Torsdag tog vi ned på Fishermans Wharf, hvor vi kom på en “Live Lobster Tour” hos Brolos, som er en kæmpe eksportør af levende hummere. Hummerne fanges og bringes ind, hvorefter de sorteres efter størrelse og farve. Dem som har smidt benene (en afledningsmanøvre de bruger når de bliver bange – ligesom firbenet og dets hale) sorteres fra og drunkes i ferskvand (tidligere puttede man dem i kogende vand, men denne måde er mere human og giver bedre kød) hvorefter de bringes til fabrikken.

Dem som kan bruges til levende eksport, går først i nogle vandtanke i minimum 3 dage – der er ialt plads til 90 tons levende hummere, hvilket ikke er så dårligt, når man tager i betragtning, at man i Japan er villig til at betale 160 australske dollars pr. kilo!!!

Når de har gået i tankene et stykke tid puttes de i koldere vand, så de går i dvale, hvorefter de lægges i kasser med fyrretræ-spåner og sendes ud i hele verden … primært Japan. Overlevelses-raten for denne fremgangsmåde er 98%, hvilket må siges ikke at være så ringe endda.

Efter en times rundvisning kørte vi først til St. Francis Xavier Cathedral (nu skulle vi lige være lidt kulturelle), som blev bygget i etaper fra 1914 indtil åbningen i 1938 … man skal jo ikke forhaste sig!

Kirken er tegnet af arkitekten Monsignor John Hawe og er i byzantinsk stil.

Vi syntes, at det var en smuk kirke – specielt udefra – men det sjoveste var dog indenfor, hvor buerne i loftet var bolsche-stribede.

Turen gik så videre til Mount Scott Park, som er en memorial park for skibet HMAS Sydney, som forsvandt den 19. november 1941 efter at have været i kamp med et tysk skib. Man fandt aldrig spor af skibet eller de 645 besætningsmedlemmer.

Vi kørte videre til dagens sidste kulturelle indslag, som dog ikke var helt så spektakulært, men dog en køn lille ønskebrønd, hvorfra der var udsigt over byen og kysten.

Vel tilbage på campingpladsen kom Jan endnu en gang til at agere legeonkel for ungerne – bare da han trådte ind ad lågen blev forventningsfulde blikke rettet mod ham. Han holdt da også ud i halvanden time indtil sorte tordenskyer begyndte at trække sig sammen over området. Skyerne resulterede i et meget kraftigt regnskyl og da vi som aftalt lidt senere kom over til ungerne (Ruby – 10, Jack – 12 og Johanna – 8) og deres forældre (Sue og Brett), var de i fuld gang med at skovle vand ud af deres fortelt. Vi blev enige om, at de lige skulle have noget tid til at komme i orden, men senere gik vi derover igen – og det endte med at vi spiste middag med dem og havde en rigtig hyggelig aften. Da de kun skal rejse i yderligere 2 måneder (i øvrigt sammen vej som os, så vi render nok ind i dem igen) og bor i Victoria overvejer vi at komme på et lille visit, når vi atter er tilbage i staten.

Næste morgen pakkede vi bilen og kørte mod Kalbarri langs med kysten. Lige udenfor byen Kalbarri starter Kalbarri National Park. Langs med kysten er der en masse udsigtsposter med smuk udsigt over klinterne. Vi mente dog ikke, at det kunne måle sig med kysten ved Great Ocean Road – selvom vi så både Natural Bridge, Island Rock og Grandstand – det mest interessante var efter vores mening Mushroom Rock som lignede en stor svamp.

Vi havde egentlig tænkt os at bushcampe, men da det viste sig at være en omvej, besluttede vi os for at køre ind på en campingplads i Kalbarri.

Lørdag formiddag havde vi besluttet at vi skulle ud og vandre. På vej ind til turistinformationen rendte vi ind i Familien Wyllie (med ungerne, hvor Jan agerede legeonkel) og da vi fortalte, at vi skulle ud og vandre sagde Brett at det kunne han også godt tænke sig. Da Sue ikke lige er til bushwalks tilbød vi Brett at komme med os, hvilket han med glæde tog imod. Ruby besluttede sig for også at tage med, så vi var efterhånden et helt lille selskab.

Vi startede med at køre ud til Nature’s Window ved The Loop, hvorfra vandreturen skulle begynde.

Der var en del mennesker da vi kom, så efter at have kigget lidt på den smukke udsigt gennem Nature’s Window, skyndte vi os afsted på vores 8 km vandretur.

Det første stykke vej gik vi oppe over kløften, hvor vi havde en fantastisk udsigt over The Loop og Murchison River.

Cirka halvvejs gik vi ned i kløften, hvor vi spiste frokost ved flodbredden med udsigt til en flok geder – hvoraf én var temmelig støjende, idet han prøvede at imponere hunnerne.

Efter frokost gik vi videre og kom efter et stykke tid til et stykke, hvor vi nærmest gik på kanten af klipperne med floden nedenunder og næsten havde at tag af klipper samtidig – hvilket var lækkert, da det gav skygge for solen, som strålede meget varmt denne dag.

