Efter Danmarks utrolig skuffende præstation i World Cup, hvor My var udvandret i protest i midten af anden halvleg, pakkede vi næste morgen bilerne, købte ind og kørte mod Kakadu National Park.

Det første vi mødte i Kakadu var den sureste kælling af en ranger, der åbenbart ikke var særlig glad for sit job og blev mopset, hvis man tillod sig at stille hende et spørgsmål.

Nå, men vi fik da lov til at betale og køre ind og første stop på vores vej var Mamukala Wetlands, som var et meget grønt sumpområde med åkander og fugle og man kunne sagtens forestille sig at dette område lige var noget for krokodillerne – vi så dog ikke nogen. Det var svinevarmt – men det har Jan jo sukket efter i lang tid, selvom vi andre gik og stønnede noget.

Derfra kørte vi lige ned i Bowali Visitor Centre for at få lidt information om krokodillesituationen i området, da vi jo gerne ville vide, hvor det var sikkert at svømme. I brochurerne advares der meget om krokodiller, men ifølge rangerne er der flere steder, hvor man kan svømme … naturligvis uden garanti.

Vi havde hørt at Ubirr i den nordlige del af Kakadu skulle være helt fantastisk ved solnedgang, så der måtte vi jo op. På vejen op til lookoutet så vi en masse aboriginal paintings, som var noget anderledes end de malerier vi tidligere havde set – de ligner nærmest røntgenbilleder i deres detaljering.

Vi nåede op til lookoutet og blev straks betagede af udsigten ud over Nardab floodplain – et fantastisk grønt sumpagtigt område, hvor der nogle steder var vand og andre steder klipper.

Vi satte os oppe på en høj klippe og ventede på solnedgangen, som absolut var ventetiden værd, specielt da solen spejlede sig i vandområderne.

Efter solnedgangen kørte vi til Merl Campground, hvor vi slog lejr. Lad os straks omdøbe området til Merl Myggelejr!! Med armene roterende som møllehjul for at holde tusindvis af myg væk lavede vi vores mad og indtog den ret hurtigt, hvorefter vi gik i ly for de forbandede insekter i vores biler. Hold da kæft hvor var det varmt – og det var helt vildt at høre alle de myg, som gerne ville igennem vores myggenet for at snylte på os.

Janne og Rasmus havde i starten sat deres myggenet op i bagdøren, hvilket dog viste sig ikke at være nok. Derfor havde de besluttet at lukke dørene, hvilket resulterede i, at da vi på et tidspunkt kiggede derover var vinduerne totalt duggede. Vi råbte over til dem om de ikke kunne sætte deres myggenet fast i sidedøren og åbne vinduet, så de stakkels mennesker kunne få lidt luft. Det syntes de var en god idé, så Rasmus blev sendt ud i underbukser til de blodhungrende bæster for at ordne sagen. Det hjalp vist noget og vi brugte så noget tid på at ligge og snakke gennem vinduerne og studere bandicoots og quokka’er, som nød at stikke hovederne i affaldspose og opvaskebalje.

Efter en forbavsende god nats søvn havde vi egentlig ikke den store lyst til at stige ud af bilerne til myggene, men vi måtte jo videre, da vi jo var draget til Kakadu for at se noget.

Vi kørte først til Jabiru og købte mere myggespray og derefter gik turen mod Nourlangie Rock. På vejen mødte vi en modkørende, som blinkede med lygterne og da vi stoppede og spurgte, hvad der var galt, sagde han, at der var en slem bushfire længere nede, som han havde valgt at vende om for. Vi måtte lige kigge lidt nærmere på sagen, som viste sig slet ikke at være noget problem … efter et lille stykke tid fjernede røgen sig, så vi kunne se vejen, og vi kørte videre. Det skal i øvrigt nævnes at de brænder meget af i Kakadu og omegn, så der er i de fleste tilfælde tale om kontrollerede bushfires.

Ved Nourlangie Rock så vi nogle af de flotteste aboriginal paintings, vi endnu havde set og vi gik op til Gunwarddehwardde lookout, hvor vi kunne se ud over klippeformationerne i Kakadu samt Nourlangie Rock. Bagefter spiste vi frokost i stegende hede – i skyggen – og vi kørte så videre mod Jim Jim Falls. 

De første 45 kilometer var almindelig dirtroad, men til vores glæde var de sidste 15 kilometer 4WD – ikke noget slemt, men heldigvis noget mere udfordrende end en dirtroad.

Vi kørte ned til Jim Jim Creek, hvor vi slog lejr og så hoppede vi alle fire ind i Truppe og kørte til Jim Jim Gorge.

Gåturen ned til Jim Jim Falls var noget hårdere end vi havde regnet med – selvom den var meget smuk – og vi svedte som svin da vi nåede frem til det næsten udtørrede vandfald, som blot var nogle dråber, der løb ned ad klippevæggen. Utroligt så hurtigt et vandfald kan tørre ud efter regntiden!

