Vi vågnede tidligt om morgenen efter vi begge – af én eller anden mystisk grund – havde sovet ret dårligt. Vi stod derfor op klokken syv, men hold da helt kæft, hvor var det koldt. Vi besluttede derfor at tænde vores blus og bruge det som varmeapparat i kombination med vores blæser, mens vi spiste morgenmad. Det virkede storartet og vi nød at sidde inde i varmen – selvom det jo var en stakket frist.

Hvis vi ikke var blevet vågne nok af morgenkulden, så blev vi det, da vi kørte fra Palm Valley. Det er muligvis fordi man er lidt mere følsom om morgenen, men turen ud virkede lidt voldsommere end turen ind. Den var dog meget smuk med den lavtstående sol på de røde klipper og på vejen så vi et par heste, som gik i vejkanten og græssede.

Vi kørte mod Hermannsburg, hvor vi skulle købe en tilladelse til at køre på Mereenie Loop, som er et stykke vej, der går igennem aboriginal land. Vi kunne dog først ikke lige finde stedet (selvom det senere viste sig at vi var kørt lige forbi), men det betød bare, at vi kom en smut ned og kigge på resterne af Hermannsburg Missionen, som blev grundlagt af tyske lutheranere i midten af 19-hundredetallet.

Nå, men vi fandt tilbage til den tankstation, hvor tilladelsen kunne købes, og Jan sendte så My ind for at købe passet, som kostede hele 2 dollars og 20 cent, mens han selv sad og hyggede sig med at fotografere en flok papegøjer!

Tænk sig at man skal have en tilladelse til at køre på sådan en lortevej!

Smækfuld af corrugations og store huller var den, så man næsten var ved at ryge af vejen. Det sidste stykke var gudskelov blevet udjævnet, så vi kunne slappe lidt mere af.

Ved frokost tid nåede vi så til Kings Canyon og efter at have indtaget lidt mad og fyldt vores vanddunke op, begav vi os ud på dagens vandring, som tog os hele vejen rundt på kanten af Kings Canyon.

Vi havde været lidt skeptiske, da vi ankom, da der var totalt fyldt af biler og tour-busser og vi rendte også ind i 4 af danskerne fra tidligere, som sagde, at der var vildt mange mennesker deroppe. Det viste sig dog, at de fleste af tour-busserne nu var på vej væk, og vi mødte ikke ret mange mennesker på vores rute.

Den første del var ret hård, da vi jo lige skulle op på kanten, men derefter var turen nem nok.

Vi gik igennem The Lost City, som i bund og grund minder ret meget om Bungle Bungle og ud til forskellige lookouts, hvor vi kunne se ned i kløften til Garden of Eden og over på de modsatte sider.

Nogle steder ser siderne af kløften næsten ud som om de er skåret med en kniv, så glatte er de. Vejret var perfekt til vores gåtur (19 grader) og selvom det havde føltes lidt koldt inden vi gik, og vi havde taget vores trøjer med, så fik vi slet ikke brug for dem.

Da vi efter 2,5 time kom ned igen, købte vi lige en velfortjent is, inden vi kørte videre mod Ayers Rock.

Når man kommer ned på Lasseter Highway og kører fra øst mod Ayers Rock møder man meget snart noget, som man kunne tro var den berømte sten. Det er det bare ikke – det er Mount Connor, som ganske givet er lige så smuk i solnedgangen som Ayers Rock. 

Vi havde egentlig håbet, at vi kunne nå til Ayers Rock inden soldnedgang, men det viste sig at blive noget svært. I stedet besluttede vi os for at stoppe ved Curtin Springs Roadhouse, hvor man kan campere gratis og formedelst 1 dollar få sig et (halvvarmt) bad. Det var godt nok rart at få skyllet et par dages rejsestøv ordentligt af inden vi spiste aftensmad.

Efter morgenmaden kørte vi straks videre mod Ayers Rock og det først vi gjorde var at tjekke ind på campingpladsen i Yulara, hvilket nok var en god idé, da det lød som om de allerede var ved at være booket helt op klokken 10.

