Lørdag morgen regnede det fanme stadig!

Vi havde egentlig tænkt os at vi skulle ud og dykke ved Ningaloo Reef, men da vi mente, at vi absolut havde set noget af det bedste på vores snorkleture, samt at sigtbarheden højst sandsynligt var for dårlig, besluttede vi os for at droppe det.

I stedet pakkede vi bilen og flygtede fra regnen ind i landet, hvor vi håbede at det ville være bedre vejr. Samtlige næsten 600 km stødte vi på regnbyger – gudskelov i aftagende styrke – og det var overskyet helt ind til Tom Price, hvor vi fandt en campingplads.

Vi havde tænkt os at leje en hytte, så vi kunne få vasket og TØRRET alle vores ting, men desværre var alt optaget, så vi måtte nøjes med bilen igen. Til gengæld kæmpede Jan en brav kamp med at komme til vaskemaskiner og tørretumbler i vaskeriet.

Når det regner har man rigeligt med vand, men når man skal i bad om morgenen … ja så er der sgu’ ikke noget vand! Et faktum, der i den grad ødelagde Jans humør.

Vi kom lidt sent fra campingpladsen, men så havde vi til gengæld fået vasket og tørret alt vores tøj og fået luftet vores madrasser, som var lettere fugtige efter vores ophold i Exmouth. En meget positiv ting denne dag var dog, at solen kiggede frem bag skyerne i ny og næ og det var dejlig varmt – men det skulle vise sig ikke at være det eneste positive dagen bød på!

Vi kørte ind til Tom Price og købte forsyninger og kiggede lidt på en kæmpe ladvogn, som blev brugt i Tom Price minen fra 1980 til 1992 og i den periode havde flyttet omkring 23 millioner tons jernmalm!

Vi kørte ud af byen med kurs mod Karijini National Park, hvor vi kørte til Weano Gorge og tog ud og kiggede på Oxer og Junction Lookout.

Hvis vi troede, at vi efterhånden var svære at imponere … ja så tog vi fejl! Udsigten fra Oxer Lookout og ned i kløften med vandløb 100 meter nede var rent ud sagt fantastisk.

Så bered jeg på total fotospam – det er så svært at vælge mellem de mange fotos vi har taget på dette smukke sted, så I får en masse 🙂

Vi kørte tilbage og camperede og skønnede, at vi lige havde tid til at gå ned i Weano Gorge, hvilket vi så gjorde.

Hvis der findes et paradis på jorden, så må dette sgu’ være stedet! Vi startede med at gå ned af nogle trapper og det første syn der mødte os var et smukt lille vandfald, der løb nede i kløften.

Derfra gik vi med strømmen gennem kløften, som hævede sig op over os på begge sider i rust røde farver og gradvist blev smallere og smallere. Nogle steder måtte vi klatre på klippesiderne for at komme forbi vandløbet og vi nåede efter et stykke tid til et meget smalt stykke, som førte ned til Handrail Pool.

Klipperne var meget glatte, men gudskelov var der et gelænder nedad og det sidste stykke ned til poolen måtte vi fire os ned i et reb – og det var det hele værd!

Handrail Pool er en rund pool på 40-50 meter i diameter, som på alle sider er omgivet af 50-70 meter høje klipper og vandet er perfekt til en afkølende svømmetur. Vi smed tøjet (eller i det mindste noget af det) og hoppede i og svømmede rundt og nød livet et stykke tid. Da vi havde suget atmosfæren til os klatrede vi atter op og gik tilbage til vores camp, hvor vi sad og hyggede os resten af aftenen.

Efter en god nats søvn begav vi os næste morgen ned i Hancock Gorge, hvor My’s klatreevner (og grænserne for samme) blev sat på en prøve. Det startede meget nemt med nogle ganske gode trin og derefter en stige ned i bunden af kløften.

Vi gik med strømmen ned igennem kløften og i begyndelsen var det ret let. Lidt senere begyndte der dog at blive mere klatring og når man som My lider lidt af højdeskræk, så bliver man altså et ret ynkeligt syn, når man “krabber” sig afsted henover afsatserne … og vi behøver vel ikke at sige, at Jan morede sig kosteligt.

På et tidspunkt kom vi til et sted, hvor kløften blev smal … til gengæld var der kun én måde at komme igennem på: En fod og en hånd på hver klippeside, og så måtte man ellers “sætte sig i spænd”, så man ikke røg ned.

My kom igennem og vi nåede ned til Kermit’s Pool … og her besluttede My sig for at stoppe, da det næste stykke var lige frygtindgydende nok – specielt når man kiggede på de gutter, der var begyndt at “krabbe” sig frem. Jan valgte dog at fortsætte sammen med nogen af gutterne og de nåede helt ned til Junction Pool, som vi havde set dagen før fra oven fra Oxer’s Lookout.

Der svømmede de ud til en lille ø inden de vendte tilbage til “de efterladte” ved Kermit’s Pool (My var nemlig ikke den eneste, der stoppede, så hun sad og snakkede med et par fyre, mens de ventede).

Da Jan kom tilbage måtte han nok erkende, at My havde gjort ret i at blive ved Kermit’s Pool, da hun højst sandsynligt aldrig var kommet ned til Junction Pool alligevel.

Nå, men vi gik tilbage til vores lejr, hvor vi spiste frokost, inden vi pakkede sammen og kørte videre for at kigge på nogle lookouts – vi mente nok at vi havde vandret og klatret nok for den dag.

Første stop var Joffre Falls, som desværre var udtørret. Det var dog et imponerede syn … specielt da vi kunne se nogen af gutterne fra tidligere dernede – og de var meget små.

