Tirsdag pakkede vi sammen og tog ud for at hente Truppe, som dog viste sig ikke at være lavet, da det ikke havde været muligt at finde en brugt bagaksel – jo det havde det nu, men den kostede det “beskedne” beløb á 4.000 dollars (18.000 kr) og så var der ikke en gang arbejdsløn med i den pris. Toyota foreslog så at tage differentialet ud og se, hvor slemt det stod til, men på den måde kunne det også nemt komme til at koste 3.000 dollars. Vi havde i øvrigt talt med en anden mekaniker, som var ved at få et hjerteslag, da vi fortalte ham om de priser, vi havde fået opgivet – og han sagde til os, at det sagtens kunne gøres meget billigere, da der skulle være masser af brugte Landcruiser bagaksler på markedet, da det er den mest brugte firhjulstrækker i Australien.

Vi besluttede at tage Truppe med som hun nu engang var og kørte sydpå ad Stuart Highway – i håbet om at rende ind i en kasseret Troopie med intakt bagaksel. Vi stoppede lige i Katherine for at tanke op og kørte så videre – endelig var vi på vej et nyt sted hen igen. Lidt syd for Katherine holdt der en hestetransport inde i vejkanten, som vinkede os ind og spurgte, om vi havde noget vand, da deres køler lækkede. Det viste sig at være den ældste rodeo-rytter fra Pine Creek Rodeo’et …. og selvom manden ikke var mere end 41, lignede han én på 55 og havde en stemme som én der havde røget 60 smøger og drukket en flaske whiskey hver eneste dag de sidste 100 år. Nå, men vi gav ham noget vand, mens han snakkede i ét væk, selvom det nogen gange var lidt svært at forstå ham. Desværre, så var hans køler færdig, så han kom ikke videre den dag.

Det gjorde vi dog og vi nåede Mataranka sidst på eftermiddagen, hvor vi ude fra vejen fik øje på en mekaniker, som havde en skrottet Landcruiser stående. Vi skyndte os selvfølgelig at køre ind og høre, om han havde en bagaksel. Han spurgte naturligvis, hvad problemet var og efter at vi havde fortalt ham, hvordan landet stod til, havde han adskillige forslag, som var en fjerdedel af de priser vi havde fået i Darwin. Vi besluttede os for at få svejset bagakslen, der hvor den havde lækket, da det ifølge ham var noget de reparerede tit, som kunne laves uden problemer. Derudover bestilte han et brugt differentiale (efter en enkelt opringning havde han faktisk 2 på hånden), som han så ville skifte, så snart det kom hjem.

Nå, men vi havde jo lidt tid at slå ihjel, så vi kørte til Mataranka Thermal Pool, hvor vi gik ned og badede før aftensmaden. Vandet var 34,5 grader varmt og rundt omkring kilden var der flisebelægning og trapper ned i vandet … også var der naturligvis masser af mennesker. Vi besluttede os for at overnatte på Mataranka Homestead Campingplads og nyde livet lidt mens vi alligevel ventede.

Næste dag ringede vi til mekanikeren for at høre, hvornår vi kunne få Truppe lavet.

Desværre kunne det ikke blive før næste morgen, men vi brugte da tiden på at slappe af – nå ja, det er da ikke helt rigtigt, for vi gik da en tur langs med floden ned til noget, der hed Stevie’s Hole, som var et svømmehul. Man kunne se, at der også her engang havde været flisebelægning og trappetrin ned i vandet, men da det tilsyneladende har været for lang at gå, er det ikke blevet vedligeholdt. Vi havde nu ikke lige den store lyst til at hoppe i, da vandet ikke var helt klart og vi ikke kunne se bunden – efter vores Jumping Crocodile Cruise er man jo blevet lidt mere forsigtig med hensyn til hvad man hopper i.

Efter vores gåtur gik vi over og kiggede på en rekonstruktion af den gamle Elsey Station. Et hus bygget i træ med bliktag … og god luft mellem væggene og taget, så der var god cirkulation. Én af managerne på denne station giftede sig med en skolelærer fra Melbourne, som så flyttede ind på stationen, som den første hvide kvinde.