Derefter kørte vi omsider ind i Uluru – Kata Tjuta Nationalpark og My måtte nok erkende, at det gav et lille gip i hende første gang hun så stenen. Hold da helt kæft, hvor var den stor! Man skal nok prøve at stå ved siden af den, før man virkelig får en fornemmelse af hvor stor den egentlig er – vi kan jo sagtens sidde her og skrive, at den er 3,6 km lang, 348 meter høj (fra jorden, ikke havoverfladen) og 9,4 km i omkreds, men det er jo bare tal.

Når man sådan ankommer til Ayers Rock (eller Uluru, som den er blevet omdøbt til efter den blev tilbagegivet til de lokale aboriginals i 1985), så er der flere gåture man kan vælge imellem. Ukulturelle og respektløse, som vi nok er, valgte vi at bestige stenen til trods for, at Anangu (de lokale aboriginals) beder én om ikke at gøre det af kulturelle årsager – det er jo nok den del af besøget, der er mest udfordring i!

Nå, men vi gjorde os klar til at gå op, og kastede lige først et blik op ad “rampen” for at se, om det så slemt ud. Selvom folk lignede små myrer, som vandrede op og ned syntes My – trods sin højdeskræk – ikke at det så så slemt ud, så vi begav os afsted.

Vi skulle dog ikke ret langt op, før My begyndte at holde mere og mere fast i kæden … og hun var da i hvert fald helt sikker på, at hun ikke skulle kigge ned! Det var godt nok en af de mest skræmmende ting hun længe havde foretaget sig – føj for den lede!

På et tidspunkt skulle vi lige have en lille pause (det skal man faktisk have flere af på vej op, medmindre man er i svine god form) og vi rykkede lidt væk fra kæden og satte os … der gik dog ikke lang tid før My meddelte, at her kunne hun fanme ikke sidde og kigge ned, og så knoklede hun hen og holdt fast i kæden igen.

Endelig nåede vi igennem det værste stykke og My kunne ånde lettet op, inden vi fortsatte videre op ad stenen, idet vi nu fulgte nogle striber, så vi kunne se, hvilken vej vi skulle gå. Nu gik det skiftevis op ad bakke og ned ad bakke og mange gange troede vi, at nu måtte vi da være der – men ak, turen var stadig lang, men gudskelov ikke hård … og heller ikke skræmmende.

Endelig nåede vi toppen (efter cirka en time), hvor vi nød udsigten over området, mens vi lige indtog vores medbragte forfriskninger.

Egentlig havde vi forventet, at det var meget mere ørken-agtigt a la Sahara (bare rødt) omkring Ayers Rock, men sådan er det altså ikke i den australske ørken – der er fuld af buske og småtræer, og der var faktisk noget grønnere end vi havde forventet.

Vi havde også en god udsigt til The Olgas (eller Kata Tjuta som det nu hedder) og Mount Conner.

Nå, men på et tidspunkt skulle vi jo ned igen – en ting, som My så frem til med “spænding”, da hun jo ikke kunne undgå at kigge ned det meste af vejen. Det gik dog helt fint og med et fast greb i kæden kom hun sikkert ned igen … det kan vel ikke undre, at Jan bare vadede ned som om han gik på et lige fortov! 

Det var en rigtig god fornemmelse at have fuldført sin mission – og den var absolut besværet og højdeskrækken værd!

For ligesom at “skridte af” gik vi en lille tur rundt om stenen og tilbage igen inden vi spiste frokost.

Derefter kørte vi en tur i Uluru – Kata Tjuta Cultural Centre, hvor man kan få en masse information om stenen, nationalparken, aboriginal kultur, historie m.m. Centeret var utrolig flot og stort med bygninger, der passede perfekt i omgivelserne. Der var i øvrigt nogle billeder af folk, som har haft indflydelse på området, men en ting vi også havde bemærket andre steder var, at når en aboriginal dør, så hverken nævner man hans navn eller viser hans billede – derfor vil man opleve, at en del af billederne og navnene er dækket til.

Vi havde besluttet os for at køre over til det sted, hvorfra man ser solnedgangen, i god tid, så vi var der næsten to timer før solnedgang … faktisk sammen med en del andre, som havde tænkt ligesom os og vi faldt i snak med en familie fra Boulder i Colorado.

