Så er vi tilbage i civilisationen efter 10 fede dages støv, sved og raslen! Her er historien om vores tur op til Cape York.

Torsdag pakkede vi endnu en gang, købte forsyninger og vaskede bilen. Jan fandt det meget vigtigt at vaske bilen inden vi drog mod Cape York …. meen han skulle blive klogere m.h.t. spildt arbejde.

Fra Cairns kørte vi nordpå forbi Port Douglas og Mossmann med kabelbåd over Daintree River og videre igennem Daintree National Park og Cape Tribulation, hvor vi nu nåede til grusvej og meget store bakker, hvor bilen virkelig kom på overarbejde for at komme op ad bakke.

Grusvejen svang sig igennem landskabet og vi fik krydset vores første floder alt imens vi passerede Wujal Wujal, Rossville og Black Mountains inden vi nåede dagens mål: Cooktown.

Her fandt vi en helt ny campingplads “Cooktown Caravan Park”, hvor ejerne var meget flinke til at fortælle os om vejforhold, ruter, vejrsituation m.m. og de mente absolut godt at vi kunne nå Cape York uden problemer.

Lige da vi var ankommet blev vi vinket over, så vi kunne se en kæmpe Barracuda (fisk), som nogle af gæsterne havde fanget. En ordentlig krabat på ca. 1 meter. Vi fik også hele historien om, hvordan han havde hevet den ind.

Næste morgen tog vi en smut ind til Cooktown og var oppe på Grassy Hill, hvorfra der er en flot udsigt over Cooktown, Endeavour River og havet. Derefter kørte vi ned på Ranger kontoret for lige en sidste gang at tjekke om det var OK at fortsætte nordpå – hvilket det var.

Vi købte lige lidt ekstra forsyninger inden vi fortsatte nordpå og efter ca. 37 km drejede vi til venstre ad Battle Camp Track. Nu havde vi jo fået at vide, at den var meget slem at køre på … også tror vi jo at de mener svær og farlig. Dette var dog ikke tilfældet. Problemet er bare, at det er som at køre på en havbund, hvor bølgerne har lavet riller … bare dybere, hvilket ryster alt sønder og sammen og larmer ad helvede til. Det er en meget god idé at holde et godt tempo (ca. 80 km/t) når man kører på sådan en vej, men det kræver til gengæld, at man er meget vågen og parat til at bremse ned, hvis der kommer større huller i vejen.

Vi fik krydset et par floder og My var flere gange ude og åbne og lukke låger … ligesom Emil fra Lønneberg.

Det er ikke alle, der synes at det er særlig fedt at køre på sådan nogle veje, specielt ikke et tysk par vi mødte, da vi skulle åbne og lukke en låge!! Han var simpelthen bare så arrig, da han havde fået at vide at det var en meget smuk rute, men han havde slet ikke tid til at nyde den p.g.a. vejens tilstand. Han var så gal at han skældte ud på engelsk, men blev nødt til at slå over i tysk, for at få udtrykt sin harme!! De havde i hvert tænkt sig at finde nærmeste asfaltvej og køre sydpå derfra.

Vi fortsatte forbi Battle Camp Station, ind i Lakefield National Park og videre til Old Laura Station, som er en gammel forladt kvægfarm. Her spiste vi frokost og mødte iøvrigt atter vores tyske venner.

Efter frokost kørte vi videre ind i Lakefield National Park, hvor vejen blev betydelig bedre, men meget støvet af bulldust, som er noget meget fint støv, som trænger ind alle vegne. Vi fik også kørt igennem en del vandpytter og da vi nåede frem til Kalpowar Camp lignede bilen noget der var løgn … så meget for bilvask!!!

Vi slog lejr i Kalpowar, hvor der er et par toiletter og kolde brusebade, hvilket man absolut kan bruge, da her er meget varmt – her føles dog ikke særlig fugtigt – så man sveder ad pommern til …. og når det så støver, ja så klæber støvet jo til én, så man føler sig ganske ulækker efter en dags kørsel.