Til trods for, at hun kun boede der lidt over et år (hendes mand døde åbenbart tidligt) skrev hun, da hun kom tilbage til Melbourne, bogen “We of the Never Never”, som i dag er en klassiker i australsk litteratur – en bog vi besluttede at anskaffe os, når vi fik lejlighed til det.

Vi spiste frokost og nappede os lige en god eftermiddagslur inden vi gik ned og slappede lidt mere af i kilden. Her rendte vi i øvrigt ind i en dansk familie, som rejste rundt i et par måneder. Vi fik os lige en sludder i en times tid inden vi – helt rynkede – gik op af vandet. Det er helt vildt så kold luften føles, når man stiger op af en 34 grader varm kilde!

Jan spillede på computeren resten af dagen, mens My fik læst i sin bog – noget hun ikke havde gjort i lang tid, da vi jo hele tiden har haft selskab.

Torsdag kørte vi spændte til mekanikeren, da vi så meget frem til at komme videre. Desværre havde han en dårlig og en god nyhed: Han havde været i Katherine og kigge på de to differentialer … og ingen af dem var de rigtige. Til gengæld ville han skille hele lortet ad for at se, hvor slemt det var og så ville han skifte lejerne, hvis det var nødvendigt.

Vi kom på den måde til at tilbringe hele dagen bag ved værkstedet og kunne ved selvsyn se, at problemet egentlig ikke var så stort, som Toyota gerne ville have gjort det til. Ifølge Willy (mekanikeren) så differentialet fint ud – men lejerne, som vi også kunne se var noget “brugte”, trængte i hvert fald til udskiftning. Dagen gik således med at studere mekanikerarbejde og så i øvrigt tale med en mand, som heller ikke lige kunne komme videre før hans bil var repareret.

De nåede ikke at blive færdige med bilen – da vi havde bestemt os for at han også skulle lave et par andre småting, så alt igen var tip top i orden, til når vi skal sælge den om halvanden måned – så vi fik lov til at campere bag ved værkstedet, så den bare kunne trilles op på liften igen næste morgen. Det smarte ved en firhjulstrækker er, at når den ikke kan trække på baghjulene (akslerne var jo taget ud) ja så sætter man den sgu’ da bare i 4WD og så kan man sørme køre afsted alligevel i en forhjulstrukket bil … smart!

Efter en god nats søvn vågnede vi op og glædede os til at kunne komme videre efter et par timer. Vi skulle dog blive klogere … så var der lige en hist, der skulle have skiftet dæk, så var der lige en pist, der skulle have skiftet batteri og så var der lige et par stykker, som skulle have deres biler hentet i vejkanten. My var tæt på at få et hysterisk anfald, da vi hele tiden blev “sat om bag i køen”. Nå, men der var jo ikke andet at gøre, end at brokke os lidt og så ellers læse noget mere i vores bøger – i 11 TIMER!!!!

Endelig klokken 19.00 var de færdige og kunne lave vores regning, og vi skal da ikke nægte, at det var med tilbageholdt åndedræt at vi ventede på “dommen” …. og vi var ved at falde bagud af skoene af overraskelse, da vi fik den: sølle 1.400 dollars for en renovering med nye lejer af bagerste differentiale, svejsning samt nye lejer på alle fire hjul – ialt 10 timers arbejde!! Den pris havde vi sgu’ ikke en gang fået ordnet differentialet for i Darwin!!! Al vores frustration over ventetid forsvandt naturligvis som dug for solen og vi gav Willy til en kasse øl oven i hatten.