Desværre var vi så uheldige, at der var en bush-fire, hvor røgen selvfølgelig havde bestemt sig for at gå ind foran solen, hvilket naturligvis tog noget af effekten ud af solnedgangen. Vi var faktisk allesammen ved at opgive at se stenen skifte farve, men lige pludselig kom solen under røgen og Ayers Rock begyndte nærmest at gløde i en selvlysende rød/orange farve – det var usandsynligt smukt, som den skilte sig ud fra de øvrige omgivelser! Derefter kunne vi se, hvordan skyggerne krøb langsomt op af stenen, alt imens solen forsvandt i horisonten og til sidst var stenen grålig, mens himlen omkring var lyserød og lyseblå.

På vejen tilbage til campingpladsen så vi desuden The Olgas i silhouet med en røgsky, som lå lige henover, hvilket gav indtrykket utrolig meget stemning.

Efter vi havde spist kom det amerikanske ægtepar over og spurgte om vi ville med op på et udsigtspunkt og drikke et glas rødvin. Det ville vi gerne, så vi gik afsted og stod oppe på udsigtspunktet et stykke tid og snakkede og kiggede stjerner indtil det blev for koldt og vi valgte at gå tilbage igen.

Næste morgen var det super tidligt op, da vi skulle ud og se solopgangen ved Ayers Rock. Når man sådan står op klokken 6 om morgenen bliver man lige pludselig mindet om en grim ting … at stå op om morgenen og gå på arbejde! Nå, det fik vi hurtigt rystet af os og kørte ud og parkerede på østsiden af stenen.

Om morgenen var stenen noget lysere orange end om aftenen, men alt i alt syntes vi ikke, at det havde været værd at stå op til – så var vores delvis mislykkede solnedgang faktisk bedre.

Bagefter kørte vi ud til The Olgas, hvor vi spiste morgenmad inden vi begav os ud på dagens vandring i Valley of the Winds.

Så snart man har prøvet at gå turen, vil man ikke være i tvivl om, hvorfra navnet stammer. Nogle steder blæste der næsten en halv orkan og vi var temmelig glade for, at vi stadig havde vores trøjer på, så vi ikke døde af kulde.

Det var en meget smuk og imponerende gåtur, hvor man blev overrasket over, hvor stor afstand, der nogle steder er imellem “kuplerne” – på afstand ser det jo ud som om de ligger lige op ad hinanden. Lidt under halvvejs kommer man til Karingana Lookout, som ligger på et højt sted i en kløft og udsigten derfra var helt fantastisk – både den ene og den anden vej.

Vi blev dog ikke stående så forfærdelig længe, da der også her blæste en halv orkan, som var isnende kold.

Selvtilfredse kom vi tilbage til bilen efter godt 2 timer og kørte så ud til Kata Tjuta (The Olgas) Dune Viewing Area, hvor vi kunne se The Olgas på afstand. Man må sige, at The Olgas er lige så imponerende som Ayers Rock … bare på en anden måde.

Turen gik så tilbage til Yulara, hvor vi tankede op og fik booket os på en helikopter-tur så vi kunne se Ayers Rock lidt fra oven. My var meget spændt, da hun længe gerne har villet prøve at flyve i helikopter, men så fedt var det nu heller ikke.

Det var sjovest da vi lettede og landede, da det var så meget anderledes end et almindeligt fly … den gynger lige en gang og så vupti – så er man i luften. Vi kom ikke helt så tæt på stenen, som vi havde regnet med, men det var da en oplevelse også at se den fra denne vinkel.

Efter helikopter-turen havde vi lige 4,5 times kørsel tilbage til Alice Springs, hvor Jan foretog sit første “road-kill” da han kørte ind i en stakkels papegøje (kakadue) med 110 i timen og den kom ud bagved bilen som en hovedpude, der er flået i stykker – der var hvide fjer overalt!

Da vi ankom til Alice blev vi minsandten mødt af et flot fyrværkeri lige som vi kom ind i byen! Så gjorde det ikke så meget, at vi var gået glip af det for en lille uges tid siden!

Man må nok sige, at vores tur rundt i omegnen har været fuld af smukke oplevelser og på vejen tilbage til Alice Springs sagde My, at nu var hun tilfreds og følte ikke at hun manglede at se noget hernede.

Idag har vi ikke lavet meget andet end at slappe af og gøre klar til vores køretur østpå ad Plenty Highway. Vi skal ud og besøge Jodie og David på deres nye kvæg station ved Clermont i nærheden af Mackay.