Jan var dagens store kok selvom han bandede meget længe over at det var blæst op, så det tog en helvedes tid at få vandet til vores spaghetti til at koge …. endelig efter ca. en halv time var vores spaghetti færdigkogt – også taber Jan hele gøjemøget på jorden, da han skal hælde vandet fra!!! Nå, men efter yderligere en halv time kunne vi da indtage vores aftensmåltid i selskab med en hel del “kamikaze-græshopper” (ca. 5 cm lange), som bankede lige ind os og vores bil, fordi de blev tiltrukket at vores lys.

Nå, men da Jan jo var dagens mand i skysovs, så var det jo hverken værre eller bedre end at han under sit kolde aftenbad på det nærmeste fik skræmt livet af sig, da en frø sprang lige ned i ansigtet på ham. Så var det vist på tide at gå i seng.

Lørdag morgen stod vi op og vandrede en tur langs Normanby River, selvom vi nu ikke synes at vi så så meget til selve floden. Til gengæld så vi at par kønne vandhuller, som vi dog ikke havde ønske om at undersøge nærmere, da der er en del krokodiller i området. Vi rendte også ind i en mellemstor edderkop, som havde fået fangst i sit spind midt på “vores” vandresti.

Efter gåturen hoppede vi under den kolde bruser (denne gang uden frøer) og startede så bilen op og kørte til Musgrave. Nu troede vi jo, at Musgrave var en lille bitte by – men det viste sig, at det slet ikke var en by, men et enkelt hus, som også var cafe, forretning og tankstation. “Byen” havde 3 indbyggere, hvoraf ham som betjente os absolut må have været i familie med John Cleese, da han lignede ham til forveksling. Nogle af vejene er meget bakkede og kilder meget i maven, hvilket straks bragte Marianne tilbage til hendes barndomsferier på Bornholm, hvor der var en speciel “kildebakkevej”, hvor hun og hendes bror “tvang” deres far til at køre stærkt for at det skulle kilde i maven. Jan gjorde derfor også sit yderste for at Marianne skulle få sin “rutschbanetur”, hvilket i mange tilfælde lykkedes ganske fint.

Efter at have tanket i Musgrave kørte vi videre nordpå igennem Coen (som rent faktisk var en lille by) og Mungkan Kandju National Park, hvorefter vi drejede til højre efter Wolverton og efter at være kørt for langt endelig fandt det sted, hvor man kunne campere ved Wenlock River. Vi startede med at parkere bilen i noget græs på et højt sted og gik derefter ned til floden og kiggede lidt. Så gik vi ud mod “hovedvejen” igen og det var her vi blev en anelse usikre!!! Lige pludselig sprang Marianne op i luften, hvilket man måske under normale omstændigheder ville finde underligt. Det viste sig dog, at der kun ca. 5 meter fra os snoede sig en Taipan eller Brownsnake forbi …. den var i hvertfald sådan lidt grønlig guldfarvet ca. 1,2 meter lang og 4-5 cm tyk. Under alle omstændigheder var det ikke en fætter, som vi havde lyst til at stifte nærmere bekendtskab med, da det – hvis ellers vores antagelser om race er korrekte – er én af de 3 giftigste slanger i verden. Lettere betuttede stampede vi videre (slanger flygter som regel, hvis de hører man kommer) ned til floden. På vej tilbage til bilen stod der sandelig lige pludselig en flok heste og gloede på os. Endelig et dyr man kendte noget til. De var dog temmelig sky og fjernede sig, når man kom nærmere.

Efter vores lille oplevelse med Mr. Snake besluttede vi os for at flytte bilen fra græsset og længere ned mod floden, hvor der var sand, så vi i det mindste kunne se, om der var noget, der nærmede sig. Vi håbede så på den anden side ikke at der på vores nye camp ville være krokodiller!!!

Det skulle dog vise sig, at krokodiller og slanger var vores mindste problem denne aften!!! Nu lige et godt råd, hvis I nogensinde kører på en australsk grusvej som er “corrugated” (det med rillerne): Hvis I har et glas Nutella med, så sørg for guds skyld for at skrue låget godt og grundigt på inden I kører, da låget kan skrue sig løs under rystelserne. Et faktum vi måtte sande, da vi skulle til at lave mad og ALT var smurt ind i Nutella (og Oregano). Dette resulterede i en hel del rengøring, så vores aftensmad kom på bordet noget senere end vi havde tænkt os.

