Vi har fået en ordentlig én på opleveren siden sidst, men lad os da starte fra begyndelsen.

Fredag formiddag drog vi afsted til informationscenteret, hvor vi havde købt billet til vores tur under jorden.

Først fik vi udleveret kedeldragter, sikkerhedsstøvler, sokker, hjeml, handsker, støvmaske og sikkerheds-iltkasse (eller hvad sidstnævnte nu hedder), som vi iførte os.

Derefter blev vi kørt ud til Mount Isa Mines, hvor vi først fik gennemgået sikkerhedsprocedurer og fik udleveret pandelampe og batteri.

Så hoppede vi op i en ombygget landcruiser og ind i en elevator, som kørte os ned til Level 19 i en mine, hvor de udvinder bly, zink og sølv. Elevatoren, som er i to etager og kan rumme 2×80 mand eller 22 tons (mener vi) , kørte ned med 60 km/t og vi måtte flere gange trykudligne på vejen ned. Nu skal det i den forbindelse lige siges, at Level 19 ikke bare lige er et par etager under jorden. Næh, nej vi kørte 963 meter under jordens overflade, hvilket My fandt en anelse skræmmende, men så snart vi var dernede tænkte man ikke rigtig over det.

Der kan blive ret varmt i sådan en mine og jo længere man kommer ned jo varmere bliver det. Det var ikke så slemt, der hvor vi var, men vi fik at vide at der nede i kobberminen, som lå noget dybere, var omkring 60 grader varmt – godt man ikke arbejder sådan et sted.

Vi kørte rundt i minegangene i ca. 3 timer i grus, mudder og vand, hvor vi bl.a. så hvordan de havde gjort en tunnel klar til sprængning med sprængladninger, ledninger og hvad der ellers hører sig til samt hvordan man fjernstyrer maskinerne, som man bruger til at tage de sprængte sten ud med og vi så også en fjernstyret maskine, hvor det var gået galt og minevæggene var faldet ned over den, de sagde at det var omkring 300 tons. I løbet af turen bevægede vi os langsomt opad i minen og til sidst så vi lige pludselig dagens lys, hvilket var en sjov fornemmelse …. bortset fra at vi følte os som muldvarpe, som kom ud i dagslys og blev blændet af solen. I øvrigt så hed vores guide Palle Rasmussen og var af dansk afstamning … dog havde han vist aldrig været i Danmark og talte heller ikke et ord dansk.

Om eftermiddagen gik vi en tur i poolen og det begyndte at trække op til tordenvejr. Det er nok én af de første gange Jan har været begejstret for regn!!! Han var helt vild med at svømme rundt i poolen i regnen, hvor regndråberne fik vandet til at springe 30 cm op over overfladen – og når det regner hernede, så regner det altså – måske ikke så længe, men i hvert fald kraftigt!

Lørdag kørte vi fra Mount Isa om morgenen mod Cloncurry. Efter Cloncurry drejede vi til højre ad Mathilda Highway og efter et stykke vej kommer man til McKinlay, hvor der ligger en gammel pub.

Pubben hedder Walkabout Creek Hotel – og hvis der en nogen, som er interesserede i film vil de naturligvis vide, at dette var pubben, hvor man lavede optagelserne til Crocodile Dundee. Faktisk så det ud fuldstændig som på filmen … måske blot en smule renere og med færre mennesker. Vi sad og fik os en øl og en lille sludder med bartenderen, som fortalte at 5% af byens befolkning var døde dagen før og 5% af befolkningen var rejst … dette efterlod nu 18 mennesker!!!!! Det er nok ikke lige, hvad man kan betegne som en storby … måske ikke en gang en by!!

Fra Walkabout Creek Hotel fortsatte vi ad Mathilda Highway i et landskab, der så ud til at være uendeligt. Fascinerende et se sig omkring og til alle sider er der …. INTET!