Da vi gerne ville videre afsted mod Alice Springs kørte vi videre med det samme indtil vi nåede Daly Waters. Her kørte vi ind på Daly Waters Pub, som er en gammel pub, hvor man ikke ligefrem har spildt penge på istandsættelse. Den er dog meget charmerende med masser af fotos, gamle kørekort og flag m.m. hængende på væggene (ét af de steder, hvor gæsterne giver stedet et personligt præg ved at efterlade pasfotos, studiekort, kørekort, trusser m.m.). Det første vi så da vi kom ind var i øvrigt et fodboldbanner, hvor der stod Danmark på. Vi kunne lige nå at få en gang Beef ‘n Barra (bøf og fisk) fra grillen og bagefter skulle vi så finde et sted at sove. På vej ind til Daly Waters havde vi set et skilt til en seværdighed, der hed Stuarts Tree, så vi tænkte, at vi ville køre derind og overnatte og så samtidig kaste et blik på træet.

Træ var måske så meget sagt – ja der havde da en gang været liv i det, men nu var det altså dødt. Ifølge et skilt så skulle John McDouall Stuart have indgraveret et “S” i træet den 23. maj 1862 på hans succesfulde tur fra Adelaide til Darwin (han var vist den første, da krydsede Australien fra syd til nord … godt nok først i tredie forsøg). Vi ledte lidt i lommelygternes skær efter det famøse “S”, men opgav og gik i seng. Ah stilhed – kun naturens lyde!!

Næste morgen sang My lige fødselsdagssang for sin storebror og bagefter ledte vi videre efter det forbandede “S” – Jan mente at han fandt noget, der kunne ligne, men My var nu ikke helt enig!!

Vi kørte videre sydpå til Tennant Creek, hvor vi købte lidt ind, men bestemte os for at køre videre, da det ikke lige var det mest charmerende sted på jorden og der var masser af halv- og helfulde aboriginals, som vandrede rundt og råbte til hinanden. Af én eller anden mystisk grund, så kan de ikke vente med at tale sammen til de kommer hen til hinanden …. man kan jo lige så godt føre en samtale på 50 meters afstand! (Dette er en generel iagttagelse vi har gjort over det meste af Australien).

Dagens stop blev Devils Marbles, hvor vi gik lidt rundt og kiggede på “kuglerne” inden vi slog lejr lige ved siden af. Devils Marbles er en bunke store klipper, som er blevet slebet runde af vind og vejr og nogle af dem ligner faktisk store kugler.

Ifølge aboriginal mytologi, så er det dog æg, som er lagt af regnbue slangen (Rainbow Serpent). Da solen var ved at gå ned gik vi en lille tur og det var meget flot at se hvordan stenene blev rødere og rødere alt imens solen forsvandt.

I øvrigt så var der rimelig koldt – lidt som en typisk dansk sommerdag og om natten frøs vi faktisk lidt …. til trods for at vi sov i vores soveposer og derudover havde vores nyindkøbte fleece-soveposer over os!!!

I morges vågnede vi med udsigt til en smuk solopgang, hvor hele horisonten var orange. Der var dog ingen af os, der havde lyst til at stå op og kigge nærmere på det, da det i hvert fald ikke var blevet varmere i løbet af natten.

Nå, men til sidst måtte vi jo op og videre og vi kørte atter sydpå. Vi nåede til Wycliffe Well, som efter sigende skulle have regelmæssige besøg af UFO’er.

Der var naturligvis også en lille udstilling og masser af avisartikler om UFO’er i området, men det var nu ikke så spændende – når der ikke er andet interessant i området … ja så kan man jo altid sige at der er UFO’er og så måske tjene lidt penge på det!

I eftermiddags nåede vi så til Alice Springs og tjekkede ind på en campingplads. My var lige nede og mærke lidt på vandet i den lækre pool (der var faktisk tre), men det kan ikke just siges, at temperaturen virkede specielt attraktiv!! Grunden hertil var, at det natten forinden havde været -5 grader (ja, det er sgu’ rigtigt, vi taler om MINUSGRADER) og da det kom os for øre, susede vi straks ned og købte os et kæmpe uldtæppe, og håber på den måde at undgå at fryse i nat!!

Oh, hvor skønt endelig at få et bad siden vi forlod Mataranka Hotsprings – man lærer altså efterhånden at sætte stor pris på de små ting.

I aften skal vi ud og spise og så slapper vi lidt af inden vi kører ud og kigger nærmere på en stor sten, som skulle ligge omkring 400 km herfra.