Vi fandt også et sted, hvor der var alletiders ekko, hvor vi slog os ned et lille stykke tid og legede med det … det var ikke meget lyd, der skulle laves, før den kom tilbage igen.

Vi var efterhånden ved at være en anelse trætte og vi blev alle vældig glade da vi endelig fik øje på Nature’s Window. Ikke mindst Ruby var glad – selvom hun ikke havde klaget sig det mindste. Der havde kun lige været et forsigtigt spørgsmål om hvor lang tid vi mente, der var tilbage.

Denne gang var der ikke et øje ved Nature’s Window, så vi fik lejlighed til at nyde udsigten i ro og fred denne gang og fik taget de billeder man jo nu én gang skal tage, når man sådan er turist.

Efter lidt over 4 timer nåede vi svedte, tørstige og udmattede bilen, hvor vi kastede os over cola’en fra køleskabet … og i øvrigt nød den 30 sekunders byge, der trak henover os. Alt i alt en fantastisk tur, som vi absolut kan anbefale.

Da vi kom tilbage til campingpladsen (som nu var en anden end den vi sov på aftenen forinden) kastede vi os alle i poolen inden vi spiste aftensmad. Vi tilbragte resten af aftenen i hyggeligt selskab sammen med familien.

Da vi havde hørt, at der skulle være nogle kæmpe sandklitter – ja, faktisk efter sigende den højeste i Australien med en højde på 280 fod (ca 93 meter) – blev alle næste formiddag læsset ind i vores bil, hvorefter vi satte kursen mod klitterne.

Vi fandt dem rimelig nemt – så vidt vi kunne se, var det også “Superbowl” på de 280 fod vi havde fundet – og ungerne … og Jan … styrtede ud af bilen med deres boogie boards og kæmpede sig stædigt op ad klitten.

Nu skal det lige siges, at boogie boards nok ikke er det bedste man kan bruge til sand-surfing, men da surf-shoppen havde lukket om søndagen måtte vi jo bruge, hvad vi havde ved hånden – hvilket betød at det ikke lige var det højeste tempo vi lagde for dagen.

Efter et stykke tid besluttede vi os for at prøve at bruge pladerne fra vores seng, da de jo er af lakeret træ, som gerne skulle kunne bevæge sig lidt hurtigere … de var bare meget tunge at slæbe op ad klitten!! Antagelsen om hastigheden var korrekt, men vi kom stadigvæk ikke til at bryde nogen rekorder, så efter at have spist frokost kørte vi ned til Lucky Bay Lagoon for at bade.

Vandet var helt fantastisk og varmt nok til at man kunne opholde sig i det i timevis … hvilket vi gjorde. Vi brugte tiden til at lede efter muslingeskaller, snorkle og fodre fisk. Ungerne – og os voksne for den sags skyld – var helt vilde med at fodre fiskene. Det var sjovt, når man stod midt i en stime af mindst 50 små fisk (10 cm lange) som nippede af det brød, som vi havde taget med – og nogen gange af éns finger. Nogen af os blev ikke kun bid nappet i fingrene af de små fisk – Jan skulle selvfølgelig overgå os allesammen, så han kom til at jokke på en stor krabbe (kroppen var ca. 20 cm), som i fortvivlet selvforsvar bed ham i tæerne. Det gjorde egentlig ikke ondt, men da han råbte op og sagde av, flygtede alle vi andre væk – og ungerne blev i en kort stund lidt forsigtige.

Efter en dejlig dag kørte vi tilbage og kastede os endnu en gang i poolen og om aftenen gav vi pizza.

Mandag morgen regnede det og selvom familien Wyllie havde tænkt sig at køre videre, besluttede de at blive en dag mere, da de ikke gad at pakke deres telt m.m. sammen i regnvejr. Vi kørte dog videre som planlagt … efter at ungerne utallige gange havde sagt at de håbede vi ville møde hinanden senere. Vi fik også gaver af Ruby og Johanna i form af tegninger, som vi på behørig vis lagde sammen med vores andre vigtige papirer.

Vi kørte i gråvejr og regnvejr det meste af dagen (hvilket egentlig er meget rart, når man bare skal køre) og da vi nåede dagens mål Monkey Mia var det faktisk holdt op med at regne. Vi kunne ikke få en plads med el før næste aften, så vi parkerede (formedelst 17 dollar) bare bilen ved teltpladsen. Det er kun anden gang på vores tur, at vi har været ude for at alt var optaget – og denne gang var det endda udenfor højsæsonen.

Efter at vi havde parkeret gik vi lige en tur ned på stranden … og det første vi så var en delfin, som svømmede rundt et par meter fra stranden.

Om aftenen mødte vi Janne og Rasmus fra Odense, som vi sad og hyggesnakkede med resten af aftenen.

Næste dag ringede vi til familien Wyllie og spurgte om vi skulle booke en plads til dem i Monkey Mia, da der jo var ret fyldt, hvilket de tog imod med kyshånd. Sue fortalte senere, at ungerne var blevet helt vilde, da vi ringede og slet ikke kunne vente med at komme afsted – de ville ikke engang stoppe til frokost!! Det er da rart at vide at man er så populær!

