Søndag kørte vi atter mod bjergene. Vi drejede fra i Cowwarr Weir, fordi vi havde hørt, at der var en smuk sø …. jo tak, fin var den da, men vi syntes nu ikke den var specielt imponerende – så vi kørte videre til Lake Glenmaggie, som var kæmpestor og en del mere imponerende end den anden.

Lidt syd for Licola kørte vi oppe ved siden af en dal, som henledte vores tanker lidt på Colorado Sagaen. Omgivet af bjerge var en stor græsslette, hvor kvæget (som, hvis der havde været tale om Coloradosaga, nok ville have været bisoner) gik og græssede og ned langs den ene side løb en flod. Utroligt flot syn!

Lige før Licola drejede vi af og kørte ind i Alpine National Park. Turen op gik gennem rosa/lyserøde klipper (som fint matchede Grisling i farverne) ad snoede bjergveje, som i begyndelsen var asfalt, men senere ændrede sig til grusvej.

Vi kørte over Bennison Spur og spiste frokost i Tamboritha Saddle. Efterhånden som vi kom længere op i bjergene var det tydeligt at mærke, at temperaturen faldt en del.

Et stykke før Arbuckle Junction, så det ud som om skoven var helt død – måske brændt på et tidspunkt. Farverne var kun grå og sort og halvdelen af træerne lå kastet omkring imellem hinanden.

Ved Arbuckle Junction drejede vi ad Moroka Road, kørte over McFarlanes Saddle og videre til dagens mål: Horseyard Flat, hvor vi slog lejr i blandt køerne.

På vejen op var der i øvrigt skilte, som advarede os om, at vi befandt os i alpint klima, hvor frost og sne kunne forekomme på alle tider af året. Vi så nu hverken frost eller sne, men der var godt nok koldt om natten!

Næste morgen stod vi tidligt op, tog vandrestøvlerne på og begyndte dagens vandring mod Moroka Gorge.

Det første vi nåede til var nærmest et stykke sump, som var meget anderledes end hvad vi ellers har set hernede. Derfra vandrede vi videre til 1st Falls på Moroka River, hvor vi sad og slappede lidt af. Cirka tre kvarter længere nede af stien nåede vi nogle klipper, hvor vi havde en flot udsigt over Moroka Gorge. Også her sad vi og nød sceneriet, hvor ørnene fløj skrigende henover kløften.

Vi gik videre ned ad bjergsiderne mod Moroka Gorge, som da vi nåede frem desværre skuffede os lidt. Det var da et lækkert sted, men vi havde håbet på, at der var lidt mere spektakulært end som så. Vi blev dog enige om, at man kunne have taget et telt med og så overnattet dernede.

Efter frokosten begav vi os tilbage ad samme rute, som dog føltes noget hårdere, da en stor del af turen nu gik op ad bakke.

Efter ialt 12 kilometer og 5 timer nåede vi tilbage til bilen – godt trætte og svedte. (5 timer var nu ikke så dårligt, da skiltene sagde, at turen ville tage 7 timer).

Derfra kørte vi videre til The Pinnacles, hvor man har en flot udsigt over en meget stor del af Alpine National Park. Af den grund ligger der også et “Fire Tower”, hvor der sidder en mand hele sommeren og holder øje med, om der skulle starte en bushfire. “Brandmanden” var utrolig snakkesaglig – men hvem søren ville ikke være det, hvis man skulle sidde deroppe hele sommeren mutters alene, bortset fra de turister, som kom forbi.

Han fortalte os at vi godt kunne komme videre til Dargo, men at det ville være på en rimelig sej 4WD vej. Nå, men vi mente jo også, at vi var ret seje (vi har jo både været på Fraser Island og Cape York), men da vi drejede ned ad Billy Goat Bluff Track fandt vi da ud af at, hvad vi havde prøvet før nok ikke lige var så sejt … for Billy Goat Bluff Track var godt nok ikke for børn! Vejen var fuld af store klippestykker og en stor del at turen gik det så kraftigt ned ad bakke, at det eneste vi kunne gøre var at sætte bilen i lavt firhjulstræk og så ellers holde den i første gear … ellers ville den løbe fra os (og alligevel skred den lidt ned ad bakken nogen gange). En gang i mellem gik det lidt op ad bakke og når vi så nåede toppen var vi ret spændte på, hvad den anden side havde at byde på, for vi kunne overhovedet ikke se vejen før fronten af bilen var kommet over bakketoppen og vi begyndte at køre ned ad bakke igen.

Efter en times koncentreret kørsel (og hængen fremad i sikkerhedsselerne), nåede vi helskindede Billy Goat Bluff, hvor vi drejede til højre mod Dargo ad en meget fin grusvej. Lidt efter kom vi til en dal, som efter vores mening nok må være noget af det mest idylliske på denne jord, og vi blev enige om, at hvis vi havde været nybyggere og var kommet hertil, så havde vi med garanti slået os ned der! Bjerge på alle sider, enge hvor køerne græssede, floder der snoede sig og grønne og frodige træer!

