Hvaler i Hervey Bay m.m.

For helvede da!! Hvis I nogensinde kommer til Fraser Island og tager til Wathumba, så husk for guds skyld insektspray!! Vi syntes godt nok, at der var ret mange sandflies, men vi havde da ikke regnet med at vi skulle klø og kradse os halvt til blods p.g.a. deres stik i flere dage!! Vi ligner nærmest nogen med røde hunde eller psoreasis på anklerne. Tænk at et insekt på størrelse med en bananflue kan være sådan en pestilens!!

Nå, men efter vi var kommet fra Fraser Island til Hervey Bay tog vi lige en afslapningsdag, hvor vi badede og vaskede tøj og ellers ikke rigtig foretog os noget særligt. Da ikke ud over at bestille en hval cruise til dagen efter.

Fredag stod vi tidligt op og kørte ned til havnen, hvor vores lille 15 meter lange katamaran sejlede fra, og så sejlede vi ellers derudaf i en times tid.

Så snart vi fik at vide, at nu var der en hval, gik vi op på forreste dæk … og så begyndte det at øse ned med regn!! Nå, det var heldigvis kun en lille, men kraftig byge.

De første Humpback Whales (som vi mener må være pukkelhvaler) vi så, var en mor med sin unge, som var en legesyg “lille” sag, som gav os lidt opvisning bl.a. ved at plaske med halen, hoppe sidelæns i vandet og en enkelt gang kom den halvvejs op af vandet, som en raket.

Det var en stor oplevelse, at se en hval sådan tæt på “live” og man kunne ikke lade være med at føle sig lidt bevæget. På et tidspunkt kom ungen lidt for tæt på båden, så moderen svømmede ind og lagde sig imellem os og ungen, så vi ikke udgjorde en fare.

Dernæst sejlede vi lidt videre og mødte så 5-6 hvaler, som svømmede sammen. Efter sigende skulle det være en del hanner, som var på damejagt og nogen gange skulle de jo så selvfølgelig blære sig lidt med at “springe” rundt i vandet og slå med halerne. På et tidspunkt følte man sig helt omgivet af hvaler.

Marianne var lidt skuffet over, at de ikke kom helt hen til båden og stak hovedet op, så hun kunne røre, men en afstand af 5-10 meter fra et dyr af den størrelse er vel heller ikke at kimse ad. Desværre er det meget svært at fotografere hvaler, da man aldrig helt ved, hvornår de kommer til overfladen – derfor besluttede vi at nyde det i fulde drag og glemme alt om gode “skud” … vi fik dog et par stykker.

Efter at have studeret hvalerne i et par timer vendte vi atter snuden mod land og fra Hervey Bay kørte vi mod Bundaberg og besluttede os for at tage 4WD ruten. Efter et par “mislykkede” forsøg med veje, der gik ned til private grunde lykkedes det os omsider at komme ind på den rette “vej” mod Bundaberg. Det var et sandspor (lidt som på Fraser) som førte os ud til Palm Beach i Kinkuna National Park.

Det er tilladt at campere i de australske nationalparker for et beskedent beløb, som skal betales til en ranger. Nu er det jo lige sådan, at rangeren jo sjældent er lige der, hvor man selv er – derfor skal man udfylde en registrering og lægge beløbet i en kuvert i en postkasse.

Næste morgen bevægede vi os ud af Kinkuna med retning mod Bundaberg. Det sjove er, at så længe vi var på de små sandede og meget bumpede veje, så var skiltningen mod Bundaberg perfekt, men så snart vi kom ud på en asfaltvej og nåede et T-kryds … ja så var der selvfølgelig ikke et eneste skilt, som viste, hvilken vej man skulle køre mod Bundaberg. Det er i øvrigt helt utroligt, så åndssvagt de skilter hernede … af én eller anden mystisk grund, så synes de åbenbart at det er helt vildt smart at stille flere skilte op bagved hinanden, så man kun kan læse det forreste … eller også skal de stå bag ved nogle træer!!

Nå, men vi nåede da til Bundaberg, hvor vi lige sjaskede lidt rundt, før vi tog ud på Bundaberg Rum Distillery, hvor vi var på rundvisning. Rommen laves på sukkerrør og lagres på store trætønder, som rummer 60.000 liter, i 2 år før den sælges. Efter rundvisningen var der prøvesmagning, hvilket ifølge My var det bedste ved turen … det lykkedes hende da også at blive en anelse halvsnalret inden vi kørte videre mod Town of 1770.

Lige før Town of 1770 valgte vi dog at dreje ind i Eurimbula National Park, hvor vi slog lejr for natten. Der var nogle meget sjove fugle med et rødt hoved og en gul pose om halsen, som mindede lidt om små kalkuner, og de løb rundt omkring mange steder. Det viste sig – efter opslag i et leksikon på CD-rom – at der rent faktisk var tale om en kalkunart … lige nu kan vi desværre bare ikke huske, hvad den hedder.

I nat begyndte det at regne, men det til trods, besluttede vi os for at gå op til Ganoonga Noonga Lookout i den nationalpark, hvor vi havde overnattet. Hvad vi jo ikke lige havde overvejet var, at et lookout nok ikke lige har den aller fedeste udsigt i regnvejr … men OK, vi fik da turen ud af det. Desuden var det ikke koldt. På trods af skyer og regn er det alligevel omkring 25 grader.

Vi kørte videre til Miriamvale med retning mod Rockhampton. Lidt udenfor Gladstone var der et søndagsmarked, så det måtte vi jo lige undersøge nærmere. Det var jo som man kunne forvente på ethvert dansk kræmmermarked. My prøvede forgæves at finde en hat, som var lidt mere cowboyagtig end den hun allerede har. Nå, det må vente.

Vi nåede Rockhampton lidt over frokost og besluttede os for at gå en tur over floden og ned i centrum. Hvis man tror, at der sker noget som helst i Rockhampton en søndag eftermiddag … ja så tager man den onde-lyne-mig fejl. Intet – absolut intet skete der … der var faktisk næsten heller ingen mennesker. Det lykkedes os dog at finde et par 2-dollar-shops, som havde åbent, og her købte vi spillekort, ludospil m.m. – det er nemlig nogle lange mørke aftener og nætter (det bliver mørke kl. 18.00) vi har hernede (og vi behøver ikke gode forslag til, hvad man ellers kan foretage sig)!