Senere på aftenen stiftede vi i øvrigt bekendtskab med endnu et insekt, som vi ikke havde set før: en vandrende pind, som kunne flyve! En ordentlig krabat på ca. 10 cm, som meget gerne ville ind i vores bil, hvilket lykkedes – meeen den kom nu ganske hurtigt ud igen efter vi havde vist den vejen.

Inden vi gik i seng fik vi for første gang afprøvet vores “solar-shower”, så vi kunne få skyllet dagens sved og støv af. Selvom det ikke havde ligget i solen må det siges at det havde en OK temperatur – og det er jo heller ikke fordi man føler det store behov for et varmt bad, men derimod et køligt og forfriskende bad efter dagens strabadser.

Søndag morgen kørte vi tilbage til Peninsula Developmental Road og videre nordpå forbi Moreton Telegraph Station inden vi omsider nåede det, som vi havde sukket lidt efter hele vejen op mod toppen: Old Telegraph Track! Efter ca. 900 kilometers kørsel fra Cairns begyndte det endelig at blive rigtig skægt.

Old Telegraph Track er et enkelt vognspor, der snor sig nordpå med masser af sving, huller og flodkrydsninger. Her fik vores bil rigtig lov til at vise, hvad den duede til!! Inden vi krydsede den første større flod måtte vi lige synke en ekstra gang og inspicere stedet inden vi kastede os ud i opgaven. Det var nu ikke fordi der var så meget vand i floden …. det var mere den stejle skråning ned mod floden … for ikke at sige op igen! Opturen havde vi ikke rigtig fået studeret på forhånd, så da vi så hvor stejlt det gik opad på den modsatte side blev vi godt nok en anelse lange i maskerne. Nå, men bilen klarede det med bravour!! Efter den første flodkrydning kom der masser flere og vi passerede vel en 8-10 stykker, hvilket var alletiders og Jan var rigtig i sit es!

Nogen gange hældte sporet temmelig kraftigt til den ene side og vi var flere gange temmelig bange for at bilen skulle lægge sig om på siden, hvilket vi gudskelov undgik.

Vi spiste frokost ved Gunshot Creek og fortsatte så vores færd, som bl.a. førte os igennem en flod, som rent faktisk nåede op over dørerne på bilen (ca. 75 cm), men der kom ikke vand ind (hvordan vides ikke). Så nåede vi til Fruit Bat Falls, som er en smukt vandfald, som man vist nok kan bade i, hvilket vi dog fravalgte, da vi syntes, at det så noget dybt og faretruende ud.

Vi fortsatte derfor til en camp site ved Eliot Falls, hvor vi camperede. Derefter gik vi ned til Twin Falls, som var det dejligste lille vandfald, hvor der var sandbund og det var herligt at hoppe i og få rejsestøvet skyllet af. Vi syntes lige, at vi ville se lidt nærmere på Eliot Falls, da vi havde fået at vide, at man også kunne bade der … meen det var lige en anelse for voldsomt, så vi gik tilbage til vores lille hyggelige vandfald, hvor vi lå og plaskede rundt i en times til inden vi gik tilbage til bilen og gik i gang med vores aftensmad. En rigtig, rigtig god dag med masser af off-road kørsel og udfordringer!!!

Stod op mandag morgen og My startede dagen med at synge en lille fødseldags sang for sin far, selvom han nok ikke kunne høre det … men det er jo tanken der tæller. Efter morgenmaden pakkede vi bilen og gik ned til Twin Falls og tog vores morgenbad – skønt!!! Vi var helt enige om, at det ville være genialt, hvis man kunne have en grund med sit helt eget vandfald … problemet er nok bare, at det vil være nødvendigt at have det opvarmet hjemme i Danmark!!

Vi mødte et par fra Sydney, Luke og Toni, og fulgtes med dem videre nordpå.

