Torsdag viste sig at blive en helt fantastisk dag!

Ja, den startede nu lidt kedeligt med tøjvask og andre praktiske ting, men hen på eftermiddagen kørte vi til Adelaide River, hvor vi skulle på Jumping Crocodile Cruise. Der er 4 forskellige operatører, som har denne slags ture, så man er selvfølgelig altid lidt i tvivl, om man nu også har valgt den bedste – det blev vi senere sikre på vi havde. Vi tog den første på vejen – Adventure Cruises NT – som man finder ved at dreje til venstre fra Arnhem Highway ind til Window of the Wetlands og så følge skiltene de næste 2 kilometer.

Der var næsten ingen mennesker, da vi kom og efter at have betalt for vores billetter gik “billetdamen” rundt med en Water Python om halsen, som man kunne få lov til at holde. Rasmus var den første og bagefter tog My et tag i nakken på sig selv og sagde, at hun da også gerne ville prøve at have den om halsen. Det var godt nok med lidt hjertebanken, at man sådan står med en kvælerslange om halsen, men det gik helt fint, og det var en sjov fornemmelse at mærke dens muskler arbejde, når den bevægede sig.

Janne ville først ikke nyde noget, men efter en del lokken fra billetdamens side indvilligede hun rent faktisk i at holde slangen … hun fik den dog ikke om halsen, meeen den var da helt klart alletiders at hun overvandt noget af sin frygt og holdt den i hænderne … med et sjovt udtryk i ansigtet.

Nå, men nu var vi jo kommet for at se hoppende krokodiller, så efter et stykke tid med slangehygge gik vi ombord i båden. Nu skal det lige siges, at vi nok var ret priviligerede, da der kun var ca. 12 passagerer, og vi derfor kunne tage den lille båd, hvor man er meget tættere på vandet og dermed også krokodillerne (det havde måske ikke været den samme fantastiske oplevelse at stå 2 meter over vandoverfladen og kigge ned).

Der gik ikke mere end 1 minuts tid inden den første krokodille kom speed’ende hen mod os i forventning om et stykke lam. Det er ikke naturligt for krokodiller at hoppe – de ligger jo normalt på lur efter deres bytte og springer så pludselig frem og tager det – men man får den til det ved at binde et stykke kød på en snor, som så igen sidder på en lang stang.

Man plasker så kødet lidt i vandet og når “dillen” kommer for at tage det, ja så snyder man den et par gange ved at løfte stangen højere op, så hele krokodillens krop kommer op over vandet. Helt vildt fascinerende at se.

Vi havde egentlig regnet med at den ville fare op af vandet som skudt ud af en kanon, men det viste sig slet ikke at være tilfældet. Lige så stille løfter den sig op af vandet – næsten som i slow-motion – og så hopper den lige det sidste stykke for at nappe kødet.

My fik også lov til at prøve at fodre en krokodille, hvilket var en stor oplevelse – selvom det nok kræver lidt øvelse, da hun kun kunne snyde den et par gange inden den fik fat i kødet. Hele Adelaide River væltede med krokodiller og på vores lille tur, som blot varede en time og 15 minutter nåede vi nok at se omkring 15 forskellige krokodiller! (Det var nok meget godt, at vi allerede havde været i Kakadu og svømme, da vi muligvis ville have mistet modet efter denne tur – ifølge “kaptajnen” så er der saltvandskrokodiller (de farlige) alle steder, hvor der er vand).

Den største krokodille vi mødte var Murrakay (eller noget i den stil), som var en gammel han-krokodille på omkring 70 år, som manglede det ene øje efter en kamp. Han var en ordentlig basse på 5,5 meter og anslået til at veje mere end et ton (hvilket er ret stort, når man er i en lille båd lige ved siden af), som i den grad trængte til en tandrensning!!! På grund af hans alder og størrelse var han naturligvis ikke så atletisk som de mindre modeller, men han fik da løftet sig noget ud af vandet og var helt imponerende at se på! Vi sejlede lidt videre og sejlede så ind til bredden, hvor vi lige så at par stykker blive fodret på bredden, så vi kunne se dem i hele deres størrelse (ikke nogen man har lyst til at svømme sammen med).

På vejen tilbage igen mødte vi endnu en gang gamle Murrakay, som straks vi var sejlet forbi, vendte om og fulgte efter os, så han kunne få noget mere at spise.

På turen tilbage blev der smidt små stykker kød op i luften til de 15-20 ørne, som cirklede rundt lidt over båden, og til vores store forbavselse greb de det i kløerne. Ja, hvad ved vi om ørne … vi havde troet at de ville gribe det i næbbet ligesom måger – men, man bliver jo klogere hver dag!

I opløftet stemning gik vi atter i land og vi kan i den grad anbefale denne tur til alle. Stemningen var dejlig afslappet og det var så tydeligt at medarbejderne elskede dyrerne og deres job … og så fik vi jo også lidt ekstra for pengene i form af “slangetæmning” og ørnefodring. Det er de bedste 22 dollars vi har givet ud i lang tid … og havde vi vidst, hvor godt det var, havde vi gerne betalt mere end det dobbelte!

Bagefter kørte vi til Mindil Sunset Markets på Mindil Beach i Darwin, hvor vi spiste aftensmad med udsigt til en usandsynlig flot og rød solnedgang og bagefter gik rundt og kiggede på alverdens boder, som tilbød alt lige fra didgeridoos til massage – og så var der faktisk lige så mange madboder, som der var andre boder, så der var noget for enhver smag.

Fredag viste sig at blive en værre lortedag!

Ja, den startede nu meget hyggeligt med afslapning og en tur til poolen, hvorefter vi kørte Truppe til mekaniker … og her begyndte livet så at blive ret irriterende!

