Mandag foretog vi os ikke ret meget andet en at sidde og hyggesnakke og så lige gå en smut ned til Katherine Hotsprings for at få en dukkert.

Tirsdag var det så store fodbolddag, så vi forhørte os et par steder, hvor vi kunne se kampen Danmark-Frankrig. Vi endte med at vælge den lokale glofklub, hvor vi også kunne få et godt måltid mad lige før kampen. Og hvilken kamp – det var jo én af de begivenheder, der gør det fedt at være dansker!!

Vi var i hvert fald ikke skuffede over resultatet og måtte jo så se i øjnene, at vi blev nødt til at befinde os i én eller anden form for civilisation den 15. juni, så vi kunne se mere fodbold.

Næste dag stod på en del oplevelse og hårdt arbejde!

Efter at have pakket hele molevitten satte vi kurs mod Katherine Gorge i Nitmiluk National Park, hvor vi lejede et par kanoer og padlede mod strømmen op igennem kløften.

Dette var noget My havde drømt om i mere end 2 år efter at have set et billede i en brochure – og endelig blev drømmen til virkelighed. Det var utrolig smukt og stemningsfyldt stille at glide igennem vandet med høje klipper på begge sider! Og så var det rart for en gangs skyld at se naturen på en anden måde end ved at vandre.

Jan var måske ikke helt enig i valget af transportmiddel, da han ikke følte at han havde helt styr på balancen og ikke havde lyst til at falde i vandet. Han begyndte dog efterhånden at slappe lidt mere af og nyde turen.

Vi startede med at holde en lille pause på en sandbanke i den første gorge inden vi padlede videre til vores første “vandfald”, hvor tingene virkelig begyndte at gå op i hat og briller!

Vi måtte jo hurtigt sande at man ikke kunne padle op ad vandfaldet, så vi måtte på mere eller mindre elegant vis stige ud af kanoerne, hvilket resulterede i at My først snublede og røg i vand til brystet og Janne overvurderede sin højde, trådte ned i et hul og fik en ordentlig vandgang og blev fuldstændig gennemblødt.

Da Rasmus kæmpede med at trække deres kano op gennem vandfaldet, begyndte vandet lige pludselig at oversvømme bagenden af kanoen og vi måtte se deres pagaj og redningsvest flyde væk. Janne reddede pagaj’en (og stod en overgang i floden og padlede) og en gut længere nede af vandfaldet reddede deres redningsvest.

Efter lang tids kamp over glatte klipper og pladdervåde nåede vi forbi vandfaldet – og gutterne var selvfølgelig helt vilde, da det jo havde været enormt spændende.

(Så meget for Jan’s angst for at ryge i vandet).

Vi var nu nået til anden gorge, hvor klipperne blev højere og sceneriet om muligt endnu smukkere. Vi så med spænding frem til vores næste vandfald, men det var slet ikke så udfordrende som det første – og tøserne åndede lettede op. Cirka halvvejs nede ad tredie gorge fandt vi et rigtig hyggeligt sted med eget vandfald, hvor vi besluttede os for at holde frokost.

Nu var det efterhånden blevet på tide at vende tilbage – og vi var meget glade for at det denne gang var med strømmen, da vi efterhånden var ved at blive lidt trætte i overkroppen.

Vi prøvede at blive i kanoen ved det første vandfald på tilbagevejen, men blev dog nødt til at stå ud efter at have ramt nogle klipper, så vi sad fast.

Ved næste vandfald stod My og Janne ud, men drengene var åbenbart fast besluttede på, at nu skulle de fanme sejle igennem det vandfald! Jan var i begyndelsen forrest, men lige pludselig kom Rasmus sejlende alt imens han råbte, at han ikke kunne stoppe. Dette resulterede naturligvis i et mindre sammenstød, som dog ikke affødte nogen ulykker. Derefter padlede Jan ned i forholdsvis fin stil.

Det sidste vandfald bestod egentlig af to dele og den sidste del så ikke så slem ud, så denne gang steg ingen ud af kanoerne – og efter at have vædret et par klipper på vejen kom begge kanoer helskindede igennem.

Kanoturen var en helt fantastisk tur, som vi absolut kan anbefale alle, som er i området – bare husk at sikre jeres ting, så de ikke synker!.

Nå, men vi havde jo besluttet at vi gerne skulle lidt mod Darwin, så vi satte kursen mod nord og kørte indtil vi var lidt syd for Pine Creek. Her kørte vi til Copperfield Dam, hvor der efter sigende skulle være et sted, hvor vi kunne campere. Desværre var stedet fyldt, men det lykkedes os at finde et tilfældigt sted nogle kilometer derfra, hvor der var fin plads til vores biler.

Torsdag kørte vi igennem Pine Creek og videre til Litchfield National Park, hvor vi gjorde første stop ved Magnetic Termite Mounds.

Vi var dog ikke særlig imponerede af termitboerne, og besluttede os for at køre videre til Buley Rockholes, hvor vi spiste frokost.

Bagefter hoppede vi i badetøjet og gik ned til floden, som viste sig at være et rigtig lækkert sted med en række af rockpools, som var opdelt af små vandfald.

Vi nød vandet, som var en skøn temperatur og Jan lærte at tage hovedspring fra en meter høj klippe (dog med lidt maveplaskere imellem).