Lidt længere tilbage, på den anden side af floden, var der en sandstrand som vi (Jan og My) besluttede os for at gå over til. Det tog lidt tid at jokke igennem vandet på de glatte sten, men da vi nåede over til sandet, smed tøjet og hoppede i, var det simpelt en befrielse! Efter en ordentlig svedetur er der ikke noget som at hoppe i en omgang køligt krystalklart flodvand – aaahh! Der var masser af fisk, som af en eller anden grund fandt os meget spændende og derfor flokkedes om os nede i vandet.

Nå, men vi måtte jo tilbage og da vi til sidst nåede bilen, var vi næsten lige så svedte, som før vi kølede os af i vandet.

Tilbage i vores lejr ved Jim Jim Creek måtte vi for gud ved hvilken gang sande, at der findes utallige hensynsløse mennesker, som ikke helt kan forstå, at nogen mennesker camper i naturen for at nyde stilheden … så de fyrer selvfølgelig hæmningsløst op for deres forbandede musik!! Hvad værre var, var at selv tur-operatørerne hørte musik til langt ud på natten – vi skal love for at de får nydt naturen!!!

Nå, men til gengæld var der i det mindste næsten ingen myg, så vi sad længe ude og snakkede om aftenen, da vi ikke behøvede at flygte fra røv-dyr!

Næste morgen startede vores “kære” naboer (nogle englændere … som i øvrigt kan kendetegnes som værende et yderst støjende folkefærd) naturligvis med at tænde for musikken! Da der efter et stykke tid kun var os og englænderne tilbage besluttede vi, at de da også skulle have lidt glæde af vores musik – så vi fyrede godt op for Ramstein, hvilket de vist ikke var helt tilfredse med. Ja, ja, vi ved da godt, at det var lidt barnligt, men nogen gange bliver man altså bare hævngerrig.

Nå, men vi startede dagens aktiviteter med at krydse Jim Jim Creek – en flod som vi havde læst var en meter dyb – ja tak, prøv med snollede 40 cm, hvilket jo slet ikke er noget problem for os. Til gengæld var krydsningen dog noget ujævn, så det var da i det mindste lidt sjovt.

Efter omkring 10 kilometer nåede vi til parkeringspladsen ved Twin Falls Gorge. Janne havde besluttet sig for ikke at tage med, da hun ikke følte sig tryg ved krokodillerne (til vores andres mødres beroligelse kan vi dog sige, at rangerne som sagt havde fortalt at det slet ikke var noget problem). Vi tog så afsted sammen med Rasmus med vores nyindkøbte baderinge og vandtætte pose! Efter ca. 10 minutters gang nåede vi til stedet, hvorfra stort set resten af turen skulle foregå i vandet. Vi havde et mægtigt hyr med at få pustet vores baderinge op, men til sidst lykkedes det da, og vi kunne spænde vores rygsæk og vandtætte pose fast.

Vi smed tøjet og My fik spændt en snor om livet, som var bundet til vores “forsynings-badering” og så svømmede vi ellers derudaf. Jan var ganske taknemmelig for de store klipper, som man kunne gøre holdt ved, så han kunne få en lille pause i ny og næ.

Efter omkring 500 meter kom vi til et stykke, hvor vi måtte på land og slæbe vores ting, før vi atter kunne svømme igen. (På dette tidspunkt havde Jan i øvrigt fundet ud af, at han rent faktisk kunne gå et stykke af vejen, hvilket han benyttede sig af mens vi andre svømmede).

Efter 20-30 minutter nåede vi til Twin Falls, som var meget smukt … og med vand i! (Twin Falls tørre vist aldrig ud).

Her sad vi så på et stykke sandstrand og spiste vores medbragte frugt, inden vi svømmede over til nogle klipper på den anden side af poolen, hvor vi klatrede rundt i en halv times tid.

Da det var blevet tid til at tage tilbage, valgte Jan at tage turen tilbage til fods, hvilket rent faktisk var muligt … hvis man vel og mærke er god til at gå på klipper og i øvrigt er lidt af en bjergged, hvilket Jan må siges at være, da han elsker at gå og klatre på klipper.

Efter alt i alt nogle timer nåede vi tilbage til bilerne, spiste frokost og kørte så til Darwin.

På vejen mistede vi kontakten med Janne og Rasmus, men vi tænkte, at de nok bare var stoppet for at tanke, så vi kørte videre til den samme campingplads, som sidste gang, og tjekkede ind.

De dukkede da også op noget senere på aftenen, da de var rendt ind i en australsk familie, som de har kørt rundt sammen med tidligere.

I dag sov vi rigtig længe inden vi kørte til Toyota for at få en tid, så Truppe lige kan blive tjekket inden sidste etape. Vi kunne først få en tid fredag aften, så vi må spændt vente på, om der skulle komme nogle dyre poster på.

Vi bliver her i Darwin til lørdag morgen, hvor vi så begynder vores tur sydpå mod “The Red Centre”.