elephant Rocks, som er nogle flere store klipper, som ligger i en lille bugt, som hedder Elephant Cove.

På vej tilbage til bilen så vi det særeste syn. My troede først at det var en overkørt, indtørret slange – men ved nærmere eftersyn bevægede den sig. Det viste sig at være 35-40 larver, som gik på en lang række … nærmest som om de var koblet sammen. Hvorfor de havde valgt at gå i “gåsegang” på denne måde er os et mysterium, men de var så uheldige at det blæste op – også blæste en del af de små stakler ud af geleddet.

Vi kørte tilbage til hovedvejen og fortsatte et stykke, før vi atter drejede ud mod kysten og efter et stykke tid nåede “The Boat Harbour”, som er en beskyttet lille bugt.

Her gav vi os i kast med lidt firhjulstræk, som førte os helt ud på klipperne, hvor der var de mest fantastiske bølger (de største vi har set endnu), som lavede nogle enorme skumsprøjt, når de ramte klipperne. Efter at have kigget lidt på bølgerne kørte vi tilbage, hvilket desværre ikke kunne gøres uden at vi 2 gange måtte ud og lukke luft ud af dækkene.

Turen gik så ind i Quarram Nature Reserve, hvor vi fandt det fedeste sted at slå lejr for natten. Det var nærmest i en gryde, så vi var godt i læ fra den kraftige vind og så var der nogle træer, som vi kunne sidde under, selvom det regnede lidt en gang imellem. Igen kunne vi ærgre os lidt over, at vejret ikke rigtig var med os, da der på stranden var en lille bugt, hvor det ville have været helt genialt at bade.

Næste morgen kørte vi tilbage til hovedvejen og fortsatte mod Walpole og Valley of the Giants.

I Valley of the Giants vokser 4 sjældne arter af eucalyptus indenfor 4 km i nærheden af hinanden og intet andet sted i verden: Red, Yellow og Rates Tingle inde i landet og red flowering gum tættere på kysten. Tingle trees er enormt store og den ene af arterne kan blive op til 95 meter højt. De bliver også meget gamle, og en del af træerne i Valley of the Giants er over 400 år gamle.

Her tog vi på Tree-Top-Walk, som er en 600 meter lang rampe/bro, som fører én op i trækronerne i 40 meters højde. My følte sig en anelse utryg, da den gynger noget, når man går på den, så den virker ikke specielt solid – men hun klarede det da fint på trods af lidt sug i maven. Det var meget sjovt for en gang skyld at se skoven i fugleperspektiv. (I det hele taget syntes vi at det var dejligt at være i skoven efter at have tilbragt en del tid i temmelig flade landskaber, som kun havde små træer og buske hist og her). Når man kommer ned fra Tree-Top-Walk kan man vælge at tage en lille gåtur på jorden, hvor man kan kigge lidt nærmere på træerne … og til tider gå igennem dem, hvilket vi naturligvis benyttede os af.

Derfra kørte vi videre til The Tingle Tree, som er et 450 år gammelt tingle træ, som har den største omkreds noget eucalyptus træ i verden har – 24 meter. Vi syntes dog at det var lidt snyd, da træet var hult, men nu er det altså sådan med Tingle Trees, at de meget ofte er hule, idet de kan leve ved kun at have lidt mere end den yderste bark, hvor resten af den nederste del af stammen er brændt væk i bush-fires. Nå, alligevel – vi syntes nu at det burde have været massivt – så havde vi været imponerede.

Derfra gik turen til Circular Pool, som er et hyggeligt lille sted, hvor en flod munder ud i en sø.

Der sad vi og nød stemningen lidt – og de sjældne solstrejf inden vi kørte videre til Shannon National Park, hvor vi slog lejr.

Vi forlod lejren om morgenen – iført vores nye parfume “Scout Camp”, som vi havde fremstillet ved hjælp af et stk. lejrbål i meget kolde omgivelser. Det var nemlig meget koldt om aftenen, så vi blev nødt til at rykke helt hen til bålet for at holde varmen (og så var det kun forsiden, der blev varm).

Efter vi havde kørt et stykke tid fik vi øje på et skilt, hvor der stod “Bicentennial Tree“. Vi kunne ikke helt huske, hvad det var (ud over at det højst sandsynligt havde noget med et stort træ at gøre), men vi besluttede os for at køre ind og kigge på sagerne.