Nå, men vi nåede Kynuna lidt hen på eftermiddagen og besluttede os for at overnatte bagved Blue Heeler Hotel. Umiddelbart et temmelig kedeligt sted, men vi besluttede os for at gå ind på pubben og få en enkelt drink inden vi skulle i seng. Det skal dog siges, at det blev til betydelig mere end en enkelt. På Blue Heeler Hotel er der autografer over det hele (dem som har set Biker-Jens Downunder vil vide det) og hvis man donerer minimum 2 dollars til Royal Flying Doctors Service, kan man få lov til at skrive sin autograf på væggen, hvilket vi gjorde. Vi ledte også efter Biker-Jens’ autograf, men blandt gud ved hvor mange tusind autografer er det ret svært et finde en bestemt autograf.

Byen Kynuna har også en Surf Life Saving Club, hvilket i høj grad kan undre én, da den ligger omkring 1.000 kilometer fra nærmeste hav!!! Hvert år har de en dag med konkurrencer, hvor de render rundt med både og surfbrædt m.m og der kommer flere tusind mennesker til byen i forbindelse med arrangementet.

De lokale var selvfølgelig i “byen” (13 indbyggere) denne aften, så der var nogle rimelig specielle typer … ikke mindst én af bartenderne, som var en gammel morsom mand, som aldrig kunne finde ud af at bruge kasseapparatet, så man måtte vente længe på sine byttepenge, hvilket dog ikke gjorde noget, da han havde masser af morsomme replikker, som han konstant fyrede af i sin massive brandert.

Vi faldt i snak med en ældre mand – Noel – som fortalte os en masse om området og sangen Waltzing Mathilda – hvoraf vi nok må erkende ikke at kunne huske ret meget!! Han spurgte os, om vi ikke kunne tænke os at se, hvordan en Cattle Station (kvægfarm) fungerer i “det virgelige liv”, for så ville han da arrangere noget for os. Så sagt så gjort, så da der kom en fyr hen til baren spurgte Noel, om vi ikke måtte komme ud på den station, hvor han var manager, i nogle dage. Det var der overhovedet ingen problemer i – vi kunne bare dukke op dagen efter. David, som han hedder, kan være lidt svær at forstå, da han ikke lige har talegaverne i orden og måske ikke lige virker som om han har opfundet den dybe tallerken, men han er absolut en flink fyr.

Vi gik så med ind i rummet ved siden af, hvor vi blev præsenteret for hans kæreste Jodie, som er en skøn pige med masser af glimt i øjet, og Rob, som er nærmeste nabo. Vi fik spillet noget pool og My blev skam også budt op til en gang “støvledans”. Jo, jo, vi fik rigtig mænget os med lokalbefolkningen. Så den enlige drink blev til flere, og vi kom ikke i seng før ved 3-tiden om natten.

Søndag morgen stod vi op og begav os mod Robyn Downs, som den station vi skulle til hedder.

Jan syntes at han havde hørt, at vi skulle køre 20 km mod Winton og så dreje til venstre ad en dirtroad (jordvej), når vi så et stort skilt, hvorpå der stod Robyn Downs. Da vi havde kørt omkring 35 km og stadig ikke havde set noget skilt, valgte vi at køre tilbage til Kynuna og spørge endnu en gang. Det viste sig så, at vi skulle 50-60 km mod Winton før vi nåede til det her “store” skilt. Nå, vi kørte jo så tilbage og fandt omsider vejen … næsten ved et rent held, for det store skilt var ikke meget større end et stykke A3 papir.

Efter at have kørt 20 km så vi så omsider Robyn Downs, som efter vores mening så noget slidt og faldefærdigt ud, men ikke desto mindre holdt der biler, så der måtte jo bo nogen. Vi gik hen mod huset og blev mødt af de allersødeste 2 små hvalpe – vi bankede på og råbte hallo, men der var ikke noget svar. Da David aftenen før havde fortalt at de skulle ud i et fly for at finde en hund, som var løbet væk, regnede vi med at det var derfor de ikke var hjemme, så vi gik lidt rundt og kiggede på barakken hvor mandskabet bor … når der altså er noget mandskab.

Derefter satte vi vores stole ude i haven og sad og læste mens vi ventede.

