Mandag stod i byens tegn, således forstået, at vi brugte dagen til at slentre lidt rundt og kigge på forretninger og ordne indkøb.

Vi tog også lige en smut ud for at se Mount Charlotte Lookout, som absolut ikke imponerede os, men bagefter tog vi ud til Golden Mile Super Pit Lookout, hvorfra man har en rigtig god udsigt over Australiens største “open cut” guldmine, hvor kæmpe ladvogne ligner små stykker legetøj, men almindelige personbiler ligner legetøjsbiler ved siden af ladvognene. I øjeblikket er minen 290 meter dyb, 1,5 kilometer bred og 4 kilometer lang. Det var ret imponerende.

Eftermiddagen brugte vi i swimmingpoolen og My brugte svømningen som motion i stedet for løb, da hun stadig har lidt ondt i benet når hun løber, så den hårde løbetræning må vente lidt endnu.

Tirsdag havde vi besluttet os for at vi skulle ud og kigge på omegnen og dens ghosttowns. Vi kørte derfor til Coolgardie og fortsatte derfra nordpå ad en dirtroad. På vejen kom vi bl.a. forbi den gamle Bonnie Vale Mine, som blev kendt i 1907, da en minearbejder blev fanget i en luftlomme 300 meter under jorden efter der var kommet 100 mm regn i løbet af 3 timer, hvilket resulterede i at minen blev oversvømmet. Efter at den stakkels minearbejder (Varischetti) havde opholdt sig dernede i 10 dage, blev han endelig bragt tilbage til overfladen af dykkere, som var kommet med tog fra Perth for at redde ham.

Nå, men vi fortsatte glade vores færd indtil vi ca. 60 km nord for Coolgardie lige pludselig skred voldsomt ud i et sving og måtte konstatere at vi var punkteret på højre baghjul. Luften fes godt nok hurtigt ud af dækket, så det var ikke et af de tilfælde, hvor man bare kan stoppe en gang i mellem og give det lidt luft. Nej – vi måtte for første (og forhåbentlig sidste) gang i gang med at bruge vores dyrt indkøbte air-jack (en donkraft som pustes op ved hjælp af udstødningen, så den kommer til at ligne en stor tønde, som løfter bilen). Vi prøvede et par gange med air-jacken midt på bilens langside, men den kunne kun løfte bilen halvvejs op – sikkert fordi vi ikke kunne få udstødningen til at slutte helt tæt til slangen. Til sidst flyttede vi den ned i bagerste hjørne og så fes bilen lige til vejrs … genialt!!

Når man sådan har fået løst sit problem, er det nu alligevel meget rart, at man har haft brug for sine redskaber … ellers havde man jo smidt pengene lige ud af vinduet. Vi fik skiftet dækket og var så klar til at køre videre.

Vi var dog enige om, at vi nok ikke skulle ud på den helt lange tur – og da slet ikke 4WD kørsel, da vi nu havde brugt vores eneste reservehjul, så vi valgte blot at køre til Rowles Lagoon, som er en stor (eller måske et par) søer som ligger op ad hinanden.

Vi spiste frokost ved den sø, hvor der var mest vand i – faktisk var der så meget vand, så man kunne have stået på vandski, hvilket vist heller ikke var unormalt for området – og bagefter kørte vi til ét af de andre områder, hvor søen dog stort set var udtørret bortset fra et lille mudret stykke.

Heldigvis var der nogle får, og da vi så at de næsten sad fast i mudderet, da de løb væk fra os, mente vi at det nok var en bedre idé at lade være med at køre over. Det var i øvrigt sjovt, så tydeligt det var at se, hvor vandet var gået til. Træerne var hvide indtil ca. 1,5 meter oppe ad stammerne, hvor de blev mørke – det så næsten ud som om linien var trukket med en lineal, så tydeligt var det.

Vi kørte så tilbage til det første sted, hvor vi havde spist frokost og fortsatte dér venstre om søen og vi var ret sikre på, at man kunne komme hele vejen rundt – men næh nej, vi nåede enden af vejen og så måtte vi hele vejen tilbage igen – blot 100 meter før vi ville have nået den vej vi havde kørt på før (ifølge vores GPS).

Vi fortsatte derpå mod øst og nåede til Ora Banda (spansk for guldbånd og guld var der masser af for 100 år siden), hvor vi fandt en gammel forladt generalstore/beværtning. Der stod godt nok i vores 4WD bog at der stadig var hotel, restaurant m.m., men det havde da vist været nogle år siden.

Der var en gammel benzinstander og så var der 2 telefonbokse, som til vores store forbavselse virkede. Vi benyttede derfor lejligheden til at ringe til Åse i Thai Airways i Melbourne og fik bekræftet at vi har fået hjemtursbilletter til den 11. august – så nu kan I derhjemme jo godt begynde at glæde jer til vi kommer hjem og spare op til den store hjemkomstfest!

Fra Ora Banda kørte vi ud på hovedvejen til Broad Arrow (som vi aldrig opdagede) og derfra gik turen atter mod Kalgoorlie. På et tidspunkt kom vi til nogle træer … som havde bukser på! Tjah, hvis man ikke ved, hvad man ellers skal få tiden til at gå med, så kan man da altid blive træpåklæder.

Vi havde læst, at der lidt nord for Kalgoorlie var en fantastisk ghosttown ved navn Kanowna, så den måtte vi jo se. Og hvad kan vi så sige til det??? Tja, hvis der nu bare havde været en eller anden form for ruiner efter en by som i 1905 havde et indbyggertal på 12.000 med 16 hoteller, to bryggerier, masser af kirker og togafgang til Kalgoorlie hver time, så havde det måske været spændende. Men det eneste der var, var et kort over hvordan byen havde set ud, samt afmærkning af hvor de forskellige gader og bygninger havde været – ja og så lå der da lige et par murbrokker hist og pist. Det bedst bevarede var faktisk kirkegården! Vi mente i hvert fald ikke at det var køreturen værd, men måske andre finder det fantastisk.

Vi kørte tilbage til Kalgoorlie og afleverede vores punkterede dæk, købte lappegrej til nødstilfælde, hvor vi vi ikke har flere reservedæk (man kan lappe dækket uden at tage det af fælgen) og tog så til campingpladsen og nappede en dukkert i poolen.

Onsdag stod den på praktiske ting, som tøjvask, oprydning, indkøb til de kommende dage etc. Og så som sædvanlig svømning om eftermiddagen.

Torsdag begav vi os tilbage mod Norseman, hvor vi forhåbningsfulde gik ind på postkontoret og spurgte efter vores pakke fra Danmark. Desværre så var den stadig ikke dukket op, så vi besluttede at få den eftersendt til Perth, da vi ikke havde lyst til at bruge mere tid i området. Det var dog en mægtig hjælpsom og venlig mand, som ekspederede os, så han sagde, at han ville ringe til os, når han havde pakken, og så høre, hvor det passede os at få den sendt hen.

Nå, lidt skuffede over at vi ikke kunne få vores guf til påsken (som om vi overhovedet bemærker at det er helligdage) vendte vi næsen ad en dirtroad mod vest, som førte til Hyden. Når man sådan kører på en dirtroad og møder en lastbil, så skal man lige huske på, hvem der er den lille, så man kører pænt ind til siden eller tager i hvert fald farten gevaldigt af – mest af den grund, at man ikke kan se en skid for støv lige efter lastbilen har passeret.

Ca. 150 kilometer inde ad grusvejen besluttede vi os for at køre ind ad en lille smutvej, hvor vi fandt et hyggeligt sted at slå lejr for natten.

Næste morgen forlod vi vores lille bushcamp og fortsatte turen mod vest indtil vi kom til Hippo’s Yawn og Wave Rock ved Hyden. Hippo’s Yawn er en klippeformation, som ligner munden på en flodhest som gaber. Når man går helt ind i “halsen” er der en lille åbning, hvor man kan komme op ovenpå “nakken” af flodhesten. Derfra gik vi videre til Wave Rock – og på denne måde undgik vi at skulle betale parkeringsafgift, hvilket jo passede os glimrende.

