Lørdag stod vi op til ikke særlig fedt vejr med blæst og støvregn, men det skulle jo ikke holde os tilbage for at se nogle ting i Mount Gambier og omegn.

Vi kørte derfor op til Blue Lake, som er en sø i et vulkankrater, som i allerhøjeste grad lever op til sit navn!

Det er godt nok den “blåeste” sø vi nogensinde har set. Det sjove er dog, at den ikke er blå hele året. I løbet af et par dage i marts ændrer den farve til grå for først at blive blå igen i løbet af et par dage i november. Der har været mange teorier om, hvorfor den ændrer farve, men ingen af dem er endnu bevist.

Vi kørte rundt om søen, og på vejen fik Jan øje på noget andet som lignede et vulkankrater ca. 20 km mod Port MacDonnell. Vi besluttede os for at se om vi kunne komme derhen, hvilket ikke var noget problem, da der rent faktisk kom et skilt et par km derfra, som samtidig fortalte os, at der har var tale om Mount Schank.

Vi kom derhen og gik op ad krateret indtil vi nåede toppen, som er 158 meter over havets overflade. Her blev Jan meget begejstret, da det var det første krater vi har set, som ikke er helt tilvokset nede i kraterhullet (eller hvad det nu hedder) – her kunne man rent faktisk se, at der var tale om en vulkan. Vi besluttede os for at gå ned i den … sådan bare for at prøve det … og det var en meget sjov fornemmelse at stå nede i et gammelt krater.

Da vi kom op – og ned igen – var vi blevet sultne og til alt held lå der et lille tea-room lige ved siden af. Det hed Mountain Path Cottage og blev drevet af et engelsk ægtepar. Der var dødhyggeligt og vi fik nogle rigtig gode sandwiches til frokost.

Vi kørte videre til Port MacDonnell, da My havde set, at man kunne dykke i kilder/søer og vi derfor gerne ville finde en dykkershop, hvilket lykkedes fint. Det viste sig desværre, at han havde alle sine regulatorer (mundstykker m.m.) til tjek og selvom de skulle have været tilbage torsdagen før, var de endnu ikke dukket op. Vi blev derfor enige om at kigge lidt på området indtil mandag, hvor vi så håbede på, at regulatorerne var kommet retur.

Vi kørte til Milicent, hvor vi fandt en campingplads ved en kæmpe sø, som man kunne svømme i, hvilket vi havde intentioner om at gøre den følgende dag.

I øvrigt skal det lige nævnes, at vi gudskelov var heldige med vejret hele dagen, hver gang vi var ude af bilen, så vi undgik at blive våde.

Vi startede tidligt på at se film (hvad skal man ellers lave, når man ikke kan være udenfor p.g.a. vejret), hvilket var en oplevelse denne gang, da vi har købt et kabel, så vi kan få lyden fra bilhøjtalerne … det er næsten som at være i biffen!

Når man sådan endnu en morgen vågner op og det er overskyet og blæser, så er det nok ikke nogen overraskelse, at vores intentioner om at svømme hurtigt gik fløjten.

I stedet kørte vi til Beachport, hvor vi i vores 4-hjulstrækkerbog havde læst, at der var noget rigtig udfordrende 4-hjulstræk. Der stod bl.a. at man kunne være rimelig sikker på at sidde fast på et tidspunkt, så det var med stor spænding, at vi kørte ud til kysten i Beachport Conservation Park. I starten virkede det helt OK og lige før vi kørte ned på stranden var der nogle flotte klippeformationer, som vi kiggede lidt nærmere på … og Jan formåede at blive overrasket af en bølge så han måtte op og skifte bukser inden vi kunne køre videre.

Vi sænkede dæktrykket til 20 psi og kørte ned på stranden. På et tidspunkt skulle vi så atter ind i klitterne og det var her vi fik vores første lille overraskelse. Vi kørte op over en klit og lige da vi var kommet over toppen skrånede klitten kraftigt mod venstre, hvilket resulterede i at vi praktisk taget gled sidelæns ned ad bakken, som var meget stejl – en oplevelse, som da var ganske oplivende, men nok ikke lige én af My’s favoritter. Da vi så var kommet ned – ja så skulle vi finde en vej over nogle andre klitter for at komme videre og vi jokkede så lidt rundt til fods for at finde den bedste rute. Den, som umiddelbart så bedst ud, startede dog med at være meget stejl, men vi besluttede os for at prøve alligevel (det var lige før My ville ud). Vi prøvede en 5-6 gange men kom hver gang kun halvvejs op ad bakken, så vi så os nedsaget til at prøve noget andet. Vi prøvede så, at køre direkte op ad klitten, hvilket dog heller ikke var den store succes og vi begyndte nu at tvivle på om vi overhovedet kunne komme ud igen. Til allersidst kørte vi lidt længere ud i siden af klitten hvor der ikke var helt så stejlt, gav den alt hvad den kunne trække af fart i det lave 4-hjulstræk og – holdt vejret – indtil vi omsider kom op på toppen.