Vi startede med et par temmelig udfordrende flodkrydsninger, hvor My næsten glemte at trække vejret af bare spænding, men vi var så heldige at Luke og Toni kørte foran os, så vi kunne se hvilken vej gennem floderne vi skulle køre. Det føltes faktisk også lidt tryggere at følges med nogen … specielt når de har et elektrisk spil på deres bil.

Lidt længere nordpå blev vejen atter bredere og mere farbar, selvom den var meget corrugated (rillet). På et tidspunkt, hvor vi kørte forrest blev vejen dog lige pludselig temmelig ujævn, hvilket resulterede i at vi fik os en rigtig god flyvetur og alle vores brædder (dem vi bruger til at lave vores seng) faldt ned, så vi måtte ind til siden og sætte dem på plads igen. Luke sagde, at det så vildt godt ud og han var helt færdig af grin. Et par kilometer fra “færgen” ved Jardine River smadrede vores følgesvende deres støddæmpere, så de måtte sætte farten drastisk ned.

Vi kørte i forvejen og tog “færgen”, som sejlede os 20 meter over Jardine River, hvilket kostede den nette sum á 88 AUD (ca. 400 kr)!!! Dette dækker færgebiletten, adgang til aboriginal land og bushcamping på 3-4 forskellige steder.

Da vi var kommet vel over på den anden side (sådan ca. 2 minutter efter afgang) satte vi kursen mod Bamaga og efter en lille omvej til Injinoo nåede vi frem og købte ind. Bagefter mødte vi igen Luke og Toni, som nu havde fået købt nogle reservedele og drengene fik lavet bilen.

I mellemtiden kom et lidt ældre australsk ægtepar fra Byron Bay, Peter og Robyn (som vi i øvrigt havde mødt dagen før ved Gunshot Creek) og vi aftalte allesammen at køre til en campingplads i Punsand Bay, som ligger ca. 25 km fra toppen af Australien.

Værten var en rigtig joker og vi fik os en fin snak om en 7 meter lang krokodille, som bor i nærheden af campingpladsen. Han anbefalede også vores australske følgesvende at sørge for at have et videokamera parat, hvis vi gik ud og badede i havet, da det ville være brand god publicity, hvis man kunne få et videoklip med i nyhederne om at et dansk ægtepar var blevet ædt af en krokodille i toppen af Australien. Vi syntes nu ikke at det var den form for publicity, der var den fedeste. Toni var ikke særlig glad for tanken om en kæmpe krokodille, da de sover i telt, men værten sagde at det var OK, da krokodiller ikke kunne finde ud af at åbne lynlåse. Vi kunne jo så hovere lidt over, at vi sover i sikkerhed i bilen!

Vi slog allesammen vores lejr op og bagefter sad vi og snakkede om ált muligt. Luke er blikkenslager, Toni er revisor og Robin og Peter har en Macademia-plantage (nødder), som de dog ikke lever af på fuld tid.

Efter at have snakket et par timer kørte Luke og Jan ud for at finde brænde … medbringende øl naturligvis.

Vi tændte bål og ventede længe på vores kyllingegryde, som blev lavet i en bush oven – meen det var var nu værd at vente på. Bagefter sad vi hyggesnakkede alt imens en meget nærgående bandicoot løb rundt mellem benene på os og rodede rundt i Toni og Lukes opvaskebalje. Fræk lille gut!

Næste morgen – efter at have været på toilettet under overvågning af Jabba The Hut (en fin, stor, grøn frø som sad oppe i hjørnet under taget og kiggede ned på én) kørte vi sammen med Toni og Luke mod toppen af Australien.

Og endelig – efter 6 dage med bumpede tracks og masser af flodkrydsninger – gik vi det sidste stykke gennem et stykke regnskov og over nogle klipper og nåede vores mål: Australiens nordligste punkt. Det var en lidt fed fornemmelse at være nået så langt, da vi fra starten var i tvivl om vi overhovedet ville nå det inden regntiden startede.

