Ja, det er lidt hurtigt at vi oploader igen og det er egentlig heller ikke fordi vi har så meget at fortælle, men da der nok går nogle dage inden vi kan komme på nettet igen, ville vi lige give lyd fra os.

I går stod vi op og derefter var det egentlig bare køre, køre, køre køre, køre – først 175 km på asfalt og derefter omkring 600 km på dirtroad, hvor vi flere steder måtte køre slalom imellem hullerne med bull-dust.

Alt i alt var Plenty Highway nu ikke så slem – vi har i hvert fald prøvet noget der var værre. Vi havde ellers fået at vide, at når man kom over grænsen til Queensland, så ville vejen blive dårligere. Det mente vi nu ikke var tilfældet … den blev bare smallere. Men gaaaab hvor er det dog kedeligt!

Vi kørte indtil vi var ca. 30 km udenfor Boulia, men selvom vi kørte en lang strækning, hvor det var totalt mørkt, så vi ikke lyset. Nu sidder I sikkert og undrer jer over, hvad vi snakker om – det er såmænd The Minmin Light, som er et fænomen med noget lys, der nogen gange følger rejsende over lange strækninger for lige pludselig at forsvinde ud i den blå (eller rettere sorte når det er nat) luft.

Vi syntes at det kunne have været meget fedt, hvis vi havde set det, men det eneste vi så var de køer, der stod og spærrede vejen for os.

Da det generelt ikke er rart at køre i mørke hernede valgte vi at stoppe i vejkanten og så overnatte der.

I morges vågnede vi til den smukkeste solopgang man kan tænke sig. Vi kunne godt nok ikke se solen, men himlens farver var fantastiske og så stod månen lige oppe over.

Vi stod op og gjorde os klar til at køre, da vi jo stadig havde en lang tur foran os, men lige som vi skulle til at spise morgenmad kom en bil ræsende forbi. Den vendte dog om og kom tilbage, og vi troede at det var ejeren af jorden, der nu skulle skælde os ud fordi vi havde camperet uden at have fået lov. Det viste sig dog at være en gammel hippie ved navn Donny, som kom fra Melbourne. Han rejste alene rundt, hvilket mn tydeligt kunne mærke på ham, da han stort set snakkede uafbrudt i en time!

Nå, men vi kom da afsted og kørte til Boulia og derfra videre til Winton. Kursen blev så sat på Longreach. Nu skrev vi jo forleden, at Jan sørgede for vores første road-kill, som bestod i en papegøje. Vi kan så meddele, at My stod for det næste lidt uden for Longreach, hvor en glad lille kænguru kom hoppende ud på vejen. My havde nu valget mellem at knalde kænguruen med venstre side af bilen eller at køre helt af vejen og køre galt. Fornuftig så hun jo er, valgte hun at knalde kænguruen. Vi følte jo ligesom at vi måtte køre tilbage og tjekke om den nu også var rigtig død … DET VAR DEN IKKE! My sagde til Jan at han godt kunne gå ind og hente sin dykkerkniv og skære halsen over på den, så den ikke led unødigt.

Vi gik over efter kniven, men vi kunne have sparet os besværet, for lige i det samme kom der en anden bil, som kørte hen over kænguruen og med sin undervogn flåede den 10 meter længere hen af vejen og samtidig brækkede halsen på den – så var det problem løst, og vi åndede begge lettet op. Jan morede sig dog vældig med at kalde My “Kænguru-morderen” resten af dagen.

Vi valgte at stoppe for natten i Longreach, da vi begge trængte gevaldigt til et bad.

I morgen skulle vi så gerne nå til Mount Gregory Station.