Lige pludselig kom der sgu’ en 1 meter lang øgle ned i vores rockpool … og aldrig har man set Janne bevæge sig så hurtigt over våde klipper!

Nu er det jo nok heller ikke lige ens største drøm at bade med en øgle – så vi endte alle sammen med at gå op ad vandet og i stedet studere den “lille” fyr, som efter et stykke tid kom på land på den anden side. Janne var rimelig overbevist om, at den forfulgte hende, da den bevægede sig op mod vores ting … mens Janne endnu en gang bevægede sig ned mod vandet.

Nå, men efter et stykke tid måtte øglen videre og alle på nær Janne hoppede i vandet igen.

Efter mødet med vores “badeøgle” kørte vi til Florence Falls 4WD camp, hvor pigerne slog lejr op mens fyrerne hentede brænde til aftenens lejrbål.

Vi besluttede at vi lige kunne nå ned til Florence Falls, som lå 15 minutters gang fra vores lejr, og tage en dukkert inden det blev mørkt.

Det var et utrolig smukt vandfald – ja faktisk var der to, hvor vandet faldt 8-10 meter ned fra klipperne i en pool, hvor vi svømmede … og lejlighedsvis blev nappet af nogle fisk.

På et tidspunkt svømmede vi helt hen til vandfaldet, hvor vi blev overraskede over, hvor meget det blæste – det var næsten som at være i strid modvind en regnvejrsdag.

Dejligt forfriskede gik vi tilbage og lavede aftensmad over lejrbålet blandt myriader af flyvende små-insekter, som var så irriterende at vi besluttede os for at gå tidligt i seng.

Vi nåede i øvrigt også lige at se en Quokka eller hvad den nu hedder – et lille nuttet pelsdyr på størrelse med en stor rotte med hvide pletter.

I går pakkede vi bilerne og kørte denne gang ned til Florence Falls, hvor vi endnu en gang badede og denne gang fik vi også snorklet lidt. Det var helt anderledes end at snorkle i havet – der var masser af fisk og rundt omkring på bunden lå der gamle træstammer m.m.

Bag ved vandfaldende lignede det bare et stort sort hul – hvilket My ikke lige havde lyst til at undersøge nærmere … sæt nu der var et monster! Jan fandt i øvrigt et par briller på bunden.

Derefter kørte vi mod The Lost City, som var nogle specielle klippeformationer – der var én der lignede en stor lego-mand, som vi syntes var meget sjov.

Vi spiste frokost ved Lost City og så var det egentlig meningen, at vi ville fortsætte til Blythes Homestead ad en rimelig rå 4WD rute, som vi havde glædet os meget til.

Desværre så var sporet lukket – og det så ud som om det havde været lukket i lang tid – øv!

Nå, men vi måtte så køre samme vej tilbage og fortsatte til Tolmer Falls.

Det var et smukt vandfald – det var ikke specielt stort, men absolut højt.

Her måtte man desværre ikke svømme, så vi fortsatte til Wangi Falls, hvor vi lige fik kapret den sidste camp site inden vi gik ned for at bade. Wangi Falls var to imponerende vandfald, som endte i en enorm pool, hvor der var masser af mennesker.

Når man havde svømmet ud til vandfaldene kunne man kravle op på klipperne og ligge og slikke lidt solskin inden man svømmede tilbage igen. Ved det mindste vandfald var der desuden et lille “badekar” med lunt vand, hvor man kunne ligge og slappe af – og så kunne drengene springe på hovedet.

Om aftenen sad vi og snakkede og spiste lidt “bush tucker”, som var blomsterne fra en plante (Rosella), som vores nabo havde sagt var spiselig. Det smagte meget syrligt – lidt ligesom umodne stikkelsbær.

I morges stod vi tidligt op og det første vi gjorde var at gå ned til Wangi Falls i håbet om at få nogle stemningsbilleder uden mennesker på. Dette lykkedes faktisk fint, da der stort set ikke var andre end os.

Vi svømmede over til det vandfald, hvor “badekarret” var og hoppede i.

Vi opdagede efter et lille stykke tid en stor edderkop, som sad på den ene side af karret og så meget død ud. Vi ville dog lige sikre os, at den rent faktisk var død, så vi sprøjtede lidt vand på den.

Den var i hvert fald slet ikke død og endnu en gang måtte vi se Janne foretage en sprint over våde klipper inden hun hoppede i poolen og svømmede ind til bredden.

Vi spiste morgenmad og satte så kursen mod Darwin. Vi havde helt klart besluttet at vi måtte en tur på Hungry Jacks (Burger King), da det efterhånden var nogen tid siden vi sidst havde fået os en Whopper. Vi kørte byen tynd og til sidst lykkedes det os endelig at finde den yderst eftertragtede fastfood kæde – GUF! Vi kørte så 17 km udenfor Darwin og fandt en lækker campingplads, hvor vi tjekkede ind. Vi gik i gang med at vaske tøj, drengene lavede biler og Janne og My gik over og nød en lille tur i poolen.

Og så står den jo på fodbold i aften – det skal blive spændende at se, om vi kan banke England!

I morgen tager vi til Kakadu og vender så tilbage til Darwin om nogle dage med flere beretninger fra vores rejse.