Efter en nat, hvor Annette i starten havde lidt af lettere klaustrofobiske fornemmelser inden hun faldt i søvn, stod vi op og kørte videre ad Gentle Annie Jeep Track. Vi havde valgt at tage en rute fra vores 4-hjulstrækkerbog, da vi jo syntes at Annette også skulle prøve lidt af det vilde … det viste sig senere at blive lidt vildere end vi først havde tænkt os, men herom senere.

Efter et stykke tid nåede vi til Dunse Track, hvor vi først kom til det rigtige 4WD område … og startede med at hænge fast i et mudderhul, fordi vi ikke havde låst 4-hjulstrækket på forhjulene. Annette så først lidt betuttet ud, men det var slet ikke noget problem at komme fri, da vi først havde lagt nogle pinde under dækkene og låst forhjulene.

Vi kørte forholdsvist stejlt de 7 kilometer op til toppen, hvor vi drejede til højre ad Mount Sabine Road. Derfra kørte vi ned mod Erskine Falls, snørede vandrestøvlerne og begav os ned mod vandfaldet, som er et meget smukt vandfald. Da vi jo ikke havde fået nok besluttede vi os for at gå videre ned langs Erskine River til Straw Falls og videre mod Splitters Falls. Det var en rigtig god tur, hvor vi flere gange måtte krydse floden ved at gå fra sten til sten, hvilket Annette klarede med bravour … i særdeleshed efter hun havde fundet sig en vandrestok, som hun kunne støtte sig til. I tillæg har Jan nok aldrig taget sin svigermor i hånden så mange gange på en dag – han var helt galant!

Vi nåede næsten ned til Splitters Falls – det sidste stykke var godt nok for sejt for os, da det bare var en stejl skrænt, som man kunne glide på r.. og albuer ned ad. Nå, men vi fik da set vandfaldet lidt på afstand.

Så gik vi i gang med turen tilbage igen, som sluttede med 250 trappetrin op til parkeringspladsen, men efter 3 timers vandring (hvilket Annette klarede uden så meget som et suk) nåede vi bilen og spiste en hurtig frokost.

Derfra kørte vi tilbage til Mount Sabine Road og drejede så ind ad Curtis Track og det var godt nok her at vi fik 4-hjulstræk for alle pengene. Først kom vi til en flod, som vi skulle krydse, hvilket gik helt fint og så var det, at det lige pludselig gik meget voldsomt op ad bakke!! Vi vil allesammen vædde på at stigningen var betydelig over 45 grader og Truppe kom i den grad på overarbejde … og Annette meddelte, at hun da vist gerne ville af! Det var der dog ikke mulighed for, da det jo er meget dumt sådan at stoppe midt i det hele, så hun måtte pænt blive på sin plads med tilbageholdt åndedræt.

Vi nåede op til toppen og måtte så dreje til venstre af et andet spor, da der lå et stort væltet træ over hovedsporet – her gik det noget mindre op ad bakke, men Annette valgte at gå i forvejen og “tjekke sporet”, mens vi kørte op. Vi nåede så til et andet træ, som spærrede vejen for os (med mindre vi ville miste vores top på bilen), så Jan måtte ud med sav og økse. Det var så også den sidste reelle forhindring for den dag, men så havde vi også fået spænding nok for et par dage.

Vi drejede efter et stykke tid ud på en noget bedre vej og kørte indtil vi nåede en camp lidt fra Wye, hvor vi slog lejr for natten.

Jan diskede op med æggekage med bacon, men måtte meddele, at hvis han skulle lave det en anden gang, så skulle vi i hvertfald have en ordentlig teflonpande – hvilket også kunne konstateres af den lettere brændte smag. My tog sig et “solar shower”, da Jan havde varmet vandet på bilmotoren, så det var dejlig varmt.

Annette er ved at vænne sig til at sove i bilen og sov lidt bedre i nat.

Vi forlod vores overnatningssted – og fluerne – og kørte ud af Angahook-Lorne State Park ad Great Ocean Road gennem Apollo Bay og tog herefter en lille afstikker gennem Otway National Park til Cape Otway Lightstation, som er Australiens ældste stående fyrtårn – bygget i 1848. Vi valgte dog at betragte det fra afstand under indtagelse af en is, da vi syntes at det var optrækkeri, hvis vi skulle betale 35 kr. pr. person for at se et snollet fyrtårn … gammelt eller ej.

Vi kørte så videre ad Great Ocean Road, som er en utrolig smuk tur langs kysten (det meste af tiden) og der er masser er flotte udsigter.

Da vi jo er turister stoppede vi selvfølgelig ved alle de steder, som man “bør” stoppe og første stop var De 12 Apostle. Her rendte vi ind i nogle af de hollændere, som vi havde dykket med i Airlie Beach, så dem fik vi os lige en sludder med før vi gik ned og kiggede på Apostlene – man kan dog kun se 7 nu om dage.

Derfra gik turen videre til Loch Ard Gorge, hvortil der knytter sig en lille historie:

“I 1878 forliste skibet “Loch Ard” på klipperne på den sidste nats sejlads fra England. Ud af 55 ombordværende overlevede kun 2 – Eva Carmichael, som blev skyllet ind i gorgen og Tom Pearce, som reddede hende ud af vandet. De var begge 18 år gamle og dette fik selvfølgelig pressen til at spekulere i romantiske baner, men Eva rejste tilbage til Irland og de så aldrig hinanden igen.”

Nå, nok små historier … vi spiste frokost og så gik turen videre gennem Port Campbell og derefter til The Arch og London Bridge, som engang var en klippeplatform, som hang sammen med fastlandet (det var den første gang My og Annette så den for 14 år siden), men den kollapsede i 1990.

Så var det altså også slut med at drøne ind og ud af bilen og vi vendte næsen mod Warrnambool, hvor vi fandt en campingplads – hvor vi til vores store glæde har eget toilet og bad, som Annette straks benyttede sig af. I aften skal vi bare slappe af og måske gå en lille tur i byen.