Glade kørte vi videre, men nu skal man jo ikke blive alt for overstadig, når man kører i sand, så der gik ikke så fantastisk lang tid før vi sad godt fast i sandet. Ud og grave og gøre ved … i spænding om man overhovedet ville nå at komme fri, inden tidevandet kom ind (en ganske høj stressfaktor – i særdeleshed, når man ikke har tjekket tidevandstabellerne). Efter at have gravet et par gange og sænket dæktrykket til 15 psi (nu er man sgu’ næsten punkteret) lykkedes det os omsider at komme fri.

Efter yderligere nogle kilometer på stranden drejede vi atter ind i klitterne og fandt vejen ud langs Lake George. Jan var meget tilfreds med vores tur … My var mere lettet over at vi var kommet væk fra stranden igen – nå, men det var nu trods alt en god oplevelse. Nu ved vi bare, at vi nok vil føle os lidt mere trygge, hvis vi husker at tjekke tidevandet en anden gang.

Vi kørte atter tilbage til Mount Gambier, hvor vi tog hen for at se Umpherston Sinkhole, som også er kendt som “Den sunkne have”. Den er opstået af at grundvandet har opløst limstenene, så der først er kommet en stor hule, hvorefter loftet er kolapset, så der nu blot er et hul i jorden. For omkring 100 år siden var der så en mand der hed Umpherston, som plantede en fin have dernede – og det er den vi ser idag (selvom der ikke længere er vand i bunden, som der var i hans tid).

Om aftenen kommer der en masse possum’er frem for at blive fodret, og selvom vi var der om eftermiddagen, kom der alligevel et par stykker og hilste på for at se, om vi havde noget de kunne æde. Det var der et par børn der havde, så de kom ganske tæt på – de var lidt tykkere end andre possum’er … hvorfor mon.

Vi havde ringet til dykkerforretningen for at høre, om han havde fået udstyret tilbage, hvilket desværre ikke var tilfældet, men han ville ringe til os, så snart det var i hus. I mellemtiden tjekkede vi igen ind på campingpladsen i Mount Gambier og opdagede i øvrigt at vi et eller andet sted på vores vilde 4-hjulstræktur havde tabt vores forreste nummerplade. (Vi havde på et tidspunkt stoppet og spurgt nogle surfere om vej og de havde så spurgt, hvor vores nummerplader var fra – troede vi – og da vi så sagde Victoria, begyndte de til vores undren at grine. Måske ikke det helt store mysterium, da de nok havde spurgt, HVOR vores nummerplade var).

Næste morgen sov vi for en gangs skyld længe og gik derefter en tur ned i byen for at finde en politistation, så vi kunne finde ud af, hvad vi skulle gøre med vores manglende nummerplade. Vi fik optaget en rapport og fik så at vide, at vi skulle gå hen på motorkontoret, som ville hjælpe os med pladerne. Desværre så var det jo sådan, at vi var i en anden stat end hvor vores bil er indregistreret, så de kunne kun henvise os til VicRoads. Vi ringede og fik at vide, at vi bare kunne tage hen på nærmeste VicRoads-kontor, hvor vi kunne få et nyt sæt nummerplader til en værdi af sølle 100 kr. (det er jo noget ganske andet end i Danmark).

Vi brugte resten af dagen på at hygge os og slappe af.

Tirsdag sov vi endnu en gang længe (det er den rene luksus), før vi kørte tilbage til Victoria for at få nogle nummerplader. NærmesteVicRoads kontor lå gudskelov kun 120 km væk i Portland og det tog ingen tid at få de nye plader.

Vi blev ringet op af dykkerforretningen og vi aftalte, at vi ville hente dykkerudstyret næste dag omkring middagstid.

Vi kiggede lidt på Portland, som er en ganske hyggelig by, spiste frokost – og foretog os i øvrigt ikke særlig meget resten af dagen ud over at gå en tur efter aftensmaden.

I går stod vi op og kørte først til et sted, som hedder Petrified Forest i nærheden af Portland. Man mener, at Petrified Forest engang var en skov af Moonah træer, som blev dækket af en sandklit. Vand som løb ned igennem sandet formede efterhånden en skorpe af sandsten på ydersiden af træstammerne og med tiden forsvandt selve træstammerne og tilbage står nu hule træstammer i sandsten. Det var ikke helt så stort, som vi havde forestillet os, men det var helt tydeligt at se, at det lignede træstammer. Desværre er der gennem tiderne masser af mennesker, som har taget små “souvenir’er” med hjem, hvilket naturligvis har gjort en ganske kraftigt indhug i “skoven”. Vi bliver gang på gang irriterede over folks manglende respekt for omgivelserne!

