Søndag aften kom én af Davids venner til middag. Vi fik grillede muslinger med pesto til forret og til hovedret fik vi grillet kænguru, som var usandsynlig lækker og mør. Vi sad og drak lidt øl og fik diskuteret verdenssituationen og menneskets oprindelse indtil det blev tid for vores værter at gå i seng, da de jo skulle på arbejde dagen efter.

Mandag havde vi egentlig besluttet os for at køre videre, men i stedet tog vi ind til et shopping center, hvor vi gjorde det man ikke skal gøre, hvis man ikke synes, at man har 8.500 kr. for meget. Vi kom til at se på et nyt digital kamera, hvor opløsningen er høj nok til at man kan lave plakater m.m., hvis man får taget et virkelig godt billede og lige siden har vi gået og snakket om det … så mon ikke vi kommer til at købe det på et tidspunkt. Jan havde i øvrigt længe fablet om at købe et boogie board, så han kunne lege med bølgerne i havet, og efter lang tids plagen fik han lov til at anskaffe sig et til trods for, at pladsen i bilen ikke ligefrem er overvældende.

Mens vi var i centret (som er større end Køge centrum) blev det iøvrigt tordenvejr og på et tidspunkt gik lyset i hele komplekset … men kom hurtigt igen – regnen stod også bare ned i stråler!

Det viste sig senere, at der faktisk havde været en temmelig stor storm i området, som havde ødelagt for millioner af dollars – bl.a. var der et træ, der var væltet ned i Michelle’s forældres tag – så der var stor ballade omkring dette.

Da vi kom tilbage til lejligheden ringede Morten Pilebo (én af Jans arbejdskammerater), som også var i Sydney og vi aftalte at komme til Bondi Beach tirsdag formiddag, så vi kunne mødes.

Så sagt så gjort og vi var på Bondi Beach omkring klokken 12.00 næste dag. Her mødtes vi med 4 gutter fra Køge, Morten og Jacob, som begge har arbejdet sammen med Jan i Køge Bygningsentreprise, Jacob, som er Jans grandfætter og Dennis.

Der blæste en stiv vind ind fra øst og bølgerne var rimelig heftige, så Jan måtte straks ud og prøve sit nye boogie board sammen med drengene, som havde lejet deres på stranden. Hvis der er nogen, der ikke ved, hvad et boogie board er, så er det en slags surfbrædt – bare meget kortere og bredere (ca. 110×60 cm). Det er ikke et brædt, man skal op og stå på, men derimod et, hvor man ligger på maven. Det er ikke så ligetil, selvom det ser skide nemt ud – specielt ikke når bølgerne er så store, så man for det første ikke kan komme ud – men når man så endelig er lidt ude, så bliver man bare overfaldet bagfra, så man på det nærmeste får en tur i en centrifuge, hvorefter man atter stiller sig op (der er nemlig ikke specielt dybt) og trækker brædtet til sig i den snor, som man har fra håndledet til brædtet. Imens lå My og slikkede solskin og måske kommer hun med i en Holden-reklame (bilmærke), da et filmhold stillede alt deres udstyr op og løb rundt omkring hende (det skal blive spændende at studere Holden-reklamer i de kommende måneder).

Blæsten udviklede sig efterhånden til noget nær en sandstorm, så vi besluttede os for at gå op til en nærliggende bar og få et par øl.

Jan syntes, at det var helt vildt fedt endelig at få lov til at fortælle lidt om vores oplevelser på dansk!

Bagefter kørte vi hen til det hus, hvor gutterne boede … sammen med 15 andre. Det var vel ikke ligefrem, hvad man kan kalde luksus, men det var dog tag over hovedet – omend ikke specielt billigt tag. Der tilbragte vi resten af aftenen med masser af sprut og svensk underholdning med en gut, som åbenbart var af den opfattelse, at han var den nye Jerry Springer, da det efterhånden nærmede sig et talkshow.

Sidst på aftenen kom ejeren – eller hvad han nu var – ind og sagde, at der dagen efter kom nogen, som skulle se på huset, da det skulle rives ned om 3 måneder. Af den grund måtte ingen gå ind eller ud af huset mellem klokken 8 og 9 om morgenen og vi blev i øvrigt bedt om at flytte vores bil (gud ved om der ikke var tale om en lidt lyssky affære).

