Natten mellem fredag og lørdag fik vi en del regn, som dog stoppede om morgenen. Det var dog stadig overskyet og blæste en del. Vi pakkede sammen og kørte ned til One Mile Jetty, men da Jan var ved at blive snottet og ikke var helt på toppen, besluttede vi os for ikke at gå ud for enden af den, selvom vi kunne have taget et lille tog derud.

I stedet kørte vi tilbage til Carnarvon, hvor vi købte ind og satte kursen mod Coral Bay, hvor vi skulle tilbringe de næste par dage med at slappe af og nyde livet.

Vi slog lejr op ved siden af familien Wyllie og om eftermiddagen gik vi ned til stranden, hvor vi fodrede en masse store fisk, som svømmede rundt om benene på os.

Om aftenen spillede vi kort med ungerne.

Næste morgen var det Mor’s Dag og My fik et Mor’s Dags kort af Ruby, selvom hun forklarede, at hun jo ikke var mor. Ruby mente dog at hun næsten var en mor, da hun var dame og gift … og så kunne hun være halv mor for dem!!! Så er man vist ganske populær!!

Solen kom frem om formiddagen, men det var stadig meget blæsende. Vi gik ned på stranden for at snorkle, men det var højvandet og så var der en strøm, så man troede at det var løgn. Det var stort set umuligt at svømme mod strømmen og koralrevet var rimelig langt ude, hvor der var ganske dybt, så man alligevel ikke kunne få kigget ordentligt på det. Vi nøjedes derfor med at bade, gik tilbage og spiste frokost, hvorefter vi gik over i pool’en i et par timer, hvor der blev badet og solbadet. Det var skønt bare at dase og vandets temperatur var perfekt!

Bagefter slappede vi lidt mere af og Jan læste lektier med Ruby.

Da vi regnede med at det ville være lavvandet om eftermiddagen, gik vi endnu en gang ned for at snorkle. Vi havde ret med hensyn til vandstanden og koralrevet var nu kun ca. 5-10 meter ude og lå nu på mellem 0,3-4 meters dybde. Strømmen var dog stadig meget stærk, så vi besluttede os for at gå langs stranden mod strømmen, hvorefter vi gik ud og snorklede og drev med strømmen tilbage igen i det lune vand. Det var simpelthen alletiders! Vi lå bare i overfladen og drev henover koralrevet med strømmen, alt imens vi kiggede på store koraler og masser af forskellige fisk.

Om aftenen gik vi ud og spiste sammen med familien og bagefter stod den endnu en gang på kortspil og aftenhygge.

Mandag stod den på solbad og afslapning ved poolen, mens familien Wyllie var taget på en tur med en glas-bottom båd om formiddagen. Vi fik gudskelov at vide, at vi ikke rigtig var gået glip af noget i forhold til hvad vi havde set, da vi snorklede. Om eftermiddagen gik vi igen ned og snorklede i Coral Bay. Denne gang startede vi en anelse længere nede ad stranden og vi kom til en kæmpe “hjerne-koral” – nok den største vi har set endnu: ca. 4 meter i diameter. Vi brugte også en del tid på at fjerne noget fiskesnøre, som sad fast i koralerne og vi fik derfor brugt vores knive for første gang.

Tirsdag var den rene afslapning og vi brugte tiden på at købe lidt gaver til ungerne, hvilket de satte megen pris på. Jack fik en sparebøsse med delfiner, Johanna fik en halskæde med delfiner og Ruby fik en tåring. Da det var blevet noget overskyet og køligere om eftermiddagen var det kun Jan, Brett og Ruby, som gik ned og snorklede. Det var dog en fantastisk god tur, da de denne gang gik endnu længere ned ad stranden, hvor de så nogle kæmpe muslinger i forskellige farver.

Hver gang vi snorklede ved Coral Bay, så vi nogle nye fisk eller koraller, og vi kan varmt anbefale en tur dertil, hvis man synes om at snorkle.

Onsdag pakkede vi sammen og mens familien Wyllie tog den asfalterede vej, valgte vi 4WD ruten. Nogen gange må man undre sig over at vi gør det …. det var stort set som at køre 100 km på et vaskebræt, hvilket går én på nerverne efter et stykke tid. Nå men vi fik da en gang imellem et kig udover nogle smukke bugter.

