Fra Karratha til strandlivet i Broome

Torsdag morgen blev vi ringet op af dækmanden, som fortalte, at vores dæk desværre ikke kunne repareres, så vi måtte bide i det sure æble og investere i 2 nye bagdæk. Han havde dog ikke tid til at lave det torsdag, så vi fik en tid næste morgen klokken 10.

My havde hørt, at man kunne dykke ved nogle øer i nærheden af Dampier, så vi besluttede os for at undersøge, hvordan vi kunne komme derud. Det viste sig, at der kun gik en enkelt dykkerbåd derud og kun i weekenden … og i førstkommende weekend gik båden selvfølgelig ikke ud! Nu er det ikke lige fordi Karratha er det mest spændende sted at opholde sig, så vi gik i shopping centret og om eftermiddagen lejede vi en film … og så fik Jan endelig lov til at købe et lille fjernsyn, så nu kan vi følge med i nyhederne, hvilket egentlig er meget rart, så man ikke er helt tabt for omverdenen.

Næste morgen pakkede vi sammen og kørte bilen til dækmand. Vi bad ham om at skifte venstre fordæk og så sætte det gamle bagdæk derop, da fordækket lækkede lidt. Dette viste sig at være en ganske god idé, da det kun var et spørgsmål om tid, før det også ville punktere for alvor.

Vi kørte med retning mod Port Hedland, men besluttede os for at tage en lille afstikker til Point Samson, hvor vi kørte til Honeymoon Cove og spiste frokost. Nu havde vi måske forestillet os at Honeymoon Cove – på grund af navnet – ville være en meget romantisk bugt med hvidt sand og måske lidt palmer. Dette var dog ikke tilfældet – der var mest sten og klipper, men vi fandt snorkel, maske og finner frem og snorklede så rundt i en times tid i det dejlig varme vand.

Der var ikke så mange koraller – nogle få spredt hist og her – men der var da en del fisk at kigge på. Vi så også en stime af små blæksprutter, som så rigtig sjove ud med deres store øjne i “den forkerte ende” og deres baglæns svømning.

Fra Honeymoon Cove kørte vi de sidste par hundrede kilometer til Port Hedland. En by som ikke lige er noget at skrive hjem om – ikke særlig charmerende og mest præget af den enorme mængde mineraler – heriblandt jern – som skibes ud derfra.

Lørdag var “store køredag” og vi kørte fra Port Hedland til Sandfire Roadhouse, hvor vi spiste frokost og fodrede påfugle.

Derfra kørte vi videre til Broome, som vi nåede sidst på eftermiddagen efter 600 kilometers kørsel.

De første vi mødte, da vi kørte ind på campingpladsen ved Cable Beach var Janne og Rasmus fra Odense. Vi havde fået familien Wyllie til at reservere plads til os for 4 nætter, så dem gik vi selvfølgelig over og besøgte om aftenen.

Søndag tog vi lige ind til Chinatown og kiggede. Der var meget hyggeligt, og der var et marked med masser af alternative ting, som vi gik rundt og lurede lidt på.

Om eftermiddagen skulle vi på stranden og man må nok erkende, at man bliver noget imponeret første gang man går ned på Cable Beach.

Det er en enorm strand (22 km lang) med masser af fint sand og krystalklart vand.

Da det var lavvande, var vandet meget langt ude og bølgerne var ikke så store (men de var der i høj grad) og mens My solbadede, legede Jan med ungerne i bølgerne med deres boogie boards.

Om aftenen sad vi og hyggede os med familien Wyllie og Rasmus og Janne.

Næste formiddag skulle vi igen på stranden … og den var noget anderledes ved højvande – man kom næsten lige ned i vandkanten med det samme og bølgerne var enorme. Vi behøver vel ikke at sige, at My og Sue lejede en parasol, mens drengene og ungerne boltrede sig i bølgerne.

Vi tilbragte hele dagen på stranden og fandt også hen til “danskerkolonien” som bestod af Janne og Rasmus og 3 andre piger – det er helt vildt så mange danskere vi møder i øjeblikket!

Om aftenen skulle vi ned til Town Beach og se “Stairway to the Moon“. Det er i realiteten bare fuldmånen, der står op og så spejler sig i vandet (som er meget lavvandet) og på den måde får lyset til at ligne en trappe. Det var meget smukt og vi ofrede os i den grad for at få nogle gode billeder, og jokkede igennem slam og klipper.

Bagefter gik vi ud og spiste med familien Wyllie og senere på aftenen kom Janne og Rasmus over og sagde hej. Vi er nået det punkt, hvor vi kan sige hvad som helst til hinanden, så der flyver mange kvikke bemærkninger igennem luften, hvor vi tager pis på hinanden. Det er dejligt, at man bare kan sige lige hvad der falder én ind uden at være bange for at nogen skulle blive fornærmede.

Tirsdag tog vi på stranden med familien, Janne og Rasmus. Nu havde Jan endnu en legekammerat i Rasmus og My havde endnu én at solbade … og tøsesladre … sammen med. Vi stødte også ind i endnu en dansker – Mikkel – som vi havde mødt tidligere i Exmouth.

Da vi havde fået nok af sol, hav og sand tog vi til Chinatown sammen med Janne og Rasmus og købte ind og så lavede Jan frikadeller til aftensmad. Bagefter klemte vi os alle fire ind i bilen og så en film … gud ved hvad de andre på campingpladsen har tænkt.

I går fik Jan lavet lidt praktisk på bilen inden vi (til en forandring) tog på stranden og nød livet og My fangede for første gang en stor bølge på boogie board, som tog hende helt ind i vandkanten, så hun var meget begejstret.

Om aftenen lånte Janne og Rasmus lige vores labtop, så de kunne få skrevet et par mails til dem derhjemme og bagefter inviterede vi dem på spaghetti – og så var det Jan’s store dag: Vi tog i biffen og så Star Wars Episode II!!! Han var en glad mand, da han endelig fik lov til at se den, og selvom nogen havde sagt at den var lige lovlig romantisk, ja, så var Jan altså godt tilfreds.

Idag har Jan vasket bil, mens My klargjorde hjemmeside til up-load. Derefter var det lige endnu en tur til stranden – øv den sidste i Broome og nu sidder vi efter “afskeds-middag” med familien Wyllie, Rasmus og Janne. Hvad Jan ikke vidste var at familien Wyllie havde forberedt en “for-fødselsdag” med en fin lagkage, så han blev meget overrasket … og kæmpede en del med at puste lysene ud, da det var lys, som tændte igen, når de var blevet pustet ud.

Det har måske ikke lige været den mest spændende læsning i denne omgang, men vi har nydt strandlivet og afslapningen i den sidste uges tid og har valgt slet ikke at koncentrere os om sightseeing i området.

I morgen drager vi videre på vores eventyr og regner med at køre igennem lidt af The Kimberleys, hvor der skulle være meget smukt med masser af gorges.

Det er muligt at der går lidt tid inden vi er på næste gang, da der nok ikke er fantastisk mobilkontakt i Kimberleys.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait