Onsdag gik det meget bedre med My’s forkølelse, så vi kørte til Bungle Bungle … eller Purnululu, som det nu hedder.

Det tog os en del længere tid at komme ind i parken end vi havde regnet med, men til gengæld glædede vi os over igen at få lov til at krydse et par floder med vand i.

Vi startede med at køre nordpå til Echidna Chasm, hvor vi gik dagens første tur. Igen følte vi, at dette var noget helt nyt med de røde klipper og høje palmer, som vokser i kløften og på afsatser på klipperne – eventyrland! Fordi der er en masse palmer, får man lidt fornemmelsen af at være i en oase … og så hørte vi sangfugle for første gang i lang tid!

Efter et lille stykke vej kom vi til det sted, hvor kløften snævrede ind og tårnede sig op over vores hoveder – og vi følte os meget små! Vi gik helt ind i bunden af kløften og nogle steder var den ikke mere en 1 meter bred … til gengæld var den 40-50 meter opad!

Vi besluttede os for at tage endnu en gåtur – denne gang ned til Froghole.

Sceneriet var meget det samme, som ved Echidna Chasm med palmer og røde klipper, bortset fra at denne kløft ikke var så dyb og snæver. Der var lidt mere klatring og så endte sporet i et lille vandhul … Froghole.

Vi kørte derefter til Walanginjdji Lookout, hvorfra vi havde en flot udsigt over den vestlige side af Bungle Bungle. Man må sige, at selvom tingene ikke helt så ud, som vi havde forestillet os – ja så var vi alligevel meget imponerede af sceneriet i den nordlige del af nationalparken.

Vi kørte sydpå til Walardi Camp, hvor vi slog lejr for natten.

Efter endnu en hundekold nat, hvor vi ikke engang kunne holde varmen med uldne sokker og sweater i soveposen, vågnede vi tidligt torsdag morgen. (Vi har siden hørt at det kun var 2 grader om natten, så der er sgu’ ikke noget at sige til at vi havde problemer med at holde varmen).

Vi stod op klokken 6.30 – vi havde nemlig et stramt program foran os, da vi skulle nå til Kununurra, så vi kunne se fodbold.

Vi skulle lige nå at se den sydlige del af Purnululu, så vi kørte ned til Picaninny Carpark – og her blev vi endelig mødt at det syn, som vi havde forventet af nationalparken: Sandstensklipper i runde former med “tigerstriber” i orange og grå.

Vi snørede endnu en gang vandrestøvlerne og gik ind mellem “kuplerne” med retning mod Cathedral Gorge og gik det meste af vejen i flodlejet … det var underligt at tænke på, at for bare et par måneder siden var dette flodleje en brusende flod.

Vi nåede Cathedral Gorge, hvor vi på det nærmeste følte os formindskede til myrestørrelse, da vi stod ved vandhullet i den bagerste del af gorgen. Et helt enormt “amphiteater” med en rumklang som i en stor kirke!

Klokken havde efterhånden passeret 9, så hvis vi skulle nå til Kununurra inden klokken 14.00, så var det ved at være på tide at komme afsted.

Vi kørte i god fart ud af Purnululu – My mente nogen gange at farten var lige lovlig god – og nåede efter 1 time og 25 minutter ud til asfalten.

Da vi nåede til Kununurra kørte vi ind på en campingplads, hvor vi havde snakket om at mødes med Rasmus og Janne. De havde dog ikke tjekket ind, så vi besluttede os for at finde ud af, hvor i byen man kunne se Danmark-Senegal. Efter at have lavet et par stop på forskellige værtshuse fandt vi endelig en bar/restaurant – og dér var Janne og Rasmus selvfølgelig. Vi bestilte noget mad og så begyndte kampen … sikke da noget gevaldigt gøjemøg … og sikke da en møgdommer!

Slukørede fandt vi en campingplads, efter forgæves at have ledt efter et sted, hvor vi kunne købe nogle ekstra tæpper. Heldigvis viste det sig at være noget varmere bare 200 km nord for Purnululu og vi frøs ikke om natten.

Fredag besluttede vi os for at blive en ekstra dag, så vi kunne få vasket tøj og ordnet biler, hvilket det meste af dagen faktisk gik med – og så lige en forfriskende tur i poolen inden aftensmaden.

Idag (hvilket var i går) er det Jan’s fødselsdag, hurra, hurra, hurra – faktisk begyndte han at synge fødselsdagssang for sig selv allerede klokken 7 inden My var vågnet. Så er man jo også sikker på at man ikke bliver glemt. Lørdag pakkede vi sammen og kørte mod øst og lidt over middag kørte vi så ind i den sidste stat på det australske fastland, som vi endnu ikke havde set: Northern Territory. Vi kørte et par hundrede kilometer til Gregory National Park, hvor vi slog lejr på Big Horse Creek Campground og fejrede Jan’s fødselsdag med en god middag i bush’en.

Jan fik også en lille fødselsdagsgæst … en fin lysegrøn knæler (tror vi nok).

Vi havde desværre også glæden af et par fulde australiere, som åbenbart ikke kunne se logikken i at nyde naturens lyde, når man nu er ude i den … så de havde fyret op for deres stereoanlæg det meste af tiden. Jan mandede sig dog op, og gik over og bad dem om at skrue ned, hvilket gik fint … til gengæld, så kom én af de fulde apparater lidt senere over og spurgte, om vi kunne slukke vores lampe!!!! Helt klart en provokation, da de næsten ikke kunne se den for vores markise.

Idag kørte vi så fra Big Horse Creek til Katherine, hvor vi bliver et par dage, så vi både kan få set Katherine Gorge (My er helt vild efter en kanotur) og fodboldkampen den 11. 

Her til aften var vi lige nede ved Katherine Hotsprings, som ligger et par minutters gang fra vores campingplads, for at aftenbade – dejlig varmt vand (32 grader) helt klart og så et lille vandfald – skønt!