Vi kørte videre til Knox Gorge og derfra til Kalamina Falls, som var et sødt lille vandfald i meget grønne omgivelser.

Til sidste kørte vi ned til Dales Gorge, hvor vi slog lejr inden vi gik ned forbi Fortescue Falls og videre til idylliske Fern Pool, hvor vi svømmede rundt helt alene.

Der er meget smukt ved Fern Pool og der er to små vandfald, hvor vi satte os ind under det ene.

Efter at have tilbragt noget tid ved Fern Pool vendte vi tilbage til vores lejr lidt før solen gik ned.

Vi fik en lille hurtig byge tirsdag morgen, men den var hurtigt væk igen, så vi kunne komme ud på dagens vandretur. Vi gik ned til Dales Gorge og gik på kanten og kiggede ned i kløften indtil vi kom til et lookout, hvor vi havde udsigt over Circular Pool.

Efter at have set Circular Pool fra oven besluttede vi os for at kigge nærmere på den.

Vi gik ned i Dales Gorge, som er mere frodig og med mere vegetation end de andre kløfter, vi har været i.

På nogle steder følte man sig helt hensat til det gamle inca rige og lidt landskab a la Indiana Jones.

Vi nåede til Circular Pool, hvor vi hoppede i.

Vandet var dejlig varmt på overfladen, men nogle cm nede var det ret køligt.

Vi svømmede hen til nogle små vandfald og gik op på en afsats, hvor man kunne stå inde under vandfaldene, som havde en dejlig temperatur … det var næsten som at stå derhjemme under bruseren (dog var omgivelserne noget mere eksotiske).

Efter vores svømmetur gik vi tilbage mod Fortescue Falls – denne gang nede i kløften.

Selve gåturen var ikke specielt udfordrende i forhold til, hvad vi ellers havde prøvet i området, men der var meget smukt. Vi nåede foden af Fortescue Falls og gik derfra op til vores lejr og spiste frokost.

Resten af dagen brugte vi til småreparationer og lejlighedsvis oppumpning af højre bagdæk, som tilsyneladende var punkteret på et eller andet tidspunkt.

Om eftermiddagen fik vi desuden lige besøg af to af de lokale: Skippy og Joey, som desværre hverken brød sig om æble, gulerod eller ærter.

Hvis der er nogen, der endnu ikke har gættet, hvem vores besøgende var, så er her en ledetråd: de har en lang hale og hopper på bagbenene.

I morges stod vi op, sagde godmorgen til vores 2 nye venner og pakkede sammen, hvorefter vi gik ned til Fern Pool og tog vores morgenbad. Fordelen ved at stå tidligt op om morgenen er, at man har det hele for sig selv – og klokken var altså 9.

Ikke fordi vi på noget tidspunkt har følt at Karijini National Park var overrendt – tværtimod – i de tilfælde, hvor vi har opholdt os ved svømmehuller har vi enten været helt alene, eller også har der bare været et enkelt andet par.

Det var blevet tid til at forlade Karijini, men vi kan kun sige, at hvis man nogensinde kommer på disse kanter, så skal Karijini bare besøges – simpelthen et lækkert sted med kølige, frodige kløfter i kontrast til den tørre varme jord ovenover og masser af svalende svømmehuller, som man kan forfriske sig i.

Vi kørte nord om Karijini forbi Wittenoom og ca. 50 kilometer fra Millstream måtte vi sande, at vi blev nødt til at gøre noget ved højre bagdæk, som nu var helt fladt. Vi prøvede først med noget lappespray, men det gjorde sgu’ hverken fra eller til, så til sidst måtte vi jo bide i det sure æble og for anden gang have vores air-jack frem, så vi kunne få skiftet dækket.

Vi havde egentlig tænkt os at køre til Millstream og derfra køre lidt rundt i Millstream-Chichester National Park, men da vi nu var uden reservedæk, syntes vi, at det ville være smartest at køre ruten mod Karratha så direkte så muligt.

Vi kom dog forbi Python Pool i Millstream-Chichester National Park, hvor vi havde læst, at man kunne svømme. Vi havde så tænkt os at nappe en svømmetur, og derefter spise frokost.

Nu var det jo nok fordi vi var blevet en anelse forvænt med krystalklart vand og vandfald … men vi syntes altså ikke at Python Pool var et sted vi havde lyst til at svømme … man kunne jo ikke en gang se bunden!!

Selvom stedet var meget kønt var vi altså skuffede og besluttede at glemme alt om frokost og bare køre videre. Efter mere end 300 km på grusvej nåede vi omsider asfalten og sent i eftermiddags nåede vi så til Karratha, hvor vi fik afleveret vores dæk til lapning, købt lidt ind og spist en kombineret frokost/aftensmad inden vi fandt en campingplads.

Nu havde vi jo endelig mobilkontakt for første gang i næsten 2 uger – og så ringede familien Wyllie for at fortælle, at de nu var i Broome, hvor de ville blive i 7 dage, så mon ikke vi lige kan nå at få dem at se igen.

Nå, vel indkvarterede på campingpladsen gik vi i gang med at fjerne rødt støv fra det meste af bilen – der blev banket madrasser, tørret borde af og vasket gulv m.m. Og så var det blevet tid til dagens belønning – ET BAD! Ja, tak, vi ved da godt, at vi har svømmet rundt i krystalklart vand, men vi havde altså ikke set sæbe i et stykke tid, så det at lugte af hårshampoo og sæbe var jo den rene luksus.

Nu sidder vi så her og up-loader vores hjemmeside, så I kan få de seneste nyheder.