Det viste sig dog, at de var hjemme alligevel, men lå og sov, så efter en halv times tid dukkede de op. Vi blev inviteret indenfor og man må sige, at standarden af huset nok ikke lige var den bedste. Til David og Jodies undskyldning kan man dog sige, at de først var flyttet ind 2 uger tidligere og var i gang med at sætte det hele i stand efter den tidligere manager, som åbenbart havde været et rigtigt rodehoved, som ikke kendte meget til begrebet at gøre rent eller rydde op.

Om eftermiddagen skulle vi ud og se til kvæget og tjekke at de havde vand nok. Jan og David tog fourwheelerne (4-hjulede motorcykler) og My stod på ladet af en firhjulstrækker. Tøserne kørte tilbage og læssede 40 kg sække med kraftfoder på ladet af bilen, mens drengene gik rundt og legede med vand! (Typisk). Det var fedt at prøve at være med til noget, som ikke blev gjort for turister, men fordi det skulle gøres. Vi kiggede også efter Jodies hund, som nu havde været væk i en uges til – desværre uden held – så håbet om at finde den i live svinder.

David havde et lille uheld på fourwheeleren og kørte ned i en grøft, hvor der var nogle tornebuske. Nu er problemet med disse tornebuske, at hvis man får en torn ind i sig, så bliver musklerne omkring den nærmest lammede, indtil man får dem ud igen. David havde fået en torn i hånden, som Jodie hev ud (under tænders gnidsel), så han atter kunne bevæge fingrene. Der var dog stadig et par stykker i armen, som de ikke kunne få ud, så Jodie tog motorcyklen, som David kunne køre bilen i stedet og slappe af i armen.

Det var nu ikke værre end at han sagtens kunne hoppe på fourwheeleren igen, da vi så nogle vildsvin, som han ville prøve at fange. Måden man gør det på er at køre op på siden af svinet og derefter bare hoppe af i farten og fange dyret. Nu er det jo en 4-hjulet motorcykel, som ikke vælter, når man hopper af den og i øvrigt stopper af sig selv. Han kom tilbage med en nuttet lille vildsvine unge, som var skræmt fra vid og sans. Vi syntes at det var lidt synd for den, da den jo var blevet væk fra sin mor, men David fortalte, at de nok skulle finde hinanden igen, når vi var kørt. Vi kørte så tilbage til huset – godt beskidte, svedte og støvede – og gik lige ned og kiggede på en “turkeys nest”. Jan var af logiske årsager overbevist om, at en turkeys nest var en kalkun rede, hvilket dog ikke var tilfældet … det er bare en betegnelse for et vandhul. Derefter gik vi hjem og spiste aftensmad før vi gik i seng efter en usandsynlig varm dag.

På vores tur ned i Mount Isa Mines var vi tilfældigt faldet i snak med en gammel mand, som havde fortalt os at der ville være en meteorregn om natten mellem klokken 3 og 4. Vi havde derfor sat vores vækkeur og stod noget trætte og slukørede op klokken 3 om natten. Det var det mest fantastisk syn, der mødte os! Midt ude i outbacken, på en sort og stjerneklar himmel så vi flere hundrede stjerneskud!! Vi tog vores stole ud og satte os i mørket og nød synet i 1,5 time inden det begyndte at stilne af og vi atter besluttede os for at gå i seng.

Næste morgen stod vi op og spiste morgenmad, og derefter kørte vi med Jodie ud for at se til kvæget. På vejen ud sand My bagpå fourwheeleren, men hun besluttede sig for selv at prøve at køre på vejen hjem. Det er noget anderledes end at køre en almindelig motorcykel. For det første er der ikke nogen kobling – man skifter bare gear – og så skal man holde noget bedre fast på styret, når man kører i ujævnt terræn, da man jo lige pludselig har 2 forhjul.

Om eftermiddagen skulle David ud at ride på den ene af hestene, som var noget håndsky og urolig, fordi dem som havde haft den før vist ikke havde været helt rare ved den. Det var en hoppe på 4 år, som ikke var helt vant til at have sadel på, så vi var noget spændte på om den ville smide ham af. Det gik dog fint, så han red ud og viste os, hvordan man får en ko tilbage i flokken, hvis den bryder ud.