Lidt hen ad eftermiddagen nåede vi Yardie Creek, som vi var lidt spændte på at krydse – fuldstændig uden grund, da der overhovedet ikke var noget vand, der hvor vi skulle krydse. Vi havde aftale med familien Wyllie at mødes ved Tulki Beach og campere dér, da den var ret tæt på Turquoise Bay, som skulle være ideel for snorkling og usandsynlig smuk. Desværre var Tulki Beach lukket for camping, så vi kørte lige en smut ned og kigge på Turquoise Bay. Som navnet siger, så var bugten – trods gråvejret – ret turkis og vi besluttede os for at kigge nærmere på den på et senere tidspunkt.

Vi fortsatte så til Osprey Bay, hvor vi slog lejr og bagefter gik ned og snorklede. Korallerne ved Osprey var slet ikke så gode som ved Coral Bay, men der var masser af fisk og en blæksprutte, som lynhurtigt skiftede farve, da den blev bange for os.

Næste morgen var vi “velsignet” af en cyklon som hærgede et eller andet sted ude i Det Indiske Ocean og gav os regn hele dagen. Taget i betragtning at man siger at det aldrig regner i dette område samt at det var 2 år siden det havde regnet sidst, burde vi jo nok føle os privilegerede over de enorme mængder, som havde besluttet sig for at falde lige da vi befandt os i området!

Vi var dog ikke specielt begejstrede, men det skulle jo da ikke have lov til at ødelægge hele dagen, så Jan brugte det meste af formiddagen med at fiske med sin nyindkøbte hånd-line …. uden held. Han begyndte rent faktisk at fable om at anskaffe sig en fiskestang – og det til trods for at han ofte har sagt, at han ikke fattede at folk gad og stå en hel dag og fiske.

Omkring middagstid var det højvandet og vi havde hørt, at det var bedst at snorkle ved Oyster Stacks, når vandet stod højt. Vi trodsede derfor den tiltagende regn (man bliver jo våd alligevel), iførte os vores våddragter og svømmede ud.

Hvis vi var begejstrede ved Coral Bay – ja så var vi nok super begejstrede i Oyster Stacks! Korallerne var godt nok ikke så store, men her havde de rent faktisk farver – mest grønne, blå og lilla nuancer – og der var flere forskellige fisk end vi nogensinde før havde set … og også flere i antal. Det var også koboltblå søstjerner og stimer af små turkisfarvede fisk – i det hele taget var der fisk i alle farver og størrelser.

Efter et stykke tid gik Ruby og Brett op, da det var lidt koldt uden våddragt, men vi blev og snorklede videre, hvilket viste sig at være et godt valg, da det gav os dagens store oplevelse!

På et tidspunkt sagde Jan en lyd (det er jo svært at sige noget med en snorkel i munden) og idet My vendte sig om for at finde ud af, hvad han havde sagt, vidste hun med det sammen, hvilket ord, der var kommet ud af hans snorkel! Kun 1,5 meter fra ham cruisede en rev-haj elegant forbi! Den var ca. 1,5 meter lang og man må nok erkende, at det giver et lille gip i én, når man sådan støder på en haj i “det virkelige liv”, men den var tilsyneladende fuldstændig ligeglad med os (vi var nok også en for stor mundfuld) og den forsvandt stille og roligt igen. Ikke mere end 5 minutter senere udstøder Jan endnu engang en lyd og vi ser endnu en haj – denne gang en lille gut på 80 cm! Fantastisk oplevelse!

Vi besluttede efter ca. halvanden times tid, at vi vist havde set nok for denne dag og begyndte at svømme ind mod stranden. På vejen svømmede vi igennem stimer af 50-60 fisk på ca. 40-50 cm og nød det i fulde drag – helt igennem et fantastisk sted at snorkle – selv i øsende regn!!

Da det så ud som om det havde tænkt sig at blive ved med at regne, besluttede vi os for at køre til Exmount for at få fremkaldt dagens “snorkle-billeder” (det kunne jo tænkes at der var et godt haj-billede). Vejen op til Exmount viste sig at være et rent forhindringsløb blandt flokke af kænguru’er, som åbenbart helst ville opholde sig på vejen i regnvejr. Nogle af dem må have været døve, for ikke engang da vi dyttede flyttede de sig. En enkelt gang måtte vi også stoppe for en flok heste! Efter at have kørt igennem en syndflod af regn, døve kænguru’er og græssende heste, nåede vi omsider Exmount. Her rendte vi ind i først én dansker, som havde sejlet fra Fremantle til Exmouth og bagefter Janne og Rasmus (fra Monkey Mia). Det må sgu’ da være alle de danskere, som tiltrækker regnen!