Vi har tidligere skrevet, at vi ville foretage en sammenligning af Pildappa Rock og Wave Rock, hvilket nu er muligt. Vi må nok sige, at Wave Rock er noget mere imponerende end Pildappa, idet den er noget højere (med en højde på 15 meter) og den buer en anelse mere en Pildappa, hvilket gør det nemmere at se, at det er en bølge.

Fra Wave Rock kørte vi til Mulka’s Cave, som er en sjov lille hule, nærmest formet som en udhulet klippeblok, der er vendt på hovedet, så man kan gå ind under. Man kan godt forestille sig, at der har været rart på varme sommerdage, da der er skygge og samtidig gennemtræk. Inde i hulen er der en del aboriginal paintings – dog primært omrids af hænder.

Derfra kørte vi til Hyden, hvor vi kørte mod syd indtil vi nåede til Stirling Range National Park, hvor vi slog lejr ved Moingup Springs. Det var tydeligt, at det var påske, da der var godt fyldt op på camp’en, men det måtte vi jo affinde os med – og så længe der var gratis var det vel OK.

I morges stod vi op og kørte til Knoll Bluff, da vi havde besluttet os for at gå turen op til toppen af det højeste bjerg i Stirling Range. Da vi nåede op til parkeringspladsen opdagede vi dog, at der var indtil flere familier med mindre børn … og så mente vi jo at turen absolut måtte være for nem for et par veltrænede unge mennesker som os. Vi valgte så i stedet at køre til Toolbrunup, da vi havde læst, at turen til toppen af dette – det næsthøjeste bjerg – ikke var for folk med svage ben.

Vi begyndte opstigningen og det første stykke, som var ca. halvvejs, var ikke så slemt (men hårdt nok endda). Derefter kom vi til et stykke med nogle store klippestykker, hvor der også var et skilt, som advarede om at det var Mountain Risk Area og at resten af turen kun var for veltrænede og adrætte folk.

Det er jo ikke noget, der afskrækker os og efter en asen og masen (og en god gang sved)  på den sidste halvdel, som ganske rigtigt var ret stejl med en del klatren, nåede vi efter 1.5 time til Toolbrunup Peak, hvor det blæste en halv pelikan.

Der sad vi så og nød udsigten og fik os en snack i en halv times tid, inden vi atter begav os nedad. Med ømme knæ og tånegle (man skrider en del frem i sine støvler, når man sådan går ned ad bakke) kom vi efter i alt 3 timer retur til parkeringspladsen – dejlig trætte og selvtilfredse.

Vi kørte så ned til Porongurup National Park, hvor vi spiste frokost ved Tree-in-a-Rock, som vi bagefter gik ned og kiggede nærmere på. Tree-in-a-Rock er ganske som navnet siger, et stort træ, der faktisk vokser på en klippe. Det må jo på én eller anden måde have boret sine rødder ned, så det kan få noget næring – ellers er det svært at se, hvordan det skulle overleve.

Vi ved ikke om I har bemærket det, men området nord for Albany må helt klart siges at være “up-land”. Hvad mener de nu? – tænker I nok. Jo, omkring 80 procent af alle stednavne i området ender på UP: Porongurup, Moingup, Toolbrunup, Millinup, Pingrup, Amelup, Isongerup, Talyuberlup … ja vi kunne blive ved.

Nå, men fra Tree-in-a-Rock kørte vi videre til Albany, hvor vi nu har tænkt os at være de næste par dage og kigge lidt på omegnen. Ganske som forventet kom vi til en campingplads, som ikke havde nogle ledige pladser (det er jo påske), men det lykkedes os dog at få os klemt ind alligevel – og det første vi gjorde var naturligvis at tage et yderst tiltrængt bad.

God påske til jer allesammen!