Puha, de sidste par uger har været temmelig hektiske. Både med hensyn til at få de sidste ting klar, men også med hensyn til at få sagt pænt farvel til familie og venner.
Vi havde egentlig længe følt, at vi var mentalt klar til vores afrejse, men lige pludselig, så begyndte tiden altså at løbe stærkt og vi følte, at der var en masse hængepartier, som vi skulle have styr på.
Jan havde fri den sidste uge, så han kunne få klaret nogle praktiske ting, men Marianne arbejdede til det sidste (til Jans store irritation).
Det største arbejde bestod i at få tømt det anneks, som vi har boet i siden april, hvor vi solgte huset.
Det er da ganske utroligt, hvad man kan få samlet sammen på 18 m2! Nå, men alt skulle nu gerne stå trygt og sikker på Jans forældres loft indtil vi en gang vender næsen hjem og får bygget et hus.
I går tog vi hjem til Jans forældre og spiste morgenmad og her dukkede så Mariannes mor og hendes mand op, da de jo skulle med i lufthavnen.
Et par af vennerne dukkede også lige op og vi skålede i den sidste flaske champagne fra vores bryllup, så vi kunne komme afsted med manér.
Vi var i Kastrup et par timer før afgangen, men det var åbenbart ikke helt tidligt nok, da det kun var 4 pladser tilbage på flyet … og der var selvfølgelig ikke 2 af dem, der var ved siden af hinanden. Nå, men det måtte vi jo klare, når vi kom ud til gaten!
Vi satte os lige først med familien og fik lidt og drikke også var det blevet tid til at gå op ad “lortetrappen” (det skal lige siges, at navnet på denne trappe hovedsageligt gælder dem som IKKE skal rejse – det er jo altid lidt vemodigt at blive stående tilbage – hvorimod dem, som skal rejse, er spændte på de nye oplevelser, som venter dem).
Nå, men det gik fint og alle parter tog det ganske pænt.
Det lykkedes os iøvrigt at få nogle rigtig gode pladser ved siden af hinanden ved nødudgangen, så vi havde 2 meter benplads, men desværre var der noget der tydede på, at flyet var blevet invaderet af en stor flok hensynsløse svenskere, som helst skulle drikke hjernen ud, larme og konstant bevæge sig rundt i flyet. Nå, men efter et par irettesættelser faldt der gudskelov ro over gemytterne.
Vi har nu skiftet fly i Bangkok og lige nu sidder vi og kigger på en smuk solnedgang over det Australske kontinent. Det er ufatteligt, at tænke på, at vi skal ned og køre på de tilsyneladende uendelige og øde strækninger, som vi kan se heroppe fra!!!!
Vi begynder at se en ende på turen, som på nuværende tidspunkt har taget 20 timer. Vi mangler kun lige en mellemlanding i Sydney og derfra er der jo kun et “stenkast” til Melbourne, hvor Mariannes bror Jan (lad os for fremtiden kalde ham Jan B, så der ikke opstår nogen forvirring) meget gerne skulle hente os.