Lige før man kommer ned til selve det sted, som er det nordligste, går man over en klippetop, hvor der er den mest fantastiske udsigt over Adolphus Channel, York Island og Eborac Island. Lige til venstre ligger der den lækreste strand: Frangipani Beach – desværre kan man ikke rigtig bruge den til noget, da der også her er krokodiller og oktober til maj er desuden sæson for marine stingers, så man får ikke ligefrem lyst til at tage sig en dukkert!

Efter at have nydt synet fortsatte vi østpå mod Somerset. På et tidspunkt var vi i tvivl, om vi skulle dreje til venstre eller fortsætte ligeud, men vi mente alle, at det var ligeud. Vi nåede vel en kilometers penge ned ad det meget sandede spor …. og så sad vi fast!!! Bedst som man tror, at man selv og ens bil er uovervindelige efter alverdens strabadser og udfordringer, så sidder man fast på et stykke, som ikke er meget anderledes end Fraser Island, som er vand ved siden af hvad vi har foretaget os her!! Nå, men vi gravede, skubbede og regerede og lukkede lidt luft ud af dækkende – lige meget hjalp det. Vi besluttede så at lukke en del mere luft ud også kunne bilen lidt igen. Toni og Luke kørte nu forrest og så var det jo hverken værre eller bedre end at de nu sad fast!!! Så blev vi enige om at give op og køre tilbage igen. Jan var nu ganske sikker på at Truppe (som vi har døbt vores bil) kunne have klaret det med flade dæk, hvilket sikkert også var tilfældet, men nu gad vi altså ikke at bakse mere med det.

Det viste sig iøvrigt også at vi slet ikke skulle have været den vej, men i stedet skulle have drejet til venstre dér hvor vi var i tvivl. Dette fik vi at vide af en fyr, som vi mødte – han fortalte iøvrigt også at der var en del, der sad fast, der hvor vi havde gjort det. Nå, men vi havde jo ligesom besluttet, at vi ville til Somerset for at se skildpadder, så vi kørte nu den rigtige vej derned og kom til endnu en smuk strand, som er som revet ud af en Bounty reklame. Vi så ikke nogen skildpadder, men til gengæld så vi sporet fra en kæmpe krokodille – ja den må altså have været ret så stor, da dens fodaftryk (eller hvad det nu hedder på en dille) var en del større end Jans hænder. Selve krokodillen så vi ikke noget til, hvilket vi egentlig havde det helt godt med.

Derefter kørte vi tilbage til campingpladsen, pumpede dækkene op igen – bare for at finde ud af at vi var punkteret på højre fordæk. Nå, men det kunne vi ikke gøre så meget ved i Punsand Bay så vi gik i gang med aftensmaden og inviterede Toni og Luke på spaghetti med kødsovs og frugtcocktail.

Næste morgen pakkede vi bilerne og pumpede dækkene (gudskelov havde Toni og Luke en elektrisk pumpe, så My slap for at bruge fodpumpen) og kørte derefter til Seisia (med et enkelt “pumpestop” på vejen), hvor vi fik en mekaniker til at lappe dækket og lægge en slange i, hvilket kostede os 50 AUD (ca. 200 kr).

Derefter kørte vi til Bamaga og købte ind og spiste frokost og så gik turen sydpå. Ved Jardine River blev vi nødt til at vente i en halv times tid fordi færgemanden var til frokost.

Da vi omsider var kommet over kørte vi ad Peninsula Developmental Road og lige før Eliot Falls kørte vi ind på Old Telegraph Road, hvor vi krydsede de to floder, som vi havde krydset nogle dage forinden om morgenen, og kørte derefter ind til Eliot Falls og slog lejr.

Der var ikke et øje bortset fra Luke, Toni og os – fedt. Vi gik ned til Twin Falls og nød en dukkert inden vi gik op og arrangerede vores “candlelight dinner” bestående af hotdogs. Bagefter spillede vi Yatzy og Ludo til sent på aftenen og havde det brandsjovt.

