Vi forstår altså bare at vælge de “bedste” dage til dykning!!

Vi sejlede ud fra stranden i en lille båd, der målte omkring 12×3,5 meter og nåede snart bølger på 1,5 meter (som vi dog syntes virkede noget større). Det var en ren 20 minutters rutschebanetur som i den grad kildede i maven en gang i mellem, når vi lige røg op på toppen af en bølge og ned på den anden side. Nå, men vi nåede ud til vraget af H.M.A.S. Swan, som blev sunket i 1997 2,5 km fra kysten. Krigsskibet blev sunket efter end tjeneste med det formål at hun skulle bruges til dykning. Hun ligger nu på 31 meters dybde på sandbunden og er 113 meter lang og 23 meter høj.

Da det var et rimeligt dybt dyk vi skulle foretage, blev vi instrueret i brugen af en dykkercomputer, som bruges til det man kalder multi-level-dykning. Computeren tager højde for, hvor længe man er på de forskellige dybder, og på den måde kan man få et længere dyk end hvis man bruger sin almindelige dive-planner, hvor man går ud fra sin max. dybde.

Sammen med vores divemaster hoppede vi i bølgerne, som ikke ligefrem var at kimse ad og vi kæmpede os hen til bøjen, hvor vi begyndte vores nedstigning. Efter ca. 7 meter havde Jan store problemer med at trykudligne og efter et stykke tid gav han tegn til, at han blev nødt til at gå op. Nu er det ikke lige til at vide, om det var My’s hundeøjne, da hun vinkede farvel, der gjorde udslaget, men i hvertfald forsvandt Jans øreproblemer lige pludselig som dug fra solen og vi kunne fortsætte vores dyk sammen. Vi nåede ved hjælp af linen ned til forstavnen og svømmede hen over dækket, hvor vi bl.a. kunne kigge ned i det hul, hvor kanonen tidligere har siddet. Der var også en del fisk, som vi ikke lige har stiftet bekendtskab med tidligere – blandt andet en meget firkantet og pudsig fisk, som vi endnu ikke har fundet ud af hvad hedder … vi kalder det en kuffertfisk, da det er hvad den ligner. Fra dækket bevægede vi os ud over rælingen og ned langs siden af skibet, hvor der var et hul i skroget, som vi svømmede ind i. Det er en meget underlig fornemmelse at være inde i et rum under vandet og det ser sjovt ud med de fisk, der svømmer omkring “indendørs”. Vi svømmede ud på den anden side og bevægede os så op mod masten, hvor vi lavede et sikkerhedsstop på 9 meter i 5 minutter. Her benyttede vi lejligheden til at slappe af og se os lidt omkring inden vi svømmede videre op på 5 meter, hvor vi lavede endnu et sikkerhedsstop i 5 minutter (hvis der er nogen der ikke dykker, kan vi da lige sige, at man laver disse sikkerhedsstop på dybe dyk for at undgå dykkersyge).

Her formåede Jan rent faktisk at gå hen og blive søsyg, hvilket nok har haft noget at gøre med at vi holdt fast i et tov, som var forbundet med bøje foroven og forstævnen af skibet og vi blev så hevet op og ned af bøjen. Vi nåede overfladen, hvor vi også lå og bølgede i et stykke tid, mens vi ventede på at det blev vores tur til at komme op. Da vi kom op og var i gang med at tage vores udstyr af var vi begge temmelig dårlige og det eneste vi havde lyst til var at sidde nede bag i båden og kigge på horisonten. Vi besluttede os for at skippe det sidste dyk, da My var overbevist om, at hun ville kaste op i lårtykke stråler, hvis hun skulle til at geare op igen og Jan egentlig heller ikke rigtig havde lyst.

Nu ville nogen måske bare sige, at vi da bare skulle i vandet og så ville det gå over, men vi havde det nu bedst, når vi bare sad og snakkede bagerst i båden, så der blev vi.

Vi kom tilbage til land og fast grund under fødderne og tog “hjem” og nappede et bad inden vi kørte ind til Dunsborough (som i øvrigt er en rigtig hyggelig lille by), hvor vi fik os en pizza.

Søndag pakkede vi sammen og kørte nordpå. På vejen kom vi igennem Capel, hvor det var kræmmermarked – eller noget i den stil – så det tog vi lige ind og kiggede på. Der var bl.a. en skovhuggerkonkurrence, hvor de konkurrede om, hvem der hurtigst kunne hugge en stamme på ca. 25 cm i diameter over. Der blev godt nok gået til den og der gik da heller ikke mere end 19,1 sekund før den første var færdig!! Det er godt nok hurtigt at få has på et træ!!!

Der var også en udstilling med gamle maskiner m.m., hvor der primært var udstillet benzindrevne vandpumper fra først i 1920’erne og derudover var der en veteranbil-udstilling.

Efter et par timer kørte vi videre til Bunbury, hvor vi kørte ind på en campingplads og brugte resten af dagen til at vaske tøj.

Idag er det Marianne’s fødselsdag hurra, hurra, hurra!

Mandag stod vi tidligt op for at tage til Koombana Bay og se på delfiner. Vi var nede ved stranden lidt før klokken 8.00 og på det tidspunkt var der kun et andet “turist-par” … der kom dog lidt flere senere, men det blev aldrig “overbefolket”. Lige som vi var kommet derned kom en delfin ind til stranden og efter personalet havde identificeret den, fik vi lov til at gå ud til den. Det var kun nødvendigt at gå 5-10 meter ud i vandet for at komme i nærkontakt.

Det skal lige pointeres, at der er tale om vilde delfiner, som kommer, hvis de er i humør til det og bliver væk, hvis de ikke gider at have noget med mennesker at gøre. Derfor måtte vi heller ikke røre dem, da de så kunne blive forskrækkede, men man må sige, at den delfin vi mødte kom ret tæt på nogle gange og My’s bedste fødselsdagsgave var, da den lige svømmede en gang rundt om hende helt tæt på!!

Delfinen svømmede væk og kom tilbage nogle gange, men til sidst blev den væk og vi besluttede os for at gå op. Det var en fantastisk dejlig og meget rolig oplevelse, hvor man følte sig meget ét med naturen – også selvom det på trods af vores våddragter føltes ganske koldt.

Da det jo var My’s fødselsdag, så var det jo – ifølge Jan – klart at vejret skulle være noget værre møg med skyer, blæst og byger i ny og næ!

Vi gik dog en tur op i byen og kiggede på forretninger og sjaskede rundt inden vi tog tilbage til campingpladsen og slappede lidt af (vi havde jo været tidligt oppe). Om aftenen vi tog på kinesisk restaurant og spiste middag.

Tak i øvrigt til alle jer, som sendte fødselsdagshilsen!!!

Tirsdag besluttede vi os for at køre resten af turen til Perth og slå os ned dér i en uges tid eller lignende.

De seneste 2 dage har vi brugt til at finde mekaniker til service og andre praktiske ting, som for eksempel udskiftning af vores meget slidte Dannebrogsflag (der var kun 1/3-del tilbage).

I morges kunne Truppe i øvrigt slet ikke starte, da batteriet var gået helt fladt i løbet af natten, så vi har måttet anskaffe os et nyt batteri. Der var da godt at vi ikke sad i midten af ingenting uden nogen til at hjælpe os med en “jump-start”!

I får ikke mere denne gang.