Flinke som vi jo er, flyttede vi bilen væk fra huset inden vi gik i seng – meeen det var åbenbart ikke godt nok, da idioten (ejeren) kom og bankede på næste morgen klokken 7.30 og i en yderst nedladende tone spurgte, om vi ikke havde fået at vide, at vi skulle flytte bilen. Hertil svarede vi naturligvis at det havde vi gjort, men ifølge ham måtte vi slet ikke holde i gaden – hvorefter vi overraskede spurgte om han ejede gaden, hvortil han svarede ja. My’s temperament var nu ved at være på kogepunktet, men da vi jo kendte gutterne inde i huset undlod hun at rulle sig ud, til trods for at hun godt kunne have tænkt sig at bede ham ringe til politiet, så de kunne bede os flytte os fra en offentlig vej (hvilket han ganske sikkert IKKE ville have gjort). Nogen burde sgu’ melde ham!

Nå, men vi flyttede bilen til en sidevej og sov et par timer mere inden vi gik ind og sagde farvel.

Resten af dagen stod den bare på afslapning og pizza.

Torsdag morgen pakkede vi sammen, købte ind og begav os mod Blue Mountains. Vi nåede til Katoomba og checkede ind på den eneste campingplads i byen … til en ågerpris á AUD 26.40 pr. nat!!! Det dyreste sted vi havde været indtil videre kostede 24.00 – og det var endda på kysten!

Pisse koldt var der også, så vi valgte at tilbringe aftenen inde i bilen med en film.

I morges var det atter blevet tid til at få noget motion, så vi stod op og kørte allerførst til Echo Point, hvorfra der er udsigt til “The Three Sisters“. Navnet De tre søstre har klippeformationen fået p.g.a. en legende, som siger at: For at beskytte dem mod bunyip (som vi ikke aner hvad er) forvandlede faderen, som var heksedoktor, sine døtre til sten og sig selv til en fugl. Desværre tabte han sin tryllestav, som han stadig leder efter den dag idag, mens søstrene venter i stilhed.

Da vi sidste år var på bushwalk i dette område, besluttede vi os for at køre videre til Wentworth Falls, hvor vi begyndte dagens bushwalk.

Vejret var perfekt til en vandretur … ikke for varmt (ifølge Jan måske lidt for koldt og blæsende).

Vi startede ved Conservation Hut, hvor vi begav os en anelse nedad indtil vi nåede “Overcliff Track”, hvor vi gik langs den øverste kant af klipperne og havde god udsigt over Blue Mountains.

Efter en times tid nåede vi til Wentworth Falls … det faldt nu ikke så meget nedad, da blæsten havde taget temmelig meget til og derfor blæste en stor del af vandet op i luften, hvilket skabte en smuk regnbue i solens stråler. Vi startede med at krydse vandfaldet øverst oppe, hvorefter vi begyndte at gå ned ad en hel del trin, hvorefter vi for anden gang krydsede vandfaldet – blot længere nede og naturligvis i modsat retning.

Nu var vi nået til den sti, der hedder National Pass, hvor man går på en klippeafsats, som ligger inde under den vi gik på før vi nåede vandfaldet. Vi fandt en lille fordybning ind i klipperne, hvor vi satte os og spiste frokost.

Derfra fortsatte vi ad National Pass gennem (eller rettere forbi) Valley of the Waters og videre forbi Sylvia Falls og Empress Falls. Det sidste stykke var meget smukt med masser af små vandfald, der faldt ned igennem den slugt vi gik i.

Vi blev dog endnu en gang mindet om, at når man er gået ned … ja så må man også gå op igen. Rimelig trætte nåede vi bilen efter ca. 3,5 – 4 timer og kørte til Blackheath, hvor vi fandt en campingplads, som vi håbede var billigere end den første … det var ikke meget billigere, men et eller andet sted skulle vi jo sove … og for at få noget for pengene tog vi begge et langt varmt brusebad.

Nu går vi så og diskuterer lidt, hvorvidt vi skal på bushwalk i morgen, da Jan har sagt, at hans ben ikke gider at gå særlig langt og My har fundet en bushwalk, hun gerne vil gennemføre.

Vi får se, hvad det bliver til.