Bilen

Det er vigtigt, at man gør sig nogle tanker om, hvad man ønsker at se og opleve, inden man beslutter sig for, hvilken biltype man skal købe/leje.

Hvis man holder sig til de mere befærdede veje, skulle man ikke få nogen problemer med en almindelig type bil – forudsat naturligvis at den er driftsikker.

Hvis man derimod ønsker at bevæge sig ud i de mere øde områder af out-backen, vil en firhjulstrækker være en nødvendighed, hvis man ikke vil risikere at køre fast.

Meget kan dog have ændret sig siden vi var afsted, men brug det som inspiration til hvad man skal være opmærksom på 🙂

Forberedelse hjemmefra

Vi har benyttet os utrolig meget af internettet for at finde frem til en løsning, som passer til vores behov.

Da vi ikke vil lade os begrænse af vores køretøj, er det helt sikkert, at vi skal have en 4WD. Da vi skal kunne bo i den, har vi besluttet at købe en 4WD med tray-top, hvorpå vi kan sætte en slide-on, som er en lille campingvogn, som sættes på ladet af bilen. Vi har efterhånden nået den lidt mere magelige alder, hvorfor vi vi se efter slide-ons med toilet og bad.

Køb af bil i Australien

Efter at have undersøgt tingene lidt mere efter vi ankom til Australien, fandt vi ud af, at den løsning, som vi egentlig havde besluttet os for, nok ikke var den bedste.

For det første var det sværere end vi havde regnet med at finde en slide-on, og da vi fik at vide, at det i hvertfald skulle være en slide-on med poptop blev markedet yderligere begrænset … for ikke at sige ikke-eksisterende.

Det lykkedes os at finde et par 4WD med tray-tops, men slide-ons var der ingen af … medmindre vi ønskede at købe én fra ny. Det ville naturligvis have været meget komfortabelt, men vi var bange for at tabe for mange penge på løsningen.

Derudover fik vi at vide, at vores bil nok ville blive lige lovlig høj, hvilket ville gøre den for ustabil til at køre i meget ujævnt terræn, så da vi så en annonce i “things-that-go” med en camper, besluttede vi os for at se på den.

Det var en Toyota Landcruiser Troop Carrier Camper 1995, som havde været brugt af New South Wales Department of Agriculture.

Da vi havde prøvekørt den, besluttede vi os for at slå til – og da der er 3 dages fortrydelsesret på bilkøb hos forhandlere, var der ikke noget at betænke sig om.

Indregistrering
I Australien bliver bilen indregistreret for et år ad gangen, det kan derfor være en fordel at den bil man falder for har så lang tid som muligt tilbage. I vores tilfælde er den indregistreret indtil den 27/7-2002, så vi bliver nok nødt til at købe yderligere ét års indregistrering.

Samtidig med at være en form for vægtafgift, så indeholder indregistreringen også det, der i Danmark svarer til den lovpligtige ansvarsforsikring.

Skat ved bilkøb
Når man køber en bil hos en forhandler, skal man lige være opmærksom på, at der til prisen lægges en skat (stempelafgift) på 4% af salgsprisen.

Bopæl ved bilkøb
Det er i høj grad en fordel at have en fast adresse, når man køber bil i Australien, bl.a. i forbindelse med registrering, hvilket dog ikke var noget problem i vores tilfælde, da vi jo kunne opgive Jan B’s adresse. Dette gælder i øvrigt også i forbindelse med bilforsikringen.

Betaling
I forbindelse med betaling af bil vil det være en god idé at have en konto i en australsk bank, så man kan få lavet en bankcheck … der er alt andet lige rarere at gå rundt med en check fremfor kontanter – generelt tager forhandlere ikke imod Visa eller Mastercard på store beløb.

Klargøring af bilen

Da der ikke var noget udstyr i bilen overhovedet, da vi købte den, måtte vi jo ud og lave noget benarbejde for at finde de nødvendige ting. Det er noget, der tager en del tid, hvis man vil have nogle ordentlige ting til de rigtige penge.

Udover indkøb af udstyr lavede vi også nogle ændringer af bilens indretning, da vi mente, at det ville få tingene til at fungere bedre i dagligdagen.

Da der var rimelig god plads over hovedet besluttede vi at lave en stor hylde over førersæderne, så vi fik noget ekstra opbevaringsplads til vores rygsække og dykkerudstyr.

I skabet under køleskabet lavede vi plads til et toilet samt rumopdeling, så vi udnyttede pladsen bedst muligt. I løbet af vores tur har vi endvidere lavet ekstra hylder under komfuret.

Ekstra udstyr

Fastmonteret på bilen:
Kængurugitter
Snorkel
Brændstofdunke (ikke nødvendigt da bilen har 2 tanke – 2×85 liter)
Ekstra batteri
Taglem med ventilator (12 volt)

Elektrisk udstyr:
UHF Radio (indgår ikke i bilsalg)
epirp (satelit nødsignal sender) (indgår ikke i bilsalg)
Steroanlæg
Inverter – 12 til 240 volt omformer

Recovery gear:
Luftpumpe (manuel+elektrisk)
Air-jack (donkraft på udstødningsgas)
Skovl
Økse
Jordspyd
Spil (hand winch) + straps m.m.
Køler lækage-stop
Lappespray
Lappesæt til slangeløse dæk
Diverse værktøj

Udendørsmøbler m.m:
3 sammenfoldelige stole
1 sammenfoldeligt aluminiumsbord
1 sammenfoldelig feltseng
1 vandtæt lampe til 12 volt
1 bagmarkise over bagdøre
1 sidemarkise justérbar størrelse (2,4 x 2 meter eller 2,4 x 3 meter eller 2,4 x 4 meter)
2 hængekøjer (net materiale)

Personlig hygiejne:
1 Porta Potti Toilet
1 Solar Shower

Linned m.m:
2 elastiklagener
2 almindelige lagener
4 hovedpudebetræk
2 små hovedpuder
2 store hovedpuder
2 strandhåndklæder

Køkkengrej:
1 Engel køle/fryseskab (22 liter) – 12/240 volt
1 komfur (methylated spirit)
1 lille stegepande
1 stor stegepande (wok-agtig)
1 gryde
Service
1 Sandwich toaster
Grydeskeer m.m.
Plasticbøtter m.m.
1 sæt CampArt køkkengrej til vandreture (incl. spritbrænder)

Diverse:
Brandslukker
Ventilator – 12 volt
Stor ventilator – 240 volt
3 x 20 liter vanddunke
10 meter forlængerledning + 2 stk. 4-stiksdåser (1 dansk og 1 australsk)
Opbevaringskasser (2 store, 1 lille)