Mandag var det blevet tid til bjergbestigning, så vi stod tidligt op og kørte afsted.

Vi kørte lige Truppe ind til auto elektrikeren, så de kunne færdiggøre den, mens vi vandrede.

Nu havde vi jo egentlig tænkt os at bestige Queenslands højeste bjerg: Bartle Frere, men da vi fandt ud af at det var anbefalet at man brugte 2 dage på det (selvom vi har hørt at man kan gøre det på en enkelt) og da vejret så lidt ustabilt ud, besluttede vi os i stedet for at bestige Walsh Pyramid, som “kun” er 922 meter højt (og iøvrigt var et som Jan tidligere havde fablet om at bestige, da han syntes at det var fedt, fordi det har form som en pyramide).

Vi kørte først ind på politistationen og forhørte os om, hvordan vi egentlig kom ind til foden af bjerget – og politiet noterede iøvrigt, hvornår de forventede vores tilbagekomst.

Efter at have ledt lidt efter en lille sti, som markerede startpunktet, lykkedes det os endelig … selvom det var godt skjult.

Her startede så, hvad der viste sig at være det absolut hårdeste vi indtil videre har foretaget os hernede!!! Allerede i ca. 200 meters højde snakkede Toni om, at hun ikke var sikker på at hun kunne klare det, men vi blev alle enige om, at vi bare ville tage det stille og roligt, så vi alle kunne nå toppen.

Vi asede og masede, pustede og stønnede og svedte, så man troede at det var løgn efterhånden som vi vandrede og nogen gange klatrede op i højderne. Efter at have aset afsted i 3 timer nåede 4 meget trætte vandrere endelig toppen … og man må sige, at det da var hele besværet værd. For det første var der udsigten fra toppen, men hvad der var endnu bedre, var den følelse af selvtilfredshed vi alle havde over at have nået vores mål og ikke havde givet op!!!

My meddelte dog, at hun var glad for at vi havde valgt Walsh Pyramid i stedet for Bartle Frere, samt at det var sidste gang hun besteg et bjerg!!!

Nå, men vi havde en lille picnic på toppen, hvor vi også slappede lidt af inden vi begyndte nedstigningen.

Nu vil de fleste mennesker jo umiddelbart sige, at det da er meget lettere at gå ned end at gå op – de tager så grueligt fejl!!!

Vi erkender, at man bliver meget forpustet og har en høj puls på vejen op ….. meeen vejen ned gør bare ondt!!! Da man går ned ad bakke i 2 timer (hvilket det tog os) og ofte skal tage store skridt fra klippe til klippe, vil man meget hurtigt opdage at musklerne lige over knæene er kommet på gevaldigt overarbejde, da man jo hele tiden skal bremse sin egen kropsvægt, hvilket for de fleste er en uvant belastning af musklerne. Et faktum som My måtte sande i flere dage efter!

Cirka en halv time før vi atter nåede foden af bjerget ringede politiet sørme, for at høre om vi alle var OK – meget betryggende!

Vi kom endelig ned – godt bombede og med lidt vabler hist og her – og kørte så ned og hentede Truppe, som nu kører helt fint uden at springe nogen sikringer.

Om aftenen var der ikke nogen af os der havde energi til noget som helst, så vi gik ned på nærmeste pub og spiste aftensmad inden vi så en film på DVD’en

Tirsdag var det Melbourne Cup Dag (galopløb) og hele Australien følger med. Toni og Luke havde påtaget sig at arrangere dagen for os, så vi tog ud på Cairns Galopbane, hvor vi spiste frokost og spillede på nogle løb …. nogen med mere held end andre!!! Toni vandt stort set alt hvad hun spillede på, hvorimod Jan ikke vandt så meget som én eneste gang … og det til trods for at han til selve Melbourne Cup spillede på en hest, som var som skabt for ham: Maythehorsebewithu!!! My spillede på Rum, hvilket ikke var en skid bedre end hvad Jan havde valgt.

I nogen af de senere løb valgte vi at spille på Mighty Dane og en anden hest med et navn hvori Dane indgik, hvilket desværre var et lige så dårligt valg!!

Vi gik altså begge derfra med skuffede miner og en lidt lettere tegnebog (dog ikke noget alvorligt).

Om aftenen gik vi på Tapas Bar og åd så vi var ved at revne.

Onsdag var en stille og rolig afslapningsdag.

I går besluttede vi os for at tage til Granite Gorge, som vi mente var et sted, hvor vi havde været sidste år, som Jan var helt vild med.

Vi kørte først op til Kuranda, hvor der var torsdagsmarked og gik lidt rundt og kiggede.

Derefter kørte vi til Barron Falls, som vi også havde set sidste år, men denne gang var det helt anderledes … der var nemlig næsten ikke noget vand, hvorimod der sidste år havde været så meget vand at vi næsten ikke kunne se vandfaldet for bare vanddamp!

Vi kørte så videre til Mareeba og derfra til Granite Gorge, som ligger ca. 15 kilometer sydvest for byen.

Det viste sig, at vi havde haft ret i vores antagelser om, at dette var stedet, så Jan var en glad mand.

Det er et kæmpe privat ejet stykke land, hvorigennem der løber vandløb mellem kæmpe stykker mørkegråt granit. Meget fascinerende syn og man kan bruge lang tid på at vandre omkring på klipperne.

En anden ting, som man kan bruge meget lang tid på er at fodre de mange Rock Wallabies (mini kænguruer), som kommer myldrende frem, når man kommer. De er utrolig søde og meget nærgående … for ikke at sige lidt halv flabede … da de nærmest tager maden ud af hænderne på én.

Om aftenen havde vi afskedsmiddag med Toni og Luke, som havde købt en ordentlig portion pil-selv rejer. Vi sad længe og hyggede over maden (med rejesaft til langt op ad armene) … og øllene og fik diskuteret en god portion af verdenssituationen, inden det var blevet tid til at tage afsked med vores rejsekammerater, som skulle til Toni’s datters bryllup i Sydney.

Det var lidt vemodigt at sige farvel, og vi må erkende, at vi lige pludselig følte os lidt alene i verden, da vi nu atter kun var os to.

Nå, men der er da en chance for at vi kan rende på dem igen i Vest-australien eller Northern Territory, da de har planer om at se de samme områder som os, så vi må jo se om vi kan få det arrangeret via e-mail, når tiden nærmer sig. Det ville under alle omstændigheder være rart at være et par biler (og specielt en med elektrisk spil), når vi kommer til Kakadu National Park om et halvt års tid.

Idag har vi gået og pakket bilen, så vi er klar tid afgang i morgen tidlig, hvor vi sætter kursen mod vest.