Onsdag gjorde vi klar til hvad vi troede ville blive en lille køretur på en 4 timers tid. Vi skulle dog blive klogere.

Da vi nåede Barcaldine ringede vi lige til Jodie for at fortælle, at vi ville ankomme i løbet af dagen. Vi fik lige lidt vejvisning, men blev enige om, at vi skulle ringe igen, når vi nåede til Clermont.

I Alpha drejede vi ind på endnu en dirt-road, som dog “kun” var 181 km lang – her så vi i øvrigt en rå form for humor på en lille rasteplads ca. halvvejs: Nogen havde skudt et vildsvin og sat det på et gammelt bilsæde og bundet en øl til dens ene ben – nå, det så nu meget sjovt ud.

Landskabet blev på et tidspunkt ganske frodigt og bakket og vi håbede at dette også ville være tilfældet med Mount Gregory Station, da det altså er lidt federe end et fuldstændig fladt stykke jord.

Vi nåede til Clermont og fandt en telefon, hvorfra vi kunne ringe til Jodie … vi fandt dog hurtigt ud af, at det nok ville være en bedre idé, om vi fandt en dækmand, da luften hvislede ud af venstre fordæk i pæn hastighed. Dækmanden var hurtigt fundet og vi kom til med det samme – desværre stod dækket ikke til at redde, da der var en lang flænge, så vi besluttede os for, at vi lige så godt kunne investere i et par nye fordæk … så må vi jo bare håbe, at vi får lidt af pengene ind, når vi sælger Truppe.

Efter at have talt med Jodie kørte vi nordpå mod Charters Towers og efter 120 km nåede vi stedet, hvor vi skulle dreje af og Jodie var kørt os i møde, så vi ikke blev væk på det sidste stykke. Vi kørte 50 km på dirt-road indtil vi nåede grænsen til Mount Gregory Station og herfra var der yderligere 10-15 km inden vi kom til huset omkring klokken halvsyv om aftenen. 

Det er en temmelig stor station på 64.000 acres (vi ved ikke helt hvor meget det er i kvadratmeter), hvor der både er et par bjerge (eller bakker) og en sø – alt i alt var det dog stadig forholdsvis fladt, men absolut bedre end Robyn Downs. Også er der rent faktisk træer … ja det vil sige, de træer, de lader blive tilbage.

David og Merv (en dozer kører) var nemlig igang med det de kalder “pulling scrub”, hvilket foregår ved hjælp af to bulldozere, hvor der et spændt en ordentlig kæde imellem, som så vælter alt, hvad der hedder buske og småtræer. Vi syntes jo at det var lidt synd, men de vil altså gerne kunne finde deres kvæg uden at skulle kæmpe sig igennem buskads. Jan var i torsdags ude og køre med Merv i hans bulldozer, hvilket var en meget sjov, men temmelig “rystende” oplevelse.

Merv kom i øvrigt til BBQ om aftenen, hvor han medbragte en flaske whiskey … som han i øvrigt fortærede (sammen med David, som fik et par stykker) inden han kørte hjem . Det er meget normalt hernede på landet … man kan jo kun risikere at knalde en 4-500 køer eller kænguruer på vej hjem, da det jo er på privat grund.

David og Jodie er ikke managere på denne station og Jodie kan ikke arbejde med mustering (kvægdrivning) m.m., da hun er gravid og har fået forbud mod den slags, så det er kun David der arbejder … hvilket han til gengæld også gør 10 timer om dagen 5-6 dage om ugen.

Jodie går derhjemme og hun er glad for, at de nu bor i noget, der rent faktisk er et rigtigt hus med ordentligt køkken og bad og 3 soveværelser.

Ellers har de seneste dage været meget afslappende uden de helt vilde udfoldelser. Vi har leget en del med hundene og katten. Det var i øvrigt sjovt at se Boots og Sam (de var hvalpe sidst vi så dem), da de slet ikke så ud som vi havde forestillet os.

Det var dog nogle dejlig glade og hengivne hunde som meget gerne ville have opmærksomhed. David havde også givet Jodie en Mini Foxterrier, som hed Millie – også en meget glad lille hund, som kom og skrabede på vores dør om morgenen fordi den ville have selskab (ja for første gang i meget lang tid sov vi faktisk indendørs, og det var godt nok lang tid siden vi havde sovet så godt).

Fredag var vi nede ved søen, som var meget smuk med masser af døde træer midt ude i den. Vi så også lige i et kort øjeblik en flok vilde grise, men de forsvandt hurtigt, da de opdagede os.

Om lørdagen blev der desuden drevet kvæg med helikopter og heste, men desværre, så var det en værre idiot, som var manager og af en eller anden åndssvag grund (han skulle vel vise sin magt) kunne vi kun få lov til at komme ned til foldene og se kvæget dér. Ja tak, hvor spændende er det??? Vi har sgu’ da været til kvægauktion, så vi tog slet ikke derned.

I stedet gik vi en tur ned til et af vandtrugene med hundene, som var helt vilde med at hoppe op og ned i vandet.

I går var vi oppe på Mount Gregory (det tror vi da det var) sammen med Jodie, David, Sam, Boots og Millie.

Der var en flot udsigt deroppe fra og man kunne se så langt øjet rakte.

I dag startede vi med at synge “Det vores bryllupsdag idag …” og så pakkede vi sammen og begav os ud på sidste etape af vores eventyr.

Etapen består egentlig bare i at komme fra Mount Gregory Station til Melbourne uden de store svinke-ærinder og vi er nu nået til Roma, hvor vi rent faktisk har været før til kvægauktion m.m.

Her overnatter vi så og kører videre mod Melbourne i morgen.

I år gør vi som I kan se ikke så meget ud af vores 2 års bryllupsdag, men så må vi jo tage revanche til næste år med en romantisk middag m.m.