Vi leder i skrivende stund efter fotos i høj opløsning til dette indlæg … så bær over med billedkvaliteten! Vi håber at kunne lokalisere de originale fotos!

Vores nat føltes ikke så kold, som vi havde frygtet, så noget tydede på, at vi havde nok i vores to soveposer hver og et uldtæppe. Fordelen ved at sove i sådan en kulde er, at man sover fantastisk godt og er dejlig udhvilet om morgenen.

Når det sådan er koldt om morgenen og luften er kølig samtidig med at solen skinner, kan man ikke lade være med at tænke lidt på skiferie i Frankrig eller tidligt forår i Danmark – det er sådan en helt speciel stemning.

Onsdagen brugte vi til praktiske ting samt en gåtur i gågaden, som er ganske hyggelig … Alice Springs er endnu en by, hvor man har en følelse af, at der er et centrum.

Den 1. juli var desuden dagen, hvor man fejrer at Northern Territory fik sin egen regering (vist nok), så om aftenen var der fyrværkeri på sportsbanen – vi kom desværre for sent, men til gengæld var der masser af private, der havde købt deres eget fyrværkeri (hvilket man så vidt vi ved ikke kan gøre i andre stater hernede), så der blev fyret af hist og her det meste af aftenen.

Vi var også lige inde på en fed pub, som hed Bojangles, hvor det hele er holdt i western-stil og man nogen steder har sadler som stole … og så er der gratis peanuts til alle – og skallerne smider man bare på gulvet for sådan ligesom at skabe lidt stemning. Man kan i øvrigt gå på nettet og se, hvad der sker på Bojangles live på www.boslivesaloon.som.au.

Efter endnu en rigtig god nats søvn stod vi op og var klar til at køre.

Vi kom dog lige i tanke om, at vi lige skulle have lagt nogle nye kort ind i vores GPS, så det måtte vi lige klare …. ja tak for kaffe – nu skabte møget sig sgu’ igen, så til sidst opgav vi simpelthen og kørte så mod West MacDonnell Ranges, hvor første stop var Simpsons Gap, som blandt andet er kendt for, at der skulle være rock wallabies.

Vi så da også et par stykker, men slet ikke noget i sammenligning med dengang vi var i Granite Gorge ved Cairns.

Vi rendte i øvrigt ind i en flok danskere og My mente godt nok at deres dialekt lød som nogen fra Køge, hvilket viste sig at være fuldstændig korrekt … alle 6 boede i Vallø kommune, så vi følte os helt hjemme igen.

Nå, men vi havde et stort program foran os, så vi kørte videre til Standley Chasm, hvor det lige passede med at vi ville være der i de kun 15 minutter, hvor solen når bunden af kløften.

Ja tak … sammen med ca. 150 andre turister! Det var fuldstændig grotesk da vi kom – der var mennesker OVERALT, så man nærmest skulle tro at man var kommet til reception, og alle fes rundt og tog billeder.

Vi stod lidt opgivende og kiggede på virvaret og håbede på, at vi måske kunne få et billede uden alt for mange fremmede på. Vi overvejede også bare at gå vores vej – men nu havde vi sgu’ betalt hele 12 dollars for at få lov til at se det og de penge skulle altså ikke være spildt.

Solen slap efter 15 minutter sit greb i kløften og så skete miraklet … alle de andre begyndte at gå deres vej og til sidst var der vel kun en 10 stykker tilbage – fantastisk!

Vi besluttede os få for at gå videre … noget vi virkelig kan anbefale, specielt hvis man godt kan lide at klatre lidt.

Jan fik sig nogle billige grin, når My skulle forcere de forskellige forhindringer, hvoraf 2 voldte hende særlig mange kvaler. Den første var et væltet træ, som vi skulle gå op ad, så vi kunne komme op på en klippe. Det gik rimeligt med at komme op med lidt gentleman-hjælp fra Jan, men på turen tilbage var det straks værre. My troede aldrig at hun skulle komme ned, da stammen var pisse glat og man derfor ikke rigtig kunne stå fast i starten, da den gik stejlt nedad … efter en del forskellige forsøg lykkedes det dog.

