Mandag morgen stod vi op, pakkede bilen og købte forsyninger og vendte derefter næsen vestpå mod Lumholtz National Park. På vejen derop var der en masse køer, og man må jo nok sige, at det ikke er hver dag man bliver nødt til at holde tilbage for sådan en krabat … nå, men de flytter sig da i deres eget tempo.

Vi kørte op i bjergene og stoppede bl.a. på et lookout hvor vi kunne se ud over det hele – meget smukt …. og meget varmt.

Det gik videre deropad ad en snoet grusvej gennem regnskoven.

Vi startede med at gøre et kort ophold ved Wallaman Falls (som i øvrigt betyder “stort vand” på aboriginal), som er det højeste enkelte fald der er på noget vandfald i Australien (305 m). Vi besluttede os for at kigge nærmere på det dagen efter og kørte videre til en campsite et par kilometer væk.

Vi havde da heller ikke mere end lige fået sat os, før en skolebus kom med 20 unger, som selvfølgelig også skulle overnatte her. Vi overvejede et stykke tid, om vi skulle blive og besluttede på trods af larmen at give det en chance.

Så gik vi en tur ned til Stony Creek, hvor der bl.a. er nogle rock pools, som man kan bade i … vi var da heller ikke mere end lige kommet derhen og havde nydt sceneriet lidt, før stedet blev invaderet af de 20 førnævnte skolebørn. Er vi forbandede eller hva’???

Vi opgav så vores forehavende og gik tilbage til lejren og sad og slappede af og læste. Vi havde besluttet, at vi ville gå ned til Stony Creek igen, når ungerne kom op. Desværre så kom de kun lige op for at hente deres badetøj og gå derned igen … såååh vi ventede lidt længere.

Omkring klokken 16.00 kom de omsider tilbage igen og vi skyndte os at samle vores badetøj sammen og hastede ned til Stony Creek. Endelig fred!!!! Vi smed klunset og prøvede så elegant som muligt at komme ud i vandet, hvilket dog er betydelig nemmere sagt end gjort, da stenene var afsindig glatte. Nå, men det lykkedes da til sidst, hvorefter vi lå og plaskede lidt rundt i det dejlig kølige vand.

Efter vores lille svømmetur gik vi tilbage til lejren og lavede mad, hvorefter vi sad og spillede vores nye Trivial Pursuit på labtoppen. På et tidspunkt blev der meget stille på pladsen og vi troede at ungerne var blevet smidt i seng. Det viste sig dog, at de blot var ude og gå en tur og vendte tilbage efter en times tid. Men så blev de altså også smidt i seng og en velsignet fred bredte sig ud over lejren. Vi var dog ret enige om, at vi nok ikke ville være så vilde med at campere som dem, idet de blot lå i deres soveposer på en presenning med en anden presenning spændt op imellem 2 træer (man skal vist ikke lide af nogen form for insektofobi, hvis man skal gøre det).

I øvrigt så er det ikke helt rigtigt, at der var ro i lejren – der var nemlig nogle cikader, som lavede en allerhelvedes larm … faktisk så meget, at vi var i tvivl om det var et insekt eller en bilalarm.

Næste morgen tvang My sin husbond ud af sengen, da solen stod op omkring klokken 05.45. Det var med megen modvilje at han stod op, men som My sagde, så var det en enestående chance for at se Wallaman Falls i total ensomhed, inden det blev for varmt og samtidig kunne vi komme ned til bunden af vandfaldet før en flok larmende skolebørn havde fået sko på.

Så sagt så gjort, så da vi havde pakket bilen kørte vi ned til Wallaman Falls Lookout, hvor vi spiste morgenmad, før vi iførte os vandreudstyr og begav os ned ad den lille sti, som førte til bunden af vandfaldet.

Det var en fin tur og efterhånden som vi kom længere og længere ned, kunne vi mærke, hvordan luften blev mere fugtig og se hvordan vegetationen blev mere frodig og grøn. Efter en halv times tid nåede vi vores mål: en kæmpe slugt af sorte klippestykker og en pool i det ene hjørne, hvor vandet faldt ned. Et smukt syn, hvor man også lige pludselig begyndte at føle sig meget lille, da der var over 300 m klippevæg op på siderne. Vi løb rundt i en times tid helt alene i verden følte vi og udforskede området og begyndte så vores opstigning. Igen måtte vi sande, at det måske var en god idé at tænke over at man også skal op, når man er gået ned. Det tog lidt længere tid at komme op … og vi var temmelig svedte, da vi endelig nåede toppen – glade for at vi var startet så tidligt, så det ikke var blevet rigtig varmt endnu.

Iøvrigt så mødte vi vores små “venner” på toppen af stien, da vi kom op, så man må sige, at vores timing var ganske god, m.h.t. at nyde naturen i stilheden.

Efter at have fået pusten hoppede vi ind i bilen og kørte tilbage mod Ingham. Derfra gik turen videre nordpå og på vejen stoppede vi ved et lookout og kiggede over på Hinchinbrook Island, hvilket var et meget smukt syn.

