Hold da kæft, hvor var det en fed oplevelse at dykke med hajer!!!!

Noget vi absolut kan anbefale alle, der har muligheden for det – også selvom man er lidt utryg ved tanken. Man føler sig jo en anelse nervøs, når man sådan dykker ned i et kæmpe akvarium, som indeholder 2000-3000 forskellige fisk og havdyr, hvoraf 30 af dem er hajer og den største er lige over 4 meter, men når man først er kommet under vandet falder man helt til ro, da alt foregår stille og roligt. Fiskene flyder bare elegant derud af – hvilket man især kunne sige om de stingrays der var (den største var vist 2,5 meter lang). De “flyver” bare lydløst henover én som en skygge eller et spøgelse – FANTASTISK!

Aldrig har vi dykket i sådan en mangfoldighed af fisk og andre havdyr, som tager ens tilstedeværelse helt roligt – på nær en lille hidsig han-fisk, som passede på sin rede … hvis man kom for tæt på reden, så bed han … selvom han kun var ca. 15 cm lang – modig lille fyr.

Vi fik også lov til at kilde Morg (en stor torskefisk af en art) under hagen, hvilket han i den grad nød, så han tabte underkæben, så man kunne nusse ham på hans små spidse tænder! Hvis man var rigtig heldig, så kunne man faktisk få ham til at lægge sig om på siden, så man kunne klø ham på maven.

En del af akvariet hedder Shark Alley, da det er her den største koncentration af hajer er, da det er det daglige fodringssted. Faktisk så venter de i rad og række efter hinanden, når det er fodringstid – og hvis de er mere sultne efter den første fisk … ja så går de sgu’ om bag i køen til det atter bliver deres tur.

Hajerne var hele tiden i nærheden af os – mest over os – i løbet af vores dyk, men det blev i Shark Alley, at vi for alvor kom tæt på nogle af de Grey Nurse Sharks, som var i akvariet … heriblandt den på 4 meter! På et tidspunkt svømmede vi – med ærefrygt – side om side med disse store havdyr (ca. 1 meter væk) og lidt senere, da vi på et tidspunkt sad på bunden, hang der to af dem og lurede på os – det var nu lidt skummelt, men ikke noget man var bange for.

En anden morsom ting var, at vi nu rent faktisk var udstillingsdyr ligesom de andre levende væsener i akvariet! Børn som voksne kiggede lige så meget på os som de kiggede på hajerne … og når man vinkede til ungerne blev de ellevilde.

Dykket føltes selvfølgelig alt for kort og da det var tid til at gå til overfladen, havde vi mest lyst til at blive dernede og bare sidde på bunden og kigge på de forbipasserende fisk – men desværre!

Vi havde egentlig tænkt os at køre nordpå efter vores dyk, men da vi kom ud fra AQWA var vi et godt stykke henne ad eftermiddagen, så vi besluttede os for at køre tilbage til campingpladsen, hvor vi har boet i næsten 3 uger – en nat fra eller til skulle jo ikke gøre den store forskel.

Næste morgen forlod vi Perth i nordlig retning og nåede ved frokosttid til Lancelin, hvor vi fik lidt at spise inden vi fortsatte ud af et sandspor. Vi kom dog ikke så langt, da vi meget hurtigt nåede til det vi vil betegne som “Drengenes Legeplads”.

I klitterne ved Lancelin drøner folk rundt i hjemmelavede beach-boogies med kæmpemotorer (V6 og V8), 4-wheelers og cross-maskiner med specielle “skovl-dæk” så de ikke lavede hjulspind hele tiden. Havde Jan’s legekammerater været med, så havde de nok drønet rundt for at finde et sted, hvor man kunne leje nogle maskiner, men Jan syntes ikke at det ville være så skide skægt alene. Synd man ikke har sådan nogle steder derhjemme!!

Derudover kunne man “sand-boarde” ned ad klitterne, hvilket helt klart er noget vi har tænkt os at prøve på et tidspunkt.

Da vi skulle til og køre, og satte firhjulstrækket til, satte låsen til firhjulstrækket i venstre forhjul sig fast, så vi måtte lige en tur omkring den lokale mekaniker, som formedelst 15 dollars hurtigt fiksede problemet, så vi kunne komme videre.

Fra Lancelin kørte vi igennem lav bevoksning ad et sandet spor gennem Nilgen Nature Reserve, samt et militærområde, som flåden bruger til øvelse i bombardementer.