My blev også spurgt om hun ville ride, men da det var en rimelig ny og efter hendes mening noget ustabil hest, valgte hun at springe over – hun vil hellere vente til hun kommer til et sted, hvor de har en gammel hoppe.

På Robyn Downs har de i øjeblikket kun 2 heste, som begge er noget “umodne”, men vi er inviteret til at komme til næste år, hvor de gerne skulle have anskaffet sig yderligere 4 heste (og så kan det jo være, at My er frisk på en tur). David og Jodie mener iøvrigt også, at det vil være mere spændende for os, hvis vi kommer på et senere tidspunkt, da der er meget stille i øjeblikket og der ikke bliver drevet kvæg – det må vi jo lige tænke over.

Sidst på eftermiddagen tog Jan sammen med David over til den nærmeste station “Wanora” 20 km væk, som viste sig at være noget større end Robyn Downs. De fik sig en rigtig god mandesnak med Rob (som vi i øvrigt også havde truffet på Blue Heeler) og Jan kom endelig ud og køre på en dirtbike, hvilket han var ganske begejstret for. Hvad han dog ikke var så begejstret for, var turen hjem i bilen efter mørkets frembrud … man må jo nok erkende, at det bliver temmelig mørkt derude, og når der så ikke er lys på bilen, så kan man jo godt føle sig lidt utryg.

Vi har i øvrigt helt glemt at fortælle, at de havde en rigtig ulækker septictank, som svømmede over hver gang man trak ud i toilettet … hvilket de forrige beboere har levet med i tre år … og der vil gå nogle måneder, før David og Jodie kan få det lavet!! Problemet med denne “shit pit” var, at hundene under deres leg nogen gange kom ud i den … men så måtte de vaskes, inden der var nogen der gad at røre ved dem – ikke noget de var særlig stolte af, hvilket tydeligt fremgår af Boots ansigtsudtryk på billedet!

Selvom dagene var svine varme så var nætterne tilsvarende kolde og natten mellem mandag og tirsdag måtte vi sågar have vores soveposer frem for første gang i lang tid.

Tirsdag skulle vi til byen og handle, men på vejen ud mødte vi Rob og én af hans venner, som skulle hente nogle tam-grise. De havde deres “svinehund” med, som var ivrig efter at komme afsted og der gik da heller ikke ret lang tid før vi kunne høre, at den havde fået fat i én. Vi syntes, at det var synd, men vi er måske nok lidt pivede til livet herude!

På et tidspunkt så vi også David løbe rundt på marken, mens han jagtede en gris, hvilket var et temmelig morsomt syn.

Nå, men nu begav vi os atter afsted for at købe ind. Nu er det jo ikke sådan, at man bare lige smutter ned i supermarkedet og køber ind, hvis man mangler et eller andet … der er nemlig 120 km hver vej!!!!

Vi spiste frokost på en pub og købte ind og begav os så tilbage mod Robyn Downs … det blev faktisk til en heldagstur!!!

Da vi kom hjem kørte David og Jodie ud for at se til kvæget, mens vi kæmpede med at få deres parabol til at virke, hvilket dog aldrig lykkedes.

Onsdag var store oprydningsdag! Der blev kæmpet intenst i 40-45 graders varme med at slæbe gammelt skrammel væk fra haven, så der kunne komme til at se bare nogenlunde præsentabelt ud. Vi syntes selv at det havde hjulpet, da vi havde fjernet sten, cement, gamle brædder og knogler m.m.

Hen på eftermiddagen kom det længe ventede “fly”, (skulle være kommet mandag), som skulle lede efter Jodies lille hund, som var forsvundet. Vi ved ikke rigtig, hvad vi havde forestillet os, men vi havde da nok forestillet os noget, der var lidt større, end det der rent faktisk dukkede op! Ud af den blå himmel kommer et lille snollet glider-fly med en enkelt mand i. Vi var blevet stillet i udsigt, at vi nok ville få lov til at få en tur, men selvom han havde spurgt os, ville vi nok begge have takket pænt nej til tilbudet.

Jodie og David til bil og fourwheeler og så kørte de ellers ud og ledte. Efter 3 timer kom de tilbage igen … desværre uden resultat, hvilket vi egentlig også havde forventet, da en lille hund nok ikke overlever specielt længe i den australske outback.