Vi kørte så videre via Nelson tilbage til South Australia og endte endelig i Port MacDonnell, hvor vi fik lejet vores dykkerudstyr. Spændte kørte vi ud til Ewens Ponds, hvor vi skulle foretage vores første ferskvandsdyk … og så helt mutters alene. Vi fik udstyret på – omgivet at en milliard fluer – og hoppede derpå i vandet, som var temmelig koldt (ca. 15 grader) og vi var glade for at vi havde lejet 5 mm våddragter og hætter.

Ewens Ponds består af 3 søer, som er forbundet af kanaler. Vi startede med at hoppe i Pond 1, som var den største og var 11 meter dyb. Når man for første gang kommer under vandet i en ferskvandssø, er det et meget anderledes syn end i havet. Alting er meget grønt og vandet er simpelthen krystalklart.

På bunden af den første sø var der tre steder, hvor der kom bobler op, hvilket var små kilder.

Derefter kom vi til den første kanal som var 2 meter dyb og 50 meter lang og det var vildt fedt at blive ført igennem kanalen med strømmen mens man nærmest flød henover en græseng. Pond 2 var lidt mindre en den første og havde en dybde på 6,5 meter og den adskildte sig ikke meget fra den første. Generelt kan man sige, at det ikke er det dybeste punkt i en sø, som er det flotteste … der er mest sand eller kalk … det er mere på det lave vand langs kanterne, at man kan nyde synet af grønne vandplanter og vandspejlet foroven.

Vi nåede så vores anden kanal, som også var 2 meter dyb, men til gengæld var 125 meter lang. Og det var nok dykkets højdepunkt. Igen blev vi ført af strømmen gennem den smalle kanal og selvom kanalen er 2 meter dyb, så er der så mange vandplanter, at der rent faktisk højst er en meter vand at bevæge sig på. Det er utrolig smukt og fascinerende at sno sig gennem vandplanterne samtidig med at man kan se vandoverfladen og solens stråler, som bryder overfladen.

Til sidst nåede vi til Pond 3, som var den mindste, men dog havde en dybde på 9 meter. Den adskilte sig noget fra de foregående, da den havde en hule og et klippefremspring, hvor der var en masse fisk af ganske god størrelse omkring 20-25 cm lange, hvorimod der i de andre kun havde været små fisk af hundestejle-størrelse. Efter en time og 5 minutter syntes vi at vi havde set nok, og My var begyndt at fryse lidt. Desuden havde vi begge en del problemer med vores opdriftskontrol (sikkert fordi vi blev nødt til at gå en del op og ned sammen med søernes dybder i stedet for at kunne holde en forholdsvis konstant dybde) og vores veste var utætte, så vi var efterhånden ved at være noget irriterede. Derudover havde vi problemer med vores videokamera (noget vi også kunne konstatere, da vi skulle se, hvad vi havde optaget … og derfor ingen billeder til jer), så vi besluttede at gå op.

Efter med møje og besvær at kravle op ad en stige, som hældte lidt bagover, skulle vi vandre 250 meter på en sti gennem en mark med alt udstyret på … det var godt nok en sej omgang. Nå, det var da i hvert fald værd at prøve.

Vi kørte ned og afleverede vores udstyr og kørte så over Mount Gambier og videre til Milicent til den campingplads ved svømmesøen, hvor vi tidligere havde boet. Denne gang lykkedes det endelig My at komme ud og svømme, da vejret var herligt, så hun nappede lige en 1000 meter.

Om aftenen faldt vi i snak med et par, som havde arbejdet på Nullabor Roadhouse. Over et par øl gav de os en masse tips til, hvad vi skulle kigge på på vejen over Nullabor Plains, da der (i modsætning til hvad mange tror) er masser at se på vejen. Han fortalte os om en hule, som endnu ikke var kendt af turister og tegnede for os hvor den lå, så vi kan finde frem til den, når vi kommer på de kanter.

I morges startede My med endnu en 1000 meter i søen og efter at have sagt farvel til Phil og Lynn (parret fra i går) kørte vi mod Robe, hvor vi stoppede og spiste frokost og gik en lille tur. Vejret var pragtfuldt og stranden ved Robe er utrolig idyllisk med spejlblankt tyrkis vand og en dejlig sandstrand.

Derfra kørte vi til Kingston SE og da My var lidt skidt tilpas valgte vi at stoppe der og slappe af resten af dagen.

Her til aften har vi lavet vores egen lille mongolian barbeque, som ikke var så ringe endda …. og Jan kom meget overraskende med en æske chokolade til sin kone i anledning af Valentines Day.