Den anden forhindring som gav Jan stor morskab ved at betragte sin kone var et sted, hvor vi skulle op igennem et hul i klipperne, hvor man halvvejs blev nødt til at dreje sig for at komme igennem. Der var et mas og en gang stønnen (og grinen) inden det omsider lykkedes My at komme igennem. Hvad Jan selvfølgelig glemmer, når han sådan morer sig er, at hans ben er noget længere end My’s, så derfor er det selvfølgelig lettere for ham at nå de steder hvor man skal sætte sine fødder.

Nå, men det var alletiders tur – smuk også – og da vi kom tilbage til parkeringspladsen efter et par timer spiste vi frokost.

Så gik det igen derudaf op til Ellery Creek Big Hole, som er et stort permanent vandhul mellem klipperne, hvor man iøvrigt også kan svømme … hvis man ellers har lyst, for vandet var koldt som bare f…..!

Det så dog ikke ud til at genere de mange blishøns, som snadrede rundt i vandet.

Videre igen det gik (ja seværdighederne ligge næsten som på en perlekæde her) til Serpentine Gorge, hvor vi gik 1,3 kilometer ned til vandhullet i gorgen.

Det var et meget smukt lille vandhul … ikke noget vildt imponerende, men dog fint at se.

Afsted igen til dagens sidste destination (det blev det i hvert fald til da solen begyndte at stå lavt på himlen) Ochre Pits, som i sin tid var et af de steder, hvorfra aboriginals fik deres farver til maling.

Vi besluttede, at da vi ikke havde set nogle skilte om, at man ikke måtte campere her, så ville vi slå lejr for natten – billigt og absolut ikke overrendt (der var nemlig ikke andre).

Det var et rigtig godt sted, da det egentlig var et picnic-område, så vi havde en gasgrill til vores rådighed, som vi kunne lave mad på.

I morges gik turen videre til Ormiston Gorge som var meget stor og havde et vandhul, som vi gik udenom og lidt videre ind i kløften.

Derefter gik der en sti op på kanten af kløften, som vi valgte at tage, så vi også kunne se det hele lidt fra oven … og så slap vi for at gå den samme vej tilbage og se de samme ting.

Derefter kørte vi til Glen Helen Gorge, hvor Finke River skærer igennem MacDonnell Ranges.

Finke River siges at være verdens ældste flod, som løber samme sted, som den altid har gjort – vi taler her om 100 millioner år!

Turen videre gik på dirt-road til Redbank Gorge, som var meget smuk, men for at få det fulde udbytte af den, skal man sejle afsted i en badering eller på en luftmadras ind i den snævre del af kløften, men da vandet (som det jo har været alle steder i området) var temmelig koldt, valgte vi at lade være til trods for, at der var nogle venlige mennesker, der havde efterladt et par gamle ringe.

Det var efterhånden blevet frokosttid, så vi spiste inden vi kørte videre derudaf. En del af West MacDonnell Ranges er ret imponerende … ja faktisk minder det lidt om Bungle Bungle med røde og sorte striber i klipperne. Her er det bare lige som om de er væltet om på siden.

Efter et stykke tid kørte vi op på en bakketop, hvor vi havde en flot udsigt over Gosse Bluff, som er et komet krater, som er 5 km bredt. Forskerne mener at krateret blev skabt for 142 millioner år siden af en komet, som tordnede ned i jorden.

Lidt udenfor Hermansburg drejede vi af mod Palm Valley og turen dertil viste sig at være noget længere end vi havde regnet med. Til gengæld var de sidste 4-5 kilometer rigtig godt firhjulstræk med både sand, klipper og huller.

Vi nåede Palm Valley sidst på eftermiddagen og gik en tur i den varme aftensol. Palmerne i Palm Valley er unikke for området og er et levn fra en ældre vådere tid.

Efter vi havde gået vores aftentur besluttede vi os for at slå lejr på parkeringspladsen … endnu en gang var der ikke andre, og så var det gratis.

Nu er vi efterhånden også ved at have set rigeligt med gorges, så vi er spændte på, hvad de kommende dage vil byde på.