Den seneste uges tid er gået med shopping, lidt sightseeing og praktiske ting – derfor har vi desværre ikke så mange fantastiske billeder at vise jer denne gang, men det kan jo ikke være lige godt hver gang!
Da vi jo som sædvanlig er “heldige” med vejret blev der forleden sat rekord for regn i april måned i Perth.
86 mm på 24 timer, hvilket slår rekorden fra 1904! Dette gav os desuden lejlighed til at få tætnet vores roof-hatch, som lækkede en del under de store vandmængder – hvilket dog skulle være klaret nu – i hvertfald er der ikke kommet noget vand ind under de seneste regnskyl.
Vi havde desuden Truppe til service sidste fredag, så nu skulle hun være klar til den videre tur.
Nej, så slemt er vejret nu heller ikke – det er da som regel pænt over 20 grader omend lidt overskyet, så selvom vi har talt lidt om at tage i “vandland” ved Hillary Boat Harbour, ville vi nu gerne have lidt bedre vejr til vand-aktiviteter (selvom vandrutschebanerne er opvarmede). Vi må se hvordan det flasker sig de næste par dage.
Vi har været i poolen her på campingpladsen en enkelt gang … men det var godt nok KOLDT, så det er ikke lige noget der trækker i os i øjeblikket.
Vi har været i Perth et par gange og det er faktisk en meget behagelig by, som ikke virker specielt “storby-hektisk”, hvilket jo nok må siges, at være noget der passer os fint. Kvarteret nord for centrum – “Northbridge” – vrimler med restauranter og caféer af alle nationaliteter (dog mest asiatisk), så der er masser af muligheder for at få slukket sin tørst eller stillet sin sult.
I centrum er der 2 gågader parallelt med hinanden, hvor vi har brugt en del tid på at slentre rundt og kigge på forretninger og sidde på café og studere mennesker. Vi var også i London Court, som er en hyggelig lille smøge ved Hay Street (den ene af gågaderne), hvor man føler sig sat tilbage i tiden til det gamle England.
Generelt har man dog ikke været særlig nænsom i moderniseringsprocessen af Perth, så det er ikke mange af de gamle bygninger, der har fået lov til at stå tilbage.
Nede ved Swan River ligger Swan Bells, som er et klokketårn med ikke mindre end 18 klokker, som vejer mellem 238 og 1.480 kilo! Det er et ret flot og anerledes bygningsværk – desværre fik vi ikke klokkerne at høre.
Vi har også været en smut i Fremantle, som er en rigtig hyggelig lille by (idag er det nu nærmest en forstad til Perth) med masser af restaurationsliv og atmosfære. Vi var bl.a. på Fremantle Markets, hvor man fredag-søndag kan købe alt fra frugt og grøntsager til spraymaling og iris-analyser. Også nede ved havnen er der masser af restaurationer, så der er nemt at spendere en del penge i løbet af en dag … eller aften. Fremantle er absolut et besøg værd, hvis man er livsnyder med smag for god mad.
Nåh ja … og så fik My lige lejlighed til at bruge vores rejseforsikring for anden gang på turen – denne gang med maveproblemer :-s
Kan oplyse, at det australske sundhedsvæsen fungerer fortræffeligt – og all is good 🙂
Ellers er der ikke så meget at berette – vi ville bare lige give livstegn fra os.