Vi kørte videre og spiste frokost på en rasteplads før vi fortsatte nordpå og i løbet at eftermiddagen nåede til Cairns. Her kørte vi ind på en campingplads og fik en plads og tog så ud og ledte efter en ventilationspropel og en roof hatch til vores bil, så vi kan holde varmen ud om natten. Det lykkedes ikke lige at finde noget egnet denne dag, meeen mon ikke det kommer på et senere tidspunkt?!?

Der er nemlig meget varmt og meget fugtigt heroppe, og selvom man lige har været i bad … ja så er man godt klistret, så snart man er kommet ud. Jans bange anelser om, at vi nok ville få dårligt vejr på hele turen, må absolut siges at være manet i jorden!!! Siden vi tog fra Melbourne har vi så vidt vi husker kun haft regn i Sydney … og så lige en nattebyge i ny og næ. Jo, det er vist sikkert og vidst, at Jan har fundet den varme, han så længe har sukket efter.

Vi brugte resten af eftermiddagen på at undersøge, hvor de forskellige tur-arrangører kører hen, når de tager til Cape York, så vi ligesom kunne få nogle fif til vores egen rute. Derudover undersøgte vi naturligvis også, hvor sent på året de kørte disse ture, da det er en meget god indikator for om det vil være umuligt p.g.a. regnsæsonen. Vi erfarede, at mange af dem ikke stopper før midten af november, så der skulle da være en chance for at vi kunne komme op i toppen. Vi besluttede os dog for at forhøre os nærmere hos RACQ (noget FDM agtigt noget) og måske nogle rangers for at være på den sikre side, da vi jo ikke har lyst til at strande på den forkerte side af en flod i 3 måneder!!!

Efter en meget varm og fugtig nat var der nu ingen tvivl om, at vi bare måtte have en roof hatch og en ventilator, så efter at have vasket vores soveposer tog vi ned til en caravan reparatør for at forhøre os om, hvad han skulle have for at montere sådan én for os. Da prisen var 140 dollars for installation af en roof hatch med indbygget ventilator/udsugning besluttede vi os for at slå til og kørte over og købte “lemmen”. Da det ville tage et par timer, gik vi lidt rundt i nabolaget og kiggede på andre biler og måtte da glæde os over, at vi nok har fået vores egen bil til en rimelig pris. Der var jo selvfølgelig andre og lækrere modeller med meget mere plads og komfort … meeen de er så også over dobbelt så dyre.

Vi var også inde hos en arrangør af ture på off-roadere og forhøre os om mulighederne og Jan er ret hooked på at tage på en 1 eller 2 dages tur på off-roader. My er lidt mere skeptisk, da hun aldrig har prøvet at køre rigtigt på en off-road’er – endsige off-road!! Nå, men vi tænker lige over det indtil vi kommer tilbage til Cairns efter vi har været i Cape York.

Efter et par timer var bilen færdig og da vi hentede den fik vi en masse gode råd om, hvordan man bedst kommer frem til Cape York, som er den nordligste spids af Australien. Ifølge dem vi har snakket med, skulle der på nuværende tidspunkt ikke være noget i vejen for at tage hele vejen op, da regntiden endnu ikke er begyndt, men vi skal ikke vente alt for længe, så vi starter vores tur derop i morgen. Vi var også inde hos RACQ for at høre, om de kunne fortælle os noget fornuftigt, men hende der sad i skranken vidste faktisk ikke mere end vi gjorde.

I går havde vi i øvrigt fået en mail fra vores hollandske venner fra Airlie Beach Jelle og Marco, og vi mailede tilbage til dem med vores telefonnummer. Her i eftermiddags ringede de og spurgte, om vi ville med ud og have en øl, så vi aftalte at mødes på en bar, der hedder Woolshed. Vi fik selvfølgelig snakket en masse om dykning (de tog PADI Certifikat på en anden båd end os) og var også nede ved pier’en, hvor der har været Reef Festival. Der var dog ikke så meget gang i den, da de vist nok var ved at slutte, så vi gik videre til et sted, hvor der var live musik. På vejen hjem rendte vi også ind i nogle englændere fra vores dykkertur på Oceania, så vi fik lige udvekslet lidt informationer.

Nu sidder vi så her og er i gang med at lave hjemmeside og undersøge, hvilken rute vi skal tage nordpå. Vi har naturligvis tænkt os at tale lidt med nogle lokale, for at høre lidt mere om vejforholdene, da de godt kan være temmelig dårlige med mange flodkrydsninger … men det er jo lige det Jan går og drømmer om.

Da vi ikke ved, om vi kan komme på nettet deroppe – der er jo lidt tyndt befolket – kan det godt være, at der lige går et par dage inden I atter hører fra os.

Nu vil vi glæde os til at se, om vores roof hatch og ventilator virker efter hensigten, så vi kan få en god nats søvn.