Noget af bevoksningen mindede meget om noget fra Jura-tiden – syntes Marianne … ikke fordi hun har været i jura-tiden, det er bare sådan hun kunne forestille sig, at det så ud.

Vi nåede til Wanagarren Nature Reserve, hvor vi kørte ud til Wedge Island Settlement, som er det særeste sted vi har set i lang tid. Der var en masse blik-skure/huse a la små fiskehuse og området var ret stort og vi undrer os stadig over, hvad de mennesker, der bor der egentlig render rundt og laver – nå, det kan jo tænkes, at de rent faktisk fisker.

Vi kørte ud på stranden et stykke af vejen og ud for Flat Rock – som er det særeste navn, der nogensinde er givet til en sten med den facon (hvis vi ellers kiggede på den rigtige sten) – drejede vi atter ind i klitterne, hvor vi efter et stykke tid slog lejr for natten med udsigt over havet.

Inden vi gik i seng gik vi en lille tur på stranden i måneskinnet – en helt fantastisk følelse at være helt alene på en strand i måneskin, hvor det eneste man kan høre er bølgernes brusen.

Næste morgen stod My op klokken 7 og gik en frisk morgentur i bare tæer på stranden – fed måde at vågne på. Vi pakkede så bilen og fortsatte vores færd nordpå ad spor der primært bestod af sand og limsten. Lidt hen ad formiddagen nåede vi så til Nambung National Park, hvori Pinnacles Desert ligger.

The Pinnacles er tusindvis af piller/søjler af limsten, som varierer i størrelse lige fra et par centimeter op til 4 meter og stikker op af et landskab af gult sand. Et flot og imponerende syn, som vi nød mens vi kørte gennem det 3,5 kilometer lange loop, som førte os rundt landskabet med adskillige stop undervejs.

Derfra kørte vi til Cervantes, hvor vi købte lidt forsyninger, hvorefter vi prøvede at finde 4WD sporet videre mod Jurien, som var beskrevet i vores bog. Nu var det bare sådan, at bogen på dette område nok var en anelse forældet, idet sporet – så vidt vi kunne se – var lukket. Vi valgte derfor asfaltvejen til Jurien Bay og derfra videre til Port Denison, hvor vi gjorde holdt for natten.

Da vi havde fået indrettet os gik vi ned i havet og tog en forfriskende dukkert – det er tydeligt at mærke, at vi er kommet bare lidt længere nordpå – vandet er 24 grader, hvilket jo er ret perfekt for en dansker!

Tirsdag morgen løb My lige en tur inden vi kørte videre. Vi gav os god tid, da vi ikke havde planlagt at køre særlig langt.

På vejen kørte vi til Ellendale Pool, som er en ferskvandspool i en flod, hvor man kan bade, holde picnic eller sågar campere GRATIS (det er jo absolut ikke hver dag man finder sådan et sted hernede).

Vi nød synet lidt inden vi kørte videre – vi havde nemlig bestemt os for at køre videre til Geraldton, så vi benyttede os ikke af muligheden for gratis campering – selvom stedet ellers var lækkert.

Vi nåede Geraldton ved frokosttid og købte så lidt ind inden vi fandt en campingplads, hvor vi gik i poolen inden aftensmaden.

Vejret var endelig blevet rigtig dejlig varmt – hvilket vi jo håber vil holde på resten af vores rejse!

I morges blæste det ganske meget, men det gjorde egentlig ikke noget da det er 30-35 grader i øjeblikket – skønt!!

Vi kørte lige ned og kiggede på Point Moore Lighthouse, som ikke ligger særlig langt væk fra campingpladsen.

Fyrtårnets dele er importeret fra England og bygget i 1878 – det vil sige, fundamentet blev første gang bygget i 1878, men man fandt ud af at man havde lagt det det forkerte sted, hvorefter man måtte flytte fundamentet … smart. Det er 34 meter højt og lyset derfra kan ses 26 km ude på havet.

Vi tog så op og kiggede lidt på byen og resten af eftermiddagen har vi tilbragt i poolen, hvor Jan har ageret legeonkel for samtlige unger. Skal vi vædde på, at der er én, der har ømme arme i morgen af at kaste med børn!!!!

Nu vil vi gå i gang med et tilberede de friskfangede sildefileter, som vi har fået af vores nabo, der havde fanget alt for mange.