Desværre havde den enlige foto-butik i byen ikke tid til at fremkalde vores billeder samme dag, så vi måtte nøjes med at spise frokost og købe lidt ind, inden vi atter vendte næsen mod Cape Range National Park og i kaskader af regn kørte tilbage til vores bush-camp.

Om aftenen sad vi endnu en gang og hyggede os med familien Wyllie – og man må sige, at regnen blev ved og blev ved. Faktisk så regnede det så meget, at en stakkels krabbe forvildede sig ind i deres telt, da den nok ikke kunne finde ud af, hvor havet befandt sig i vandmasserne.

Med håbet om solskin og varme næste dag gik vi i seng. 

Og så skal der lige lyde et tillykke med fødselsdagen til My’s mor!

Tidligt næste morgen stoppede regnen efter 24 timers uafbrudt regn og det blev ganske lummert, selvom det stadigvæk var meget overskyet.

Det var blevet dagen, hvor vi skiltes fra familien Wyllie og Ruby (den mellemste) var meget stille hele morgenen, men tog det dog pænt da de kørte efter vi havde forsikret hende om, at vi nok skulle besøge dem hjemme i Newmerella. Vi følte os næsten helt alene i verden da de var kørt.

Vi brugte lidt af formiddagen på at tage strandbilleder af My i snorkleudstyr med større eller mindre succes – sjovt var det i hvert fald!

Nå, men vi havde jo hørt, at det skulle være godt at snorkle i Turquoise Bay, så vi kørte op til den meget smukke bugt og hoppede i det tyrkisblå vand. Desværre så var sigtbarheden kun 2-3 meter, da en del sand fra bunden var hvirvlet op, så efter vores mening så var det slet ikke egnet til snorkling. Turquoise Bay er nok bedst til solbadning og badning.

Meget skuffede besluttede vi os for at køre til Oyster Stacks igen – selvom vi mente, at der muligvis også ville være en dårlig sigtbarhed. Dette var dog overhovedet ikke tilfældet, da bunden er mere koral og klippe end sand og turen var helt på højde med dagen før. Igen svømmede vi blandt tusindvis af fisk og vi hilste endnu en gang på vores lille haj-ven – vi fandt ved nærmere eftersyn ud af at det var en White Tipped Reef Shark – som denne gang cirklede lidt rundt om os. Dette gjorde My en anelse nervøs, men da vi jo har hørt efter på vores dykker-kursus, vidste vi, at det højst sandsynligt bare var fordi vi var på dens territorium. Ved at cirkle rundt om os viste den os, hvor grænsen for dens territorium lå – og så svømmer man ganske enkelt væk for ikke at genere den mere end højst nødvendigt.

Endnu en gang steg vi op af vandet meget tilfredse og rige på oplevelser. Oyster Stacks må nok siges at være stedet, hvor man skal snorkle i Cape Range National Park. Hvis man går i vandet i den nordlige ende (der er klipper, så man skal passe lidt på, når man går ud) så bliver man stille og roligt ført af strømmen mod syd, hvor man efter en time til halvanden (alt efter hvor nysgerrig man er) kan gå i land på en sandstrand.

Vi kørte så mod Exmouth og på vejen stoppede vi lige ved Vlaming Head Lighthouse for at kigge på udsigten og ved vraget af SS Mildura, som ligger tæt ved kysten og stikker op ad vandet. Ved SS Mildura vrimlede det i øvrigt med skildpadder.

Vi kørte til en campingplads og vi havde næppe parkeret bilen før himlen endnu en gang åbnede sine sluser. Hold da kæft hvor det regnede! Vi valgte til sidst bare at vade rundt i vores badetøj, da man alligevel hurtigt var totalt gennemblødt. Nå ja, og så benyttede vi da lige lejligheden til at gå en tur i poolen, som var meget stor og i tillæg havde et indbygget akvarium med fisk!

Regnen fortsatte, så vi besluttede os for bare at sidde inde i bilen og lave pandekager og hygge os – hvad fanden skal man ellers lave, når 2 års regn har besluttet sig for at falde i løbet af et par dage?