Til Jans store begejstring viste Dave Evans Bicentennial Tree sig at være det højeste træ (89 meter) i Warren National Park – og så kunne man gå op i det, da der var hamret nogle stålpinde i, som snoede sig hele vejen til toppen (næsten) hvor der var et udsigtstårn i 75 meters højde.

My skulle under ingen omstændigheder nyde noget, da der som hun sagde “jo hverken var sikkerhedsnet eller noget”, men Jan begyndte frisk og frejdig opstigningen mod første platform, som var i 25 meters højde. Da han var nået derop spurgte My, om det var slemt, hvortil Jan svarede “Nej – overhovedet ikke …. men jeg skal ikke længere op”.

My åndede lettet op, da Jan atter havde begge ben solidt plantet i den Australske muld – og var i øvrigt sikker på, at det måtte være mindst lige så nervepirrende at se sin mand klatre op, som det var for ham at gøre det. Derefter gik vi os en lille tur i Karri-skoven ned til Warren River Lookout, hvor vi havde en fin udsigt over floden.

Vi kørte så videre til The Cascades, som er et lille vandløb, som risler ned ad klipperne – om vinteren skulle det blive en del mere voldsomt, men det var i øjeblikket koldt nok for os, så vi havde ikke lige tænkt os at vente på at det skulle blive vinter.

Endelig kørte vi så med tilbageholdt åndedræt ind til posthuset i Pemberton og spurgte efter vores længe ventede pakke … og minsandten om den ikke var kommet! En ordentlig kasse på 11-12 kilo! Forventningsfulde flåede vi kassen op, og man må nok sige, at når man beder Jans mor om at købe noget lækkert til os … ja, så lever hun til fulde op til opgaven! Kassen bugnede af skumbananer, superflyvere, marcipanæg, matadormix, salt og blandet, marcipanbrød, tyrkisk peber – ja vi kunne blive ved – så der var i hvertfald grundlag for mavepine de kommende dage!

Efter at have spist en meget kedelig frokost i Pemberton kørte vi ind til campingpladsen og fandt en rigtig god plads mellem træerne.

Om aftenen – ligesom den foregående aften – var det køligt i luften, så vi tændte et bål, satte vores stole med ryggen til, tog slikket frem og så en film på labtoppen.

Efter en kølig nat – og for My’s vedkommende en forfriskende morgenløbetur i skoven – kørte vi lige ned og kiggede på Gloucester Tree, som er endnu et klatretræ, da My gerne ville overveje tanken endnu en gang. Vi syntes dog at der var alt for mange mennesker (sæt nu man fortrød på halvvejen), så vi besluttede os for at lade træ være træ. Selvom det er verdens højeste fire-lookout træ, så er det alligevel ikke højere end Bicentennial Tree.

Vi kørte videre mod vest indtil vi nåede Beedelup National Park og Beedelup Falls, som vi havde set nogle fantastisk flotte postkort af. Det syn, der mødte os, var nu ikke specielt fantastisk, da der – man kan næsten sige som sædvanlig – var nogen, der havde glemt at hælde vand i faldet. Nå, men vi fik os da en lille tur på en hængebro, hvor Jan i den grad morede sig med at få den til at hoppe og svinge, så My var ved at vælte.

Derfra gik turen videre mod vest til Leeuwin-Naturaliste National Park, hvor vi tog ind og kiggede på Mammoth Cave, som er en stor limstens-hule, hvor man blandt andet har fundet en masse fossiler. Grunden til at vi valgte netop denne hule var, at man her kunne gå alene i sit eget tempo (og ikke i en kæmpe flok med 25-40 mennesker, som det var tilfældet i de andre) og få forklaringerne på en walkman, som blev styret elektronisk efterhånden som vi kom frem i hulen. Det er en helt anden stemning og der er meget mere ro og “højtidelighed”, når man bliver guided på den måde – hvis bare man ville gøre det nogle flere steder!

Vi kørte så videre op forbi Margaret River og nåede hen ad eftermiddagen Dunsborough, hvor vi som det første gik ind og bookede plads på en dykkertur til et vrag, der hedder HMAS Swan.

Vi har nu tjekket ind på en campingplads for de næste par nætter, da vi nok er for trætte til at køre videre efter vores dykning i morgen. Mere herom senere.