Torsdag kørte vi rundt for os selv på “vores” fourwheelers (efter Jan havde suget benzin ud af tanken på deres bil) og kiggede på nogle af de 33 acres, hvis det altså ikke var 33.000 (vi ved ikke lige hvor mange tønder land det er) og kvægene. Igen var det rigtig varmt, hvilket ganske naturligt begrænser den tid man gider at være udenfor. David havde vist Jan en gris, som han havde fanget og sat ned i en af indhegningerne. Den skulle My selvfølgelig også se. Kvinde som hun jo er, bemærkede hun straks at dyret hverken havde vand eller skygge, så vi skyndte os at give den noget vand fra vores flaske, hvilket den lappede i sig. Gudskelov faldt snakken på grisen under frokost og så blev der sat en hel masse igang med at hente vandtrug , brædder til skygge og madrester, som den kunne spise. Vi smed det hele op på bilen og kørte ned til grisen … troede vi. Den var nemlig blevet træt af at stå der i solen, som den var sprunget ud af indhegningen … til My’s store glæde.

Da det blev lidt køligere skulle vi ud og hente kød ….. hvilket jo ikke er noget man bare gør nede i supermarkedet. Vi tog bilen og Jodie og David tog en fourwheeler og så gik jagten ind på områdets får. Det tog lidt tid, inden de fandt et får (faktisk var det en ung vædder), som var fedt nok. Jodie jagtede den på fourwheeleren og tilsidst gav den op og røg ind under fourwheeleren. Derefter blev den bundet og lagt op på ladet, og vi fik at vide, at nu var den vores ansvar. Afsted vi kørte med det stakkels kræ over bumlet terræn og vi syntes at det var smadder synd og da Jan så sagde, at det var synd at den lå så den ikke kunne se sin sidste solnedgang … ja så var det lige før My fik klump i halsen!!! Nå, men vi nåede tilbage til Robyn Downs og mens David og Jodie var inde og hente knive m.m. stod My og kiggede lidt på vædderen, hvilket nok ikke var den allerbedste idé, da det ikke er rart at se ind i øjnene på noget, som man skal spise!! David og Jodie spurgte, om vi ville med ned og se ham blive slagtet …. meeen dertil måtte vi nok erkende, at vi var lidt for meget byboere, så vi valgte at sige pænt nej tak.

Fredag var det blevet tid til at drage videre, så vi pakkede bilen og efter frokost sagde vi pænt tak for denne gang … og på gensyn, hvis tiden tillader det. David og Jodie er nu ganske opsatte på at vi kommer tilbage om 6 måneders tid, hvor der er lidt mere gang i tingene med at drive kvæg m.m. … så kan Jan også hjælpe med at lave en veranda.

Vi kørte mod Winton og derfra videre til Longreach, hvor vi fandt en campingplads MED swimmingpool. Hold da kæft, hvor var det lækkert at hoppe i det kolde vand!!

Idag stod vi op og tog ind til Longreach og kiggede på forretninger. Bagefter kørte vi ud til Australian Stockmans Hall of Fame, som er et museum, som beskriver den Australske outbacks historie. Selvom det var meget interessant og informativt, syntes vi dog at det var lige lovlig dyrt at betale 20 dollars pr. næse for at komme ind, men nu syntes vi altså at vi burde undersøge sagen nærmere, da vi havde hørt så meget om det og vi brugte da også omkring 3 timer derinde.

Da vi kom tilbage til campingpladsen besluttede vi os for at leje en lille hytte MED air-conditioning, da her er ulidelig varmt i øjeblikket ….( ca 45 grader ) selv Jan går hele tiden rundt og siger “hold da kæft hvor er det varmt”!

Nu sidder vi så i vores lille hytte i Gunnado Caravan Park i Longreach og nyder kulden … og har slet ikke lyst til at gå udenfor. Her til aften er det begyndt at tordne i det fjerne, så mon ikke der snart kommer lidt regn og køler det hele lidt ned.

I morgen går turen videre … helt nøjagtigt hvorhen vides ikke, men højst sandsynligt syd-øst.