Monkey Mia er – omend en anelse overrendt – et fantastisk dejligt sted med en lækker strand, og man kan sagtens tilbringe et par afslappende dage. Dagen gik derfor primært med afslapning, lidt solbadning og badning sammen med Janne og Rasmus. Det var helt rart at snakke dansk med andre end os selv for en gangs skyld!

Om eftermiddagen dukkede familien Wyllie op og vi blev løbet i møde af ungerne. Aftenen gik med almindelig hygge og en lille tur til baren.

Onsdag stod vi op og gik ned for at kigge på delfinfodring. Der var ret mange mennesker, men vi kom alle ret tæt på delfinerne … der var 9 delfiner, som var inde og kigge. My og Ruby var også så heldige, at de blev udvalgt til at fodre to af delfinerne, så de strålede jo som to sole bagefter. Johanna og Jack fik chancen lidt senere på formiddagen og så var alle jo glade. Faktisk var vi overraskede over, så mange, der fik muligheden for at give en delfin en fisk trods det store antal mennesker.

Vi havde besluttet os for at tage Truppe op til Cape Peron, så vi hoppede alle 7 ind i bilen og begav os afsted.

Nu viste det sig dog at være en anelse længere end vi lige havde regnet med og da ungerne begyndte at blive lidt trætte af køreturen (selvom de syntes at det var sjovt, når bilen hoppede), besluttede vi os for at stoppe lidt før vi nåede Cape Peron.

Vi havde en hyggelig lille picnic og gik bagefter og samlede skaller m.m.

Vi kørte så tilbage til Big Lagoon, som vi troede var et rigtigt fedt sted, hvor vi kunne bade. Desværre var det slet ikke som forventet, så vi kørte tilbage til Little Lagoon, hvor vi tog en dukkert. Det var godt nok heller ikke lige drømmestedet, men det var rart at blive kølet lidt af.

Til sidst kørte vi ned til Denham, som er den vestligste by i Australien, hvor vi købte ind og kørte derefter tilbage til Monkey Mia.

I går morges tog vi ungerne med ud på en morgen cruise på Shotover, som er en stor katamaran med plads til 48 passagerer. Heldigvis var der kun ca. 10 passagerer med incl. os selv, så vi havde masser af plads at bevæge os rundt på.

Vejret var fantastisk og sejlturen var meget afslappende – specielt da vi lå i nettet og slappede lidt af. Johanna og My hjalp med at sætte de forreste sejl og Jan og Jack hjalp med både at tage det bagerste sejl op og ned. Desværre så vi ikke så mange dyr, som vi havde håbet på. Vi så skyggen af en enkelt haj, to dugong’er (søkøer) og nogle delfiner … men det er jo også begrænset, hvad man kan nå at støve op på en times tid. Inde ved kajen så vi desuden et par skildpadder.

Vi pakkede vores ting og forlod Monkey Mia og på vejen stoppede vi ved Shell Beach, som ikke er en sandstrand men en strand af små hvide muslingeskaller – et fantastisk syn!

Derefter kørte vi til Hamelin Pool for at kigge på stromatolitter, som er den livsform, som har været længst på jorden – og faktisk er medvirkende til at vi er på jorden. Umiddelbart ligner det egentlig bare nogle sten, men de er lavet af nogle cyanobakterier som opstod for 3,5 milliarder år siden. Den gang var der ikke rigtig noget ilt på jorden, men disse bakterier afgav ilt og dannede dermed grundlag for livsformer, som indånder ilt – hvilket blandt andet vil sige os.

Så gik turen videre til Carnarvon, hvor vi kørte ind til Toyota og købte en reservedel til vores air-conditioner, som ikke har duet den sidste uges tid – og den bliver mere og mere nødvendig efterhånden som vi kommer længere nordpå.

Her mødte vi atter familien Wyllie, som vi slog lejr op sammen med på campingpladsen.

Idag da vi skulle vaske Truppe fandt vi ud af at der var gået hul i vores køler, hvilket sikkert skyldes, at én af kuglerne fra kuglelejet i air-conditioneren var blevet slynget ind i den, da den gik i stykker. Altså måtte vi endnu en gang ned til Toyotaforhandeleren, som sendte os videre til en mekaniker, som var specialiseret i kølere, hvor vi fik den fikset. Det var da godt, at vi opdagede det nu fremfor et eller andet øde sted!!!

Derudover tror vi, at vi har været uheldige nok til at få os en virus på lab-toppen, så vi har brugt det meste af dagen på at flytte ting over på vores nye harddisk, så vi kunne få up-loadet vores hjemmeside til jer. Godt at vi havde en ekstra harddisk (tak Kenn), så vi kunne få klaret problemet!

Vi håber så nu, at vi ikke skal have flere tekniske problemer med hverken bil eller computer på resten af turen.

I morgen drager vi videre nordpå og udenfor mobil kontakt, så vi kan nok først up-loade om en uges tid, når vi kommer til Port Hedland – men så skulle vi også meget gerne have nogle fede strandbilleder m.m.