Vi fik Truppe tjekket ind klokken fire og fik så to biografbilletter, så vi havde noget at lave, mens hun blev undersøgt. Vi fik et lift ind til Darwin og gik rundt og kiggede på byen og Jan ringede til vores forsikring vedrørende vores video og kamera. Se dagens gode nyhed var, at forsikringen ville dække vores tab – og så var vi jo glade ved udsigten til at gå ud og købe nyt udstyr snarest muligt.

Den dårlige nyhed kom, da vi, før vi gik ind for at se Minority Reports, ringede til Toyota og fik at vide, at vi rent faktisk ikke burde køre mere, inden vi fik skiftet hele bagakslen!! Lort i lommen – der så vi lige 2.000-3.000 DOLLARS flyve ud af vores feriebudget!!!

Filmen var dog godt nok til at holde tankerne fra vores finansielle situation og bagefter gik vi ned til Toyota og talte med værkføreren. Vi kunne først få den repareret mandag eller tirsdag. Nå, men vi skulle jo have et sted at sove om natten (og klokken var nu over ni om aftenen), så vi listede forsigtigt ned til campingpladsen i Truppe.

Vi havde ligesom planlagt, at vi skulle til Pine Creek lørdag morgen for at se rodeo, så vi besluttede at vi næste morgen ville finde en bil vi kunne leje, så vi ikke ville gå glip af det.

Lørdag morgen kørte vi til Europcar, hvor vi lejede en Mercedes MB100 kassebil, som vi smed vores madrasser og bagage ind bag i så vi kunne sove dér de næste par dage. Det blev godt nok lidt dyrere end vi havde regnet med – men vi må jo nok se i øjnene, at der følger en del ekstra udgifter med, når bilen sådan skal på værksted – Øv!

Allerede klokken 10 forlod vi Darwin i vores nyerhvervede bil og et par timer senere ankom vi til Pine Creek, hvor vi fandt pladsen, hvor rodeo’et skulle finde sted. Vi parkerede blandt alle dem, som deltog i rodeo’et, så vi lå blandt heste, hunde og andet godt.

Omkring klokken et gik rodeo’et i gang og vi fik lejlighed til at se Barrel Race, Bull Ride, Steer Wrestling, Bareback Bronco, Saddle Bronco m.m.

De første runder var ikke så fantastiske, da det for det meste var juniorer og nybegyndere, så mange af dem nåede stort set ikke ud af boksen. Vi fandt i øvrigt senere ud af, at hvem som helst – med eller uden erfaring – kan melde sig til nybegynder-runderne … tanken om at selv Jan kunne have meldt sig til er nu lidt skræmmende!!!

Efterhånden som dagen skred frem, blev deltagerne bedre og om aftenen kom vi så til finalen, hvor de bedste var med.

Det er imponerende, som de forskellige cowboys ligner kludedukker, når de sådan sidder på en bukkende tyr eller hest og det kan ikke undre, at mange af de ældre i faget halter, da det ikke ligefrem er en sport for tøsedrenge, når en 500 kilo tyr kommer til at jokke på én efter man er blevet smidt af … eller måske ligefrem vender sig om og angriber!! (det var der et par stykker, der gjorde).

My’s favorit var dog helt klart Saddle Bronco, som er den traditionelle form for rodeo på en hest med saddel – det var meget underholdende, fordi gutterne kunne holde sig fast i noget længere tid end på tyrerne eller hestene uden saddel.

Vi havde egentlig tænkt os at vi skulle på druk med Janne og Rasmus, men det blev ikke lige til så meget som forventet. Vi sad mest og snakkede uder den efterfølgende fest, hvor rigtige cowboys og cowgirls slog sig løs til musik fra 50’erne og 60’erne og så en smule country ‘n western. Der var også et par aboriginals, som kom op og slås, hvilket viste sig at blive underholdning for alle pengene, da konen til den ene prøvede at skille dem ad, hvilket selvfølgelig resulterede i, at hun fik nogen på hovedet af sin mand. Det ville hun godt nok ikke finde sig i, så hun tog sko og sokker af (hvorfor vides ikke) og forsvandt ud i mørket … kun for at vende tilbage lidt senere med en kæp, som hun ville banke manden med. Vi så nu ikke, at han fik slag med kæppen, men til sidst sad hun da ovenpå ham og tæskede ham med hænderne. Enden på historien blev naturligvis, at de tog kamphaner blev gode venner og græd ud ved hinandens skuldre … konen ved vi ikke lige, hvor blev af.

Lidt før midnat kørte Rasmus og Janne til deres campingplads og her skiltes vores veje så for denne gang.

Næste morgen vågnede vi op til vrinskende heste og muhende køer og kørte så tilbage til Darwin – lidt irriterende, når vi ellers kunne være kørt direkte til Katherine, hvis ellers Truppe havde været i orden.

Her sjoskede vi rundt det meste af dagen uden at foretage os noget særligt og om aftenen lokkede Jan endnu en gang My med ind at se Starwars (kun mod bestikkelse med en gang popcorn) … ak ja, gentagelse fremmer forståelsen. Om aftenen parkerede vi bilen ved esplanaden, hvor vi overnattede – ikke helt lovligt sikkert, men absolut billigt (ganske gratis). I øvrigt så skal man passe på ikke at få faldende palmegrene i hovedet, når man opholder sig ved esplanaden … My havde lige sat sig på en bænk, da hun fik en 4 meter gren .. eller måske var det mere et blad … i hovedet … naturligvis til Jans store fornøjelse.

Idag kørte vi ud og afleverede vores lejebil og tjekkede ind på et motel, så vi havde et sted at sove. Ellers har vi ikke lavet det store. I morgen henter vi Truppe og kører så sydpå ad Stuart Highway.