Mange gange undskyld til alle jer utålmodige sjæle, som sender os e-mails og klager over, at vi ikke opdaterer vores hjemmeside ofte nok. Vi skal lige ind i en rytme, hvilket måske bliver noget nær umuligt, da vi jo ikke har nogen dagligdag … hver dag er ny.
Tusind tak for jeres e-mails i øvrigt … det er altid dejligt at høre lidt nyt hjemmefra, så man ved, at man ikke er helt glemt.
Nå, men hvorom alting er, så brugte vi mandag og tirsdag til at købe de sidste par småting til bilen, såsom air jack (som er en donkraft, som man kobler til sin udstødning), spil, jordspyd, dækpumpe, værktøjssæt osv.
Onsdag pakkede vi alle vores ting i bilen, hvilket nok var nemmere sagt end gjort, men det lykkedes os til sidst at få alt på plads, så det forhåbentlig vil fungere godt i praksis.
Efter pakningen onsdag eftermiddag satte vi kursen mod Sydney.
Vi kørte indtil vi skulle campere for natten (naturligvis med nogle stop undervejs), hvilket vi valgte at gøre i Holbrook, som ligger ca. halvvejs mellem Melbourne og Sydney.
Vi fandt et sted ved hovedvejen, hvor der lå en ubåd!!! i en græsplæne. Da det var buldermørkt havde vi dog ikke mulighed for at udforske ubåden nærmere på daværende tidspunkt. Der var naturligvis også WC og andre bekvemmeligheder, som vi kunne benytte os af … hvilket Jan var ganske glad for.
Vi gjorde så bilen klar til natten og fik rullet vores “gode” soveposer ud.
Da vi gik i seng var det næsten ligesom at være på lejrskole, og vi så med spænding frem til vores første overnatning i bilen.
Ja, vor herre bevares for en overnatning!!!
Vores såkaldt gode soveposer var åbenbart ikke så gode som vi troede, så vi lå faktisk begge to og pissefrøs det meste af natten (man er jo et eller andet sted for sløv til at stå op og iføre sig en sweater) – og det gjorde det ikke ligefrem bedre, at vi havde parkeret lige op ad en landevej, hvor lastbilerne ræsede forbi.
Nu ved vi i hvert fald at vi, næste gang det bliver 5 grader om natten, skal sørge for at have noget ekstra tøj på i soveposerne.
Nå, men vi vågnede da op til dejligt solskinsvejr, spiste morgenmad og udforskede ubåden inden vi kørte videre mod Sydney.
Efter nogle timer stoppede vi på en rasteplads og ville uploade nogle flere kort til vores GPS, så vi kunne se helt nøjagtigt, hvor vi kørte. Desværre fungerede det ikke helt efter hensigten, så det brugte vi en del tid på … dog uden held.
Vi kørte så videre i nogle timer før vi nappede en halv time på øjet på “nederste etage” , så vi kunne holde os vågne resten af turen.
Vi ankom til David og Michelles lejlighed på Manly i Sydney omkring kl. 20.00 – og vi behøver jo selvfølgelig ikke at sige, at det begyndte at regne, så snart vi ankom!!!
Idag tillod vi os at sove længe og derefter prøve at ordne vores tekniske problemer med GPS, DVD og hvad der ellers måtte være.
Vi gik så ned til færgen langs Manly Beach, hvor der var masser af surfere, og sejlede ind til Sydney, hvor vi selvfølgelig fik kigget lidt på Operahuset, Sydney Harbour Bridge og The Rocks.
Det lykkedes omsider Jan at finde et sted, hvor de kunne få vores DVD til at virke … så nu er han atter en glad mand … nu mangler vi kun GPS’en. De skrev til os fra NavTech, at vores GPS er defekt og bad os derfor sende den retur, hvorefter de ville sende den nye. Dette er jo i sagens natur ikke særlig hensigtsmæssigt, da vi jo ikke er på nogen fast adresse, så vi må se, om vi ikke kan finde en anden løsning med dem.
Vi tog færgen tilbage til Manly, spiste middag på en restaurant med udsigt over Manly Beach og sidder nu hjemme i lejligheden.
Vi regner med at gå ud og få en lille én senere … sådan bare for hyggens skyld.