Efter en dejlig kølig nat, hvor vi rent faktisk gjorde brug af vores soveposer, stod vi op torsdag morgen, spiste morgenmad og gik ned og morgenbadede i Twin Falls i en times tid inden vi fortsatte vores færd sydpå ad Peninsula Developmental Road. (Der stod godt nok at der kunne være krokodiller i floden ved Twin Falls, men vi var alle ret enige om, at det da vist ikke kunne være tilfældet, da vandet var krystalklart og løb ganske hurtigt. Desuden havde vi læst i nogle brochurer, at det var et godt sted at svømme). På vejen stoppede vi for en lille bush fire og senere for et væltet træ, som vi måtte save over. Ca. 22 km efter Moreton Telegraph Station drejede vi til venstre ad Frenchmans Track og kørte ned til og over Wenlock River. Da vi havde besluttet at slå lejr dér, drejede vi ind langs floden på et sandet stykke, hvilket resulterede i at vi – igen – sad fast. Nå, men tricket med at lukke luft ud af dækkene er en sikker vinder hver gang, så vi slap fri og fandt en god plads til vores lejr. Vi var dog glade for, at vi havde bilen at sove i istedet for at skulle sove i telt som Toni og Luke, da vi havde en slem mistanke om, at der var krokodiller.

Vi brugte vores sidste aften sammen til at slag Ludo.

Næste morgen startede vi med at brænde 2 sikringer i bilen af. Vi anede ikke hvorfor de brændte af, men havde dog en mistanke til Jans roden rundt med stereo-anlægget aftenen forinden. Han har derfor nu fået forbud mod at pille ved elektriske installationer, når vi er udenfor civilisationen.

Inden vi kunne komme videre måtte vi lige låne Luke og Toni’s pumpe, så vi kunne få noget mere luft i dækkene. Sådan bare lidt for sjov syntes vi også lige at vi ville prøve vores fodpumpe … det var nu ikke rigtig nogen succes, da den gik i stykker efter det allerførste pump!!! Nu er vi så blevet overbevist om at vi skal have købt en ordentlig elektrisk pumpe.

Da dækkene omsider var pumpet sagde vi farvel til Luke og Toni, som fortsatte mod Chili Beach … 

Good luck to you guys – hope your crossing of the “Small but Nasty” creek went well – thanks for your company, it was great travelling with you.

Vi kørte sydpå gennem Coen, hvor vi spiste frokost på Wilderness Café og bagefter købte vi lidt ind i et “supermarked” med det absolut sureste personale vi nogensinde har mødt! Så gik turen til Musgrave og videre til Laura, hvor vi stoppede for natten. Der var ikke et øje på Ang-Gnurra camping-pladsen, så vi fandt bare et sted at parkere og gik så over i poolen, som var meget stor og meget varm. Efter at have spist så vi lidt film inden vi gik i seng.

Næste morgen fortsatte vi videre sydpå og kom først til Split Rock, hvor der er nogle Aboriginal Vægmalerier, som vi jo lige måtte se lidt nærmere på. Når man sådan står og kigger på malerierne, kan man ikke undgå at være lidt imponeret over at stå og kigge på noget, som et andet menneske har lavet for 13.000 år siden.

Derfra kørte vi videre gennem Lakeland og Mt. Carbine og i Mareeba drejede vi til venstre mod Kuranda og derfra videre mod Cairns. Vi stoppede selvfølgelig på den første Hungry Jacks (Burger King) vi så, da vi i den grad syntes at vi trængte til noget rigtig fastfood.

Ca. 13 km udenfor Cairns brændte vi sgu’ endnu en sikring … og endnu én og så havde vi altså ikke flere, så My måtte gå ind på en nærliggende gård og få et lift ned til en tankstation for at købe nogle flere.

Den videre tur ind til Cairns gik fint og vi gik ind og ringede på nogle værelser, da vi ikke havde lyst til at sove i bilen i nat.

Vi fandt et dobbeltværelse i en to-værelses lejlighed til 140 AUD (ca. 600 kr) for en uge, så nu har vi en fast base i et stykke tid, mens vi får lavet “Truppe” pæn og brugbar igen. Vi deler lejligheden med en fyr fra Mauritius – nu må vi jo se hvad han er for én. Det første vi gjorde var selvfølgelig at tage et dejligt bad, da det absolut er tiltrængt efter at have kørt 2.279 km fra Cairns til toppen af Australien og tilbage igen!!!