Da der var så idyllisk, blev vi jo nødt til at slå lejr for natten, hvilket vi gjorde cirka 20 km fra Dargo. Da vi havde svedt ganske meget på vores vandretur og vi følte os temmelig støvede efter køreturen, startede vi med at tage et bad i floden (det er vist snart ved at blive en vane, men når der ikke er vandhaner i nærheden, så er det det eneste valg – men det er nu også meget køligt (koldt) og forfriskende). Derefter lavede vi mad og tændte bål og sad og drak the og snakkede indtil flammerne gik ud. Jan havde det mægtig sjovt med at tisse på gløderne for at slukke dem – hvilket kan dog ikke anbefales, hvis vindretningen er mod én selv, da duften måske ikke ligefrem er den bedste!

Tirsdag kørte vi over Dargo og ned til Mitchell River National Park, hvor vi kørte ind for at kigge på The Den of Nargun. Ifølge en aboriginal legende, så er Nargun et væsen, som er halvt menneske og halvt sten, som stjæler de børn, der bader i rockpoolen foran.

Bagefter gik vi ned til Mitchell River og Deadcock Den (helt nøjagtigt, hvad så besynderligt et navn kommer af, vides ikke med sikkerhed)!! Turen gik så videre opad – mens Jan jagtede sommerfugle for at fotografere dem – til Bluff Lookout og derfra tilbage til bilen, hvor vi spiste frokost.

Vi kørte videre sydpå over Sale indtil vi nåede kysten ved Golden Beach og drejede ned langs Ninety Mile Beach, hvor man kører ad en tange med vand på begge sider …. desværre kan man ikke se det, da der er buske på siderne. Ud til havsiden er der talrige steder, hvor man kan campere – men da vi efterhånden syntes at vi trængte gevaldigt til et ordentligt bad, valgte vi at køre til Yarram, hvor vi overnattede på en campingplads.

Onsdag morgen kørte vi fra Yarram til Wilsons Promontory, som er den sydligste del af Australiens fastland. Vi kørte ned til Tidal River, hvorfra vi gik en tur og så ud over Squeaky Beach, som var en smuk strand på den ene side og Norman Bay, som lå på den anden side. Derfra gik vi ad Tidal Overlook, hvor vi på toppen havde udsigt over Squeaky Beach, Norman Bay og Tidal River. Det er et utrolig smukt område og man kunne sikkert bruge masser af tid, men efter vores mening var det dog noget overrendt (måske fordi der var skoleferie).

Oprindeligt havde vi jo tænkt os at vi ville vandre til South Point på Wilsons Promontory, så vi havde været på det aller sydligste sted, men vi syntes ikke lige, at vi havde lyst til en 2-dages vandretur … specielt taget i betragtning at vi ikke havde noget telt at overnatte i og at vejret ikke lige var det mest stabile.

Generelt kan man sige, at vi begge var meget positivt overraskede over staten Victoria i det hele taget. Selvom vejret har været lidt imod os har vi nydt at køre rundt i nationalparkerne, hvor der er gratis at campere – hvilket det ikke har været i Queensland og New South Wales. Wilsons Promontory er dog ikke gratis (der skal man endda betale bare for at komme ind i nationalparken), men det har nok noget at gøre med, at der kommer så mange mennesker.

Efter Wilsons Promontory kørte vi til Phillip Island, da vi havde læst, at der gik en færge fra Phillip Island til Mornington Peninsula. Vi måtte dog erfare, at der kun var tale om en passagerfærge, så vi måtte køre hele vejen udenom bugten for at komme til Mornington.

Da vi ankom fik vi en mægtig beretning om Annette og Jan B’s tur til Ayers Rock, som havde været helt fantastisk! Selvom det vejrmæssigt ikke var det optimale tidspunkt at besøge Ayers Rock, var de utrolig heldige med vejret. De var både ude og se The Olga’s, Kings Canyon (som de også fløj i helikopter over) og Ayers Rock, som det lykkedes Jan B at bestige på 40 minutter … men så var han også meget træt i benene. Vi føler os nu meget inspirerede til vi kommer ind på de kanter.

Vejret i Melbourne har været strandvejr hovedparten af tiden – dog med svingninger til koldere temperaturer nu og da. Vi har derfor været på stranden nogle gange (selvom Jan A ikke gad) og Jan B og My fik da svømmet et godt stykke den ene dag.

Lørdag holdt vi fødselsdag for Alex, hvor Annette bagte pandekager til morgenmad – efter fødselarens ønske – og om aftenen var vi i Tivoli, hvor ungerne – og Jan A – fik sig nogle ture i de forskellige forlystelser.

Vi har fået Truppe gjort helt klar til nogle flere tusind kilometer (og Jan har købt nyt anlæg, som er kombineret CD- og MP3-afspiller, som han med sit kræmmertalent fik pruttet 1.000 kr ned i pris … primært ved at lyve om bedre priser andre steder) og idag pakkede vi så bilen sammen med Annette og drog mod vest.

Vi kørte til Sorrento og tog færgen over til Queenscliff og derfra kørte vi over Torquay og Anglesea til Aierys Inlet og nu sidder vi inde i en skov lidt vest for Airleys Inlet – og har det lidt køligt her efter aftensmaden. Det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at